|
|
Til print-version
 Johannes
Wiedewelt på Assistens Kirkegård
Af kulturgeograf Christoffer Jørgensen
Hil dig, de lykkelige Dødes hjem!
Du Bolig for hver Stand, hvert Kiøn, hver Alder!
Til Dag og kummer Sol ei vækker dem,
til Graad i søvnløs Nat ei Stjerne falder.
Hil være dig!.....Saa venlig er din Ro:
den Glade leirer sig i dine Skygger,
og, tordner Skjebnen, Uhelds Søn saa fro
her sit Paulun paa Haabets Strandbred bygger.
Hver Flygtning, som for Verden iler hid
og søger lindring mellem dine Høje,
her i et Øjeblik sig vandrer blid,
og gaaer fra dig og har forglemt sin Møje.
(Frederik Høegh-Guldberg 1797)
 Hvem
var Wiedewelt?
Johannes Wiedewelt (1731 - 1802) var søn af billedhuggeren Just Wiedewelt, og kom til verden i 1731.
Tidligt viste han evner for tegning og ønskede efter traditionen selv at bliver tegner eller maler, men blev af faderen sat i lære i værkstedet hvor han lærte billedhuggerkunsten fra grunden.
I slutningen af 1740årene udførte han to portrætbuster af det nye regentpar - Frederik V og Dronning Louise som blev vel modtagne af kongeparret, og indbragte den unge mand en præmie på ikke mindre end 120 rigsdaler.
Denne sum satte skub i hans ønske om at studere i udlandet. I 1750 rejste
han til Europas kunstneriske hovedstad Paris for at lære. De næste otte
år var en lang studierejse: Først fire år i Paris - derefter fire år i Italien
med hovedbase i Rom med afstikkere til Napoli, Firenze og især til de antikke
fund i Pompeji.
For at tjene penge til sit studieophold i Rom arbejdede
han en tid som simpel „marmorhugger“ - dvs en der groft tilhuggede marmorblokkene
før „mesteren“ satte sin mejsel i marmoren, et hårdt og slidsomt arbejde.
Pengene satte ham istand til at rejse til Italien for egen regning. Her
studerede han især antikkens efterladte ruiner og udførte en stor mængde
tegninger og optegnelser.
I Italien mødte han den fremtrædende antikforsker Johann Joachim Winckelmann (1717 - 1768) - et møde der fik vidtrækkende konsekvenser for både Wiedewelts kunst og for europæisk åndsliv. Winckelmanns skrifter om antikkens kunst blev i anden halvdel af 1700tallet ophøjet til den højeste visdom og god smag.
Netop „den gode smag“ blev kendetegnende for Wiedewelts virksomhed efter hans hjemkomst til Danmark. Hans viden og belæsthed gjorde, at han blev ophøjet til den øverste „smagsdommer“ for kunsten i Danmark.
Han udførte adskillige større værker for kongehuset - både lejlighedsværker som festdekorationer og ikke mindst de vidtberømte marmorsarkofager for Christian VI og Frederik V i Roskilde Domkirke. Et andet meget berømt gravmæle fra Wiedewelts hånd er Ludvig Holbergs i Sorø.
Wiedewelt blev især kendt for sine gravmæler og sine dekorationer for hoffet. Han var imidlertid langt mere produktiv og var også kendt for sit samfundsengagement.
I Struenseetiden udførte han en række satiriske tegninger vendt mod Struensee og Brandt, han skrev sit eget kunstneriske manifest „Tanker om smagen udi Konsterne“ og tegnede en lang række tegninger af „fantasier“ - dvs tegninger som ikke var til bestemte bundne projekter, men udført efter hans egen lyst. Disse tegninger findes endnu, men er aldrig blevet udgivet eller undersøgt videnskabeligt (en stor skandale) da det vidner om, hvor stor en kunstner Wiedewelt faktisk var.
I de gode år levede Wiedewelt et udadvendt festligt liv med et stort pengeforbrug. Desværre blev det en vane, og da forretningen i krisetiderne mod slutningen af hans liv svigtede, gjorde indtægterne det også. I 1790erne var han hovedsagelig beskæftiget med at udføre gravmæler - kun afbrudt af bidraget til Frihedsstøtten.
