Skoler med reale fag
Det driftige københavnske handelsliv havde ingen glæde af det, som skolebørn bogstavelig talt fik banket ind i hovedet.
Handelshusene og købmændene havde brug for, at børn og unge lærte såkaldte reale fag; sprog, regning, matematik, geografi osv.. Men udover almueskolen var der kun latinskolen, som havde til formål at uddanne præster med bibelkundskab, latin, græsk og hebraisk som vigtigste fag. Det kunne det driftige borgerskab heller ikke bruge til noget. Den eneste udvej var privatundervisning, dermed blev børnene isoleret i hjemmet og stod svagt, når de skulle ud og gøre sig gældende i den hårde virkelighed.
Det skrigende behov for forandring, de nye ideer fra oplysningstidens filosoffer Rosseau og Diderot og skoletanker fra de praktisk anlagte tyskere Basedow og Rochow - de såkaldte filantropister - blev ivrigt diskuteret i de klubber, som københavnske borgere deltog i - først og fremmest Drejers Klub. Det var mændene i den klub, der skabte først Borgerdydsselskabet og senere Selskabet for Efterslægten.
Tyge Rothe var en af hovedmændene, da Borgerdydsselskabet blev stiftet. For ham var det et politisk ærinde at borgerskabet skulle gøre adelen rangen stridig med hensyn til agt, magt og indflydelse:
„Lad os skaffe ædle Borgere ved at skaffe Borgeradel Agt...“, sagde han, da selskabet blev stiftet i 1785.
Allerede i 1785 blev det den fremragende og iltre læge Clemens Tode for meget med al den dyd.
Han fik i Drejers Klub den 4. marts 1786 samlet en kreds, der delte hans vrede over det småborgerlige regelrytteri i Borgerdydsselskabet:
Det nøjedes i Todes udlægning med at afkræve sine medlemmer løfter om ikke at gå med to ure, ikke at deltage i de vilde fastelavnsløjer på Amager og ikke at spise mere end tre retter til middag.
Selskabet for Efterslægten
Tode forstod noget andet og vigtigere ved borgerdyd, nemlig med Holbergs udtryk at „være sit land en nyttig borger“. Det formål blev bedst opfyldt med god opdragelse og god undervisning af de unge.
Synspunktet vandt genklang hos vennerne, der blandt andet talte digterne Edvard Storm, Thomas Thaarup og Knud Lyhne Rahbek. De besluttede sig for at danne et nyt selskab „Selskabet for Efterslægten“.
Edvard Storm satte sig til at skrive selskabets efter tidens skik meget omfattende love - 117 paragraffer ialt.
Den første kom med nutidens retskrivning til at lyde:
„Selskabet skal være Efterslægten helliget. Denne tanke er stor, men ej overspændt. Når mange virksomme borgere forene sig og redeligen arbejde med hinanden til at befordre og betrygge den tilvoksende ungdoms lyksalighed, så gør de ej alene vel imod denne, men endog mod en senere efterslægt.“
I den tredje paragraf hedder det:
„At danne den fremspirende slægt, ...at indprente dem sunde begreber, gode grundsætninger og nyttige kundskaber, så at de lære at kende og vænnes til at udøve deres pligter, og at føle, hvor meget det står i ethvert menneskes egen magt at virke sin og bidrage til andres sande lyksalighed, så og at forskaffe dem fysisk styrke og legemlig færdighed, det vil være dette selskabs store formål“.
De 17 stiftere fra 1786 blev hurtigt til et omfattende selskab, der i 1790 havde 320 medlemmer.
De stærkt tiltrængte nye skoletanker trak også repræsentanter for samfundets reformivrige top ind i kredsen: Schimmelmann, Reventlow’erne, Colbjørnsen og nok så vigtigt også Sjællands biskop, Nicolaj Edinger Balle.
Ganske vist var indlæring af kristendomkundskab for biskop Balle det helt afgørende, men terperi og udenadslære bød ham imod. Indlæringen skulle foregå sådan, at børnene forstod indholdet og meningen, så han var den rette mand til at bygge bro mellem Efterslægten og den gamle kirkestyrede skole. Og han tog Efterslægtsselskabets tanker med ind i den store skolekommission, der blev nedsat i 1789, hvis arbejde førte frem til den store reform af folkeskolen, som gjaldt fra 1814.
