Nye tendenser i kirkegårdskulturen
- med afsæt i Assistens Kirkegård

af Centerleder, antropolog Gitte Lunding Johansen

Assistens Kirkegård i København er et "museum" af en ganske særlig slags. Her er det ikke museumsinspektører og kuratorer, der har bestemt, hvad der indgår i samlingerne, men de afdøde selv og deres pårørende. En vandring over kirkegården er i bogstaveligste forstand en vandring gennem kulturhistorien.
Kirkegårdens gravmæler fra 1700-tallets sidste trediedel og frem til i dag er udtryk for skiftende tiders opfattelse af, hvordan et passende eftermæle skal se ud. Derfor er kirkegården både interessant som kultur- og samtidshistorie.
Gravsten og gravsteders indretning afspejler både de skiftende tiders holdninger til døden og til livet, vi får oplysninger om "den gode død" såvel som om "det gode liv". Der er perioder, hvor døden er en integreret del af livet, og der er perioder, hvor forholdet til døden er præget af fortrængning. Kirkegården spejler den levende kultur, men i et langt roligere tempo.
Når vi betragter gravminder fra Oplysningstiden og Romantikken er der nogle klare tendenser, der træder frem, ligesom der også i sidste halvdel af 1900-tallet er et tydeligt fællespræg. Den tidsperiode, som vi er midt i, er det straks sværere at aflæse. Alligevel vil jeg hævde, at der også her er tegn på tendenser, der antyder den aktuelle holdning til livet og døden.
For bedst muligt at få styr på, hvad der kan være på spil i nutiden, kan det være nyttigt at tage et historisk afsæt, hvilket let lader sig praktisere på Assistens Kirkegård. En vandring over kirkegården er i bogstaveligste forstand en vandring gennem kulturhistorien.

Livet og døden
Assistens Kirkegårds ældste del blev officielt indviet i 1760. Perioden er blevet set som en periode præget af tiltro til fornuften og fremskridtet. Den sidste trediedel af 1700-tallet, der i eftertiden også er blevet benævnt Den florissante Handelsperiode, fremstår som en gylden epoke. Handelsflåden blev udvidet og store dele af verdens fragtmarkeder blev erobret. Kirkegården rummer familiegravsteder med prægtige monumenter for flere af de store handelsdynastier.
Den danske guldalder mellem 1800 og 1850 var derimod en periode præget af krig, nederlag og økonomisk ruin, men blev baggrund for intellektuel, kunstnerisk, teknisk og samfundsmæssig udvikling, hvilket vi senest er blevet mindet om i Nationalmuseets bredt anlagte guldalderudstilling "Ånden i Naturen". Assistens Kirkegård rummer et stort antal gravsteder for de personer, der for eftertiden er kommet til at kendetegne Guldalderen og Romantikken. Gravstederne er indrettede til regelmæssige besøg, hvor de efterladte kunne udtrykke deres sorg, og de øvrige forbipasserende kunne blive delagtiggjort i den afdødes fortjenester igennem gravmælernes udformning og inskriptioner.

Fra midten af 1700-tallet og cirka 100 år frem satte nyklassicismen et afgørende præg på kirkegårdenes udseende, ikke kun i Norden, men over hele det europæiske område, hvor de antikke græske og romerske idealer udgjorde en afgørende kunstnerisk forudsætning.
Gravmælernes formsprog og typologi er overalt baseret på antikke forbilleder, og de symbolske fremstillinger, der smykker monumenterne, har alle tydelige klassiskmytologiske og allegoriske referencer. I den antikke kunst finder vi Døden i skikkelse af en bevinget yngling med krydsede ben, lukkede øjne og nedadvendt slukket fakkel. Døden er ikke en aggresiv magt, men en blid skæbne.
Billedhuggeren Johannes Wiedewelts monumenter over familierne Bodenhoff og Wærn fra 1790'erne er gode eksempler på nyklassicistiske monumenter. Et andet er Bertel Thorvaldsens relief Natten fra 1815, et relief der er udbredt i hele Norden. Fremstillingen er i høj grad inspireret af Homers forestilling om Døden som Søvnens tvillingebroder, en uafvendelig men fredelig og naturlig afslutning på livet.