Muligvis har den ekstra arbejdsbyrde været for stor. Wiedewelt fik et apoplektisk tilfælde som reducerede hans arbejdsevne. Situationen forværredes af, at Wiedewelt var eneforsørger for sine gamle søstre, en tjener og sin fætter - alle i nærheden af 80 år og blinde.
Da man fandt Wiedewelts lig i Sortedamssøen i december 1802 antog man, at han havde druknet sig selv i desperation. Selvmordsmyten blev yderligere forstærket af et sørgedigt af Oehlenschlæger.
Wiedewelt blev begravet på den kirkegård, han havde gjort så meget for at udsmykke. Ikke under et af sine egne monumenter, men et monument rejst af vennen og kollegaen Andreas Weidenhaupt, naturligvis uden beregning.
Johannes Wiedewelt i korte træk
1731: Født den 1. juli i København, som søn af den kendte billedhugger Just Wiedewelt
1750: Rejser til Paris for at studere
1753: Sølvmedalje på Akademiet i Paris
1754: Rejser til Rom for at studere antikkens skulpturer
1758: Rejser til Napoli for at se Pompeji, møder Winkelmann, hjemrejse via Firenze
1759: Medlem af Akademiet i København, Kongelig Hof Bygmester
1760: Monumenterne i Fredensborg Slotshave
1761: Professor ved Modelskolen
1762: „Tanker om Smagen udi Konsterne i almindelighed“, et nyklassicistisk kampskrift
1768: Rejser til England, og studerer havekunst
1776: Udsmykningen af Jægerspris Have
1783: Bernstorff monumentet på Gentofte Bakke
1786: „Samling af Ægyptiske og Romerske oldsager“
1802: Dør den 17. december, formentlig selvmord
Wiedewelts monumenter på Assistens Kirkegård
Mellem 1785 og 1801 udførte Wiedewelt en række monumenter til „Assistence Kirkegaarden ved Kiøbenhavns Nørreport“. Assistens Kirkegård var oprettet i 1757 og taget i brug 1760 for at aflaste begravelsespladserne inde i byen. Begravelserne ikke mindst i kirkerne havde nået et niveau, hvor sundhedsrisikoen især på de varme sommerdage var overhængende. København havde da også af flere omgange været plaget af epidemier.
I begyndelsen benyttedes Assistens Kirkegård hovedsagelig af mindre bemidlede borgere. I løbet af 1780erne indtrådte en gradvis ændring, foranlediget af flere faktorer. I 1777 var Wiedewelt begyndt på omlægningen og udsmykningen af haveanlæget ved arveprinsens ejendom Jægerspris. Inspireret af O. Mallings bog „Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere“ udsmykkede Wiedewelt parken med monumenter og mindesten over særlig berømte personer. Mindestenene blev opsat i den fri natur.
Inspireret heraf blev mindehøjtidsdekorationerne for digteren Ewalds død i 1781 udformet som en mindestøtte i fri natur.
Det blev fra dette tidspunkt i stigende grad populært at lade sig begrave på Assistens Kirkegård. Wiedewelt blev en af de mest benyttede kunstnere til at udføre både større og mindre monumenter i alt 15, hvoraf de 8 kan beses i dag.
 Adolph
Gotthart Carstens (1795)
Få meter fra Wiedewelts grav rejser en himmelstræbende søjle sig over de
omkringstående monumenter. Teksten er næsten udvisket men kigger man godt
efter, kan man læse følgende: Musae Virtus Patria lugent Adol. Gott. Carstens
mort. Anno Aetat LXXXII, Cujus exuvae heic infra postia sunt MDCCVC - „Her
hviler de jordiske levninger af Adolph Gotthartt Carstens, hvis tab begrædes
af Muserne, Dyden og Fædrenelandet“. Carstens var en betydningsfuld mand
i sin samtid der indtog en indtog en lang række tillidsposter - blandt andet
var han en tid Det Kongelige Teaters direktør - senere blev han en slags
guvernør over Hertugdømmerne.