Kilde til tåbelige ønsker
Når det tog så lang tid at få omsat tidens skoletanker og kommissionens arbejde til gældende lov skyldes det ikke mindst energisk modstand fra hertug Frederik Christian af Augustenborg, som i 1799 udtalte følgende:
“Enhver Uddannelse, som gaar ud over det Omraade, hvori man fremtidigt skal virke, er skadelig, da den udvikler Kimen til Utilfredshed med sin Stand, vækker til urolige Bestræbelser paa at hæve sig over den, bevirker Vægring ved korporlig Arbejde og bliver Kilde til taabelige Ønsker og Beslutninger.“
Foredrag og viser
Efterslægtsselskabets virksomhed startede med offentlige foredrag og med produktion af læsebøger og viser, der kunne skaffe almuen erstatning for „de dumme og slette, ja ofte forargelige og usædelige Gadeviser“.
Nattergalen
En Hyrdedreng i Skoven laae
Og sang om Galathee med Fløitens kielne Stemme.
Taus Nattergalen lurede derpaa,
Og sagde til sig selv: Det maatte græmme
En Kunstner slig som jeg, om disse stolte Slag
Ei ogsaa af mit Neb kan efterabes.
Hvad Tone skulle ei i denne Strube skabes?
Jo det er nok en farlig Sag —
Den satte sig i Skik, den rømmed sig,
Og derpaa stemmed op og stræbte;
Sin Røst den pined ynkelig,
Og tusind falske Toner slæbte
Med unaturlig Vold herfrem,
Men ingen endda ligned dem
Som Hyrdens Rør foruden Tvang frembragte.
En Lyd saa skurrende snart Lærkens Harm opvakte,
Der var beskiendt for Skovens Kritikus.
Hvad? Er I gal, Hr. Musikus?
(Saa raabte den) Kan I ei selv begrive
At Eders Strube ei er bygt, som Hyrdens Pibe?
I synger af Naturen ganske got,
Men viid, saasnart som I en anden efteraber,
Strax Eders Sang al Smag og Ynde taber,
Og blir ei Skovens Lyst, men Skovens Spot.
Følg, Digter! dit naturlige Genie,
Og syng, som dig din egen Geist indgiver;
Om end din Sang da mindre Kunstig bliver,
Blir den dog meer behagelig og frie.
Tvang er forhadt: Saasnart man mærker den
Vær vis paa, at man legger Bogen hen,
Og ingen vil dig mere læse.
Tag ei til Mønster en nok saa anseelig Mand,
Naturen er den Muse, som dig kand
Den hældigste og beste Sang indblæse.
(Edvard Storm - Fabler og Fortællinger, 1782)
Mellem 1786 og 1788 blev der i særtryk udsendt sytten viser, hvoraf Edvard Storm skrev de fleste.
Mest kendt er visen om norske bønders tapre nedkæmpning af skotske lejetropper under Kalmarkrigen i 1612 - den såkaldte Zinklar-vise, som i øvrigt blev sunget på den lille melodi, som Kuhlau senere brugte i menuetten fra Elverhøi.
Allerede i januar 1787 åbnede Efterslægtsselskabets skole med Edvard Storm
som leder i nogle små lokaler i Pilestræde. Lokalerne blev hurtigt for
små, og skolen flyttede til en gård i Østergade - senere overtaget af
Illum.
Hovedformålet med børneskolen var „saa vidt saadant ved Undervisning kan skee, at danne Børnenes moralske Karakter og vænne dem til at arbejde med Lyst og Stadighed, med Lethed og Fremgang“.
Altså lyst og barnets behov for udfoldelse som udgangspunkt i modsætning
til den volds- og terpepædagogik, som udgik fra samtidens kirkestyrede
skolevæsen. Legemsøvelser udgjorde en del af skolens program, ligesom
fri tegning og naturligvis de reale fag som modersmål, historie, geografi,
regning, matematik, fremmedsprog, fysik og botanik stod på skoleskemaet.
Børnene blev opfattet som tilvoksende samfundsborgere. Oplysning og opdragelse var en og samme proces.
Hvor skolen havde været en skole, der forberedte til dommedag og døden, blev den nu en skole for livet.
 En
skole uden straf
Til en forældreløs skomagersøn, Lars Jørgensen, som Storm tog sig af gennem
fire år, skrev han i et begejstret brev kort efter skolens åbning: „Ris
og Færle kommer aldrig indenfor vore Døre“.