Detalje af Johannes Wiedewelts gravmæle fra 1997 over familien Bodenhoff, der tjente sin formue på handel, rederi- og værftsvirksomhed. Dødens genius med krydsede ben og nedadvendt fakkel ligger hen over en skibsstævn.

En af de mange kopier af Bertel Thorvaldsens relief Natten opsat på kirkegårdsmuren

Livets fællesskaber
Gravmælet fortæller ikke bare om døden, men også om det liv og de fællesskaber, som den afdøde indgik. På en tur hen over kirkegården kan vi udskille 3 typer fællesskab, der har forskellig vægt igennem forskellige historiske perioder: De givne fællesskaber som man bliver født ind i, hvor medlemsskab er lig med slægtskab. De opnåede fællesskaber, hvor medlemsskab erhverves i løbet af livet eksempelvis gennem en profession eller gennem et ægteskab. Og endelig de valgte fællesskaber, der er baseret på et interessefællesskab og en valgt identitet.
Slægten er gravmælernes tydeligste udsagn om fællesskab på kirkegårdens ældste gravsteder blandet med udsagn om det opvoksende borgerskabs nye selvfølelse. Hvor adelen havde deres våbenskjolde, der fortalte om fællesskab og tilhørsforhold, havde borgerne emblemer på "borgerdyder" som flid, velstand og gavmildhed og symboler på næringsveje.
Den verdsliggjorte død er både uden håb om paradiset og uden frygt for helvedet. Hvor Oplysningstiden og Romantikkens eftermæler var et udsagn om den afdødes fortjenester på livets store scene, er tendensen i 1900-tallet at udsagnene rykker tættere og tættere på primær-familen, jo længere vi kommer frem i århundredet. Et kort udsagn som "Mor" eller "Verdens bedste mor" rummer kun specifikke oplysninger for inderkredsen, samtidig med at der kommunikeres et generelt budskab om familiefællesskab.

Andre gravsteder på kirkegården rummer tilkendegivelser af politisk- indeologisk karakter som "Greenpeace to the World", "Hara goden" (den gode kriger) eller "The pencil was his weapon". De afdødes fritidsliv får mæle i en række udsagn som "fodbolddommer" eller "kogekoge". Endelig er der, som en ikke tidligere set tendens, en motorcykelklub der har anskaffet et fælles gravsted på 36 kvadratmeter. Klubmedlemmerne ønsker at sætte sig et fælles monument i form af en meget høj, blankpoleret, sort bautasten - på højde med J.F. Willumsens monument over familien Bohr. En tilkendegivelse med stor symbolværdi.
Imidlertid er de aktuelle tendenser i kirkegårdskulturen ofte af modstridende karakter. Mønstret er ikke så klart aflæseligt i samtiden, som i de historiske tilbageblik. Iagttagelser af besøgsmønstre på de nye gravsteder viser, at mennesker der dør unge, har en anderledes placering i erindringen hos de efterladte end tilfældet er det for ældre afdøde, og de unges gravsteder er ofte samlingspunkt for familie- og vennekreds på en helt anden måde end tilfældet er det for de ældre afdøde. De unge døde "lever med" i et hverdagsliv og gravstederne bliver "hjemmeliggjorte" ofte med indretning af ikke blot gravstedets fladeareal, men også rummet omkring det og over det med nedhængte ting i træerne, orientalske vindklokker, vindharper og vindmøller.

Gravstenen bærer et dobbelt budskab om magt og kærlighed. Hunden er ikke den blide, trofaste og lydige hund, som vi kender fra 1800-tallets gravminder men et bistert dyr med åbent gab, en tydelig magtmanifestation.