Han huskes måske af nogen idag som en af domsmændene i Struenseesagen. Allerede i 1753 blev han medlem af Videnskabernes selskab og udgav for dem en lang række skrifter der idag er glemt. Han støttede blandt andet både Ewald og Baggesen og skrev selv teksten til et syngespil „Aglae“ (eller „Støtten“), som opnåede en hvis popularitet.
 Johan
Samuel Augustin (1785)
Augustins fornemme men beskedne monument, som var Wiedewelts første på Assistens
Kirkegård, findes desværre ikke længere. Augustin var den første mand „af
stand“, der lod sig begrave på Assistens Kirkegård. Han ønskede ikke at
bringe andres liv i fare ved at lade sig begrave inde i kirken, som det
ellers havde været skik. Han blev mest kendt i sin samtid for sin pragtudgave
af Holbergs „Peder Paars“ som han udgav i samarbejde med Wiedewelt. Ligeså
beskedent han havde levet blev hans grav. Der findes flere udmærkede stik
og beskrivelser af dette monument og det kan derfor undre at da man ønskede
at opsætte et minde om denne mand, rekonstruerede man ikke Wiedewelts monument
men opsatte en ”sen-stalinistisk” rædsel som desværre „pryder“ Kirkegården
endnu. Det oprindelige gravmæle var indsat i muren og forestillede dødens
grotte omkranset af lægeurter.
 Georg
Nielsen (1798)
Et af Wiedewelts mere mærkværdige monumenter er over bibliotekaren Georg
Nielsen. Her fremtræder et relief af en lærd mand omgivet af bogruller og
en jordklode. Selve ideen var ikke ny.
Wiedewelt brugte den samme til botanikeren Möllmann i St Petri Kirke, men Georg Nielsens er mere fuldendt.
Wiedewelt regnede det selv for et af sine bedste monumenter. Nielsen var hofbibliotekar og kongehusets kasserer i den bevægede periode omkring Caroline Mathilde og Struensee. Han var derfor tæt på begivenhederne og skrev sine erindringer, som desværre enten er gået tabt eller er gemt godt af vejen. En kort tid var han også lærer for den unge kronprins - senere Frederik VI.
Andreas Falch (1798)
„sødt slumrer under dette Marmor en ædel retskaffen mand...“ Således begynder
inskriften på Andreas Falchs gravmæle der ligesom Carstens et godt eksempel
på et „Søjle“-monument.
Monumentet er et eksempel på at Wiedewelts fantasi af og til
løb lidt af sporet. Der er vel ingen, der idag vil kalde denne
søjle for køn. Hovedideen er heller ikke ganske klar. Kransen
på toppen lader sig vel forklare, men resten? Søjlen er hverken
hel eller brudt men afsluttes af en spids med en blomsterkrans. Om Andreas Falch vides ikke meget. Han var en af tidens velstående grosserer og bankcommissairer og uden at vide det
fristes man til at tro, at dette var en af de opgaver, Wiedewelt påtog sig mod slutningen af sit liv for pengenes skyld.
 Peter
Uldall (1799)
Uldall var jurist og ligesom Carstens mest kendt fra Struenseesagen.
Uldall blev forsvarer for dronning Caroline Mathilde, en umulig opgave som
ikke desto mindre indbragte ham stor hæder og anerkendelse - og mange penge.
Pengene blev tildels omsat til bøger, hvoraf han efterlod en stor samling,
der idag indgår i det kongelige bibliotek.
Hans gravmonument er et af Wiedewelts bedre - i traditionel stil med relief, der forestiller gudinden Themis moder til Justitia, Loven og freden - med en urne på toppen. Wiedewelts oprindelige relief er desværre gået tabt og erstattet af en nutidig kopi, som desværre ikke helt har den skønhed som Wiedewelts oprindelige. Det anbefales at se den på afstand!
Bag ved Uldall ligger iøvrigt Jens Juel begravet - han døde blot 10 dage efter Wiedewelt.