I 1892 blev Adam Oehlenschlaeger elev på Edvards Storms skole. Edvard
Storm fik luget „germanismer“ ud af den unge Adams stile og belærte ham
om, at også det svært udsigelige kan siges på modersmålet. En gang fik
Adam til opgave at skrive en stil over ordene: „Hebraisk, dolk, østers,
hornfisk, plaskregn, flanevorn og spinderok“. Det var noget af en udfordring
for den vordende digter. En afgørende inspiration for
Oehlenschlaeger
var Storms forelæsninger over græsk og nordisk mytologi. Storm havde skaffet
Oehlenschlaeger en friplads i skolen. Oehlenschlaeger sætter i sine erindringer
Storm et minde, som nok ingen andre erindringsskrivere før eller siden
har sat for en lærer. Fra dagbogsoptegnelserne for den 29. september 1794:
“I dag gik jeg i skolen, her fik jeg at vide, næppe kan jeg af sorg skrive
det, at Storm er død kl. 3 i morges, den gode Storm, vor skoles fader,
at han er død, er ikke mere til. Idet jeg skriver dette, er jeg meget
bedrøvet, kort, jeg er sådan til mode, som en elev kan være ved at have
tabt en elsket lærer. Alle vare meget bedrøvede. Vi bade om lov for i
dag af hr. Dichmann og Linderup, for Dichmann fik vi lov, men dette
satte Linderup sig imod. Dette var meget nedrigt gjort af Linderup, hvilket
vi aldrig glemmer ham. Imidlertid lode vi derfor ikke modet falde, men
Falch gik på hele skolens vegne og bad om lov hos Nørregård - og vi fik
det. Nørregård, Magens, Koch, Berg og Schwarz, som havde besøgt os i dag,
og jeg gik ud for at se hr. Storm; da vi kom til hospitalet, bare de et
lig over gården. Nørregård sagde: Det er vist Storm. Å intet! sagde jeg;
vi mødte en pige i gården, hvor vi spurgte, hvor Storm var. Der bærer
de ham, sagde hun. Vi gik med karlen, de bare ham i ligstuen. Her så vi
ham. Han var sig fuldkommen lig. Jeg trykkede hans hånd og gik....“
Oehlenschlaeger glemte aldrig Storm. Den 4. marts 1822 ved Efterslægtsselskabets stiftelsesfest mindedes han i sin festtale sin gamle lærer med ordene:
„Som en beskyttende stille husgud svæver din ånd, Edvard Storm, her mellem murene! Thi du elskede dette sted, og du var en kærlig, opmærksom fader for os alle. Som en Sokrates vandrede du iblandt os, gav os sans for det ædle, indsigt i det rigtige, opflammede vor kærlighed for dyd, for fædreland og lærte os det herlige modersmål i hele dets fylde.“
Edvards Storms liv i korte træk
Edvard Storm blev født 21. august 1749 i Vaage i Gudbrandsdalen og døde
den 29. september 1794 i København, begravet på Assistens Kirkegård.
Søn af sognepræst Johan Mikkelsen Storm og Ingeborg Birgitte Røring.
1761 - 65 var han elev i den lærde skole i Kristiania.
Efter et års ophold i København vendte han tilbage til hjemegnen, hvor
han blev huslærer.
Efter en ulykkelig kærlighedsoplevelse med en bondepige fra sognet som
på grund af faderens modstand ikke førte til ægteskab, forlod Storm Norge
i 1769, og han genså ikke mere sit fødeland.
Storm tog aldrig eksamen i København. Han levede af at oversætte og af
at digte.
Med „Indfødsretten i fire Sange“ fra 1778 vinder han en konkurrence, hvori
tidens førende digtere bl.a. Johs. Ewald deltog. Dermed slår han sit navn
fast som digter og tildeles en årlig hædersgave.
Næsten alle hans digte og skuespil er bundet til deres tid og er i dag
glemt.
Det er med Efterslægtsselskabets stiftelse og hans virke som skolemand,
at han får en plads i Danmarks historie.
Edvard
Storms grav på Assistens Kirkegård
|
Christian Glenstrup fra Skolemuseet i Rådhusstræde, København, med en ferle, som hidsige skolemestre ofte lemlæstede børnenes hænder med.
Skolen
for livet og skolen for døden