 August
Hyllested (1798)
Et af Wiedewelts mere anonyme gravmonumenter er over Paul August Hyllested
- en 9 års dreng, som døde i 1798.
Gravmonumentet er i den traditionelle stil med meget lidt udsmykning.
Det var usædvanligt at man brugte store summer på gravsten til børn. Senere er da også flere familiemedlemmer blevet begravet her.
 Andreas
Bodenhoff (1797, 1799)
Det Bodenhoffske gravmæle er et af Wiedewelts største på Kirkegården. Andreas
Bodenhoff var en af de rigeste og fornemste købmænd i København i slutningen
af 1700tallet, hvilket antydes af gravmælets udsmykning, der rummer både
overflødighedshorn - som tegn på velstand - og et relief med en skibsstævn
og en merkurstav, Merkur var den romerske gud for handelsfolk - og tyve!
Bodenhoffgravstedet er gået over i historien på grund af Andreas Bodenhoff den yngres unge kone Gertrud Birgitte Bodenhoff. Gertrud Birgitte blev ved sin mands utidige død en meget ung enke. Kort efter blev hun syg og døde. Rygtet fortæller, at hun efter begravelsen blev opgravet af graverne på kirkegården med det formål at plyndre hendes grav. Imidlertid viste det sig, at hun ikke var død, men opvågnede til alles rædsel, hvorefter graverne ombragte hende. Om der er hold i historien vides ikke.
En efterkommer af familien, Viggo Starcke, forsøgte i 1950erne at påvise ugerningen - men utvetydige beviser mangler stadig. En kerne afsandhed har historien dog, idet gravrøverier var veldokumenterede fra perioden omkring år 1800. Viggo Starcke har senere beskrevet begivenhederne i en bog.
 Morten
og Martha Wærn (1797)
Bodenhoffs nabogravmæle over Morten og Matha Wærn er mindst ligeså prangende.
Det rummer også adskillige symboler blandt andet en bikube som udtryk for
den egenskab man kaldte „vindskibelighed“ - evnen til at „vinde“ eller mere
kontant i moderne sprog „evnen til at rage til sig“ en helt legal ting dengang.
Det lykkedes generalkrigskommissær Morten Wærn at sikre sig en formue blandt
andet ved glasindustri i Norge.
Glasfabrikation var afhængig af potaske, som blev udvundet af tang. Wærn „stjal“ den hemmelige opskrift fra englænderne og måtte som straf opholde sig i det berygtede Newgate Prison. En stor del af formuen blev af enken Martha bortgivet til forskellige velgørende formål blandt andet til Herlufsholm og til et nyoprettet opdragelses- og uddannelsesinstitut for fattige pigebørn af borgerstanden.
 Nicolaus
Abraham Kall (1801)
En tid troede man, at N.A. Kalls gravmæle var forsvundet. Ved at sammenligne
stik med nuværende gravmæler lykkedes det tidligere overgartner Axel Andersen
at identificere en del af Kalls gravmæle, som var blevet genbrugt til familien
Ryberg. Wiedewelts portrætrelief og den oprindelige tekst er fjernet.
Portrættet findes idag på Statens Museum for Kunst. Som så mange andre af tidens fremtrædende skikkelser stammede Kall fra Hertugdømmerne.
Bortkomne monumenter:
Seks af Wiedewelts monumenter er definitivt borte fra Assistens Kirkegård. De findes dog som skitser og tegninger. Det drejer sig om følgende:
Anne Sophie Dopler 1800
Gerhardt Martensen 1796
Carl Friedrich Heinemann 1796
Christen Waage 1792
Jonas Broager 1790
Johanne Dorothea Thomsen 1794
„Der findes ikke noget bedre middel til at danne sig en velbegrundet og præcis opfattelse af det, der sker i verden, end at foretage sammenligninger, at vælge eksempler i historien og derfra drage en parallel til det der sker i vore dage, og give agt på overensstemmelserne og lighederne. Intet er den menneskelige fornuft værdigere, intet mere lærerigt eller bedre i stand til at forøge vor erkendelse.“
FRIEDRICH II DER GROSSE, Considerations, 1738.
Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden
|
|
