Sonja Ferlov Mançoba

Af: Mette Magnusson, kultursociolog.

Sonja Ferlov Mançoba er begravet på Assistens Kirkegård. Hendes navn er hugget ind på stelen der står på Valdemar Jørgensens Familiegrav, P994.
I dag kan man se hendes skulpturer ikke kun på museer, men også på stien langs Sortedamssøen nærmest Fugleøen og i det tropiske væksthus i Botanisk Have.
Udenfor landets grænser er hun repræsenteret på Moderna Museet i Stockholm og på National Galleriet i Oslo. Flere danske kunstmuseer har skulpturer af Sonja Ferlov Mançoba: Århus, Nordjylland, Skive, Silkeborg, Randers, Ribe, Tønder. Hendes ting findes også på Stiftsmuseet i Odense, på Louisiana, på Statens museum for kunst og i Ny Carlsberg Glyptotek. Også kommuner har opstillet hendes skulpturer: Holstebro, Jellinge og Gentofte og der står et af hendes værker ved Handelshøjskolen i Herning. 3 malerier fra 1938-39 er på Silkeborg Kunstmuseum, som også har nogle af hendes tegninger. Sonja Ferlov Mançobas tegninger er også at finde i Kobberstiksamlingen.

Beskeden produktion
Selv om man kan se hendes værker mange steder var hendes produktion faktisk meget lille. Derfor gav Sonja Ferlov Mançoba i 1979 tilladelse til, at hver af hendes skulpturer kunne støbes i syv eksemplarer, hvor det ene tilhørte kunstneren. Derfor er hun repræsenteret flere steder med den samme skulptur.
Sonja Ferlov blev født i København i 1911 som datter af fabrikant Niels Ejnar Jørgensen Ferlov og Minna født Osten. Faderen døde i 1935 og moderen i 1942. Fra 1936-39 var hun bosat i Paris.

Danmark afviste hendes mand
Ved krigens udbrud forlod hun Paris og søgte indrejsetilladelse til Danmark for den sorte sydafrikaner Ernest Mançoba, som hun havde mødt i Paris, hvor han uddannede sig som maler.
Han blev nægtet indrejse til Danmark og returnerede til Paris. Sonja Ferlov opholdt sig en kort periode i Danmark, men hun vendte tilbage til Paris, selv om hun ikke kunne få arbejdstilladelse.
I 1942 blev hun gift med Ernest Mançoba på La Grande Caserne i St. Dennis, hvor han var blevet interneret. Deres søn Wonga blev født i 1946.
Efter krigen rejste familien til Danmark og boede fra 47-52 i Kattinge ved Roskilde, men deres møde med kunstlivet i Danmark blev ikke nogen succes. Flere af hendes kollegaer havde afbrudt forbindelsen til Høstudstillingen i 1949 og Sonja Ferlov og Ernest Mançobas udstilling i et galleri i 1952 fik ikke stor opmærksomhed. De brød op og tog tilbage til Frankrig.

Brud med dansk kunstliv
Sonja Ferlov afbrød forbindelsen til Danmark i perioden fra 1952-61. I de år boede familien i en lille landsby 80 km fra Paris under meget beskedne forhold. Vendepunktet kom i 61, hvor de flyttede tilbage til Paris til en nedlagt købmandsforretning, der både var bolig og atelier. Her boede og arbejdede hun og Ernest Mançoba indtil hun døde i l984.
Fra 1961 udstillede kunstneren igen i Danmark og fik bestillinger på skulpturer fra private samlere bl.a. Asger Jorn. Fra 1964 fik hun Statens Kunstfonds livvarige ydelse.
I 1971 modtog hun Tagea Brandts rejselegat, som hun brugte til en rejse til Rom, Firenze og Venezia, og hun blev hædret med Thorvaldsens Medaljen.
Fra 61 benyttede hun navnet Sonja Ferlov Mançoba.

Skulpturer af levende grene
I dag er Sonja Ferlov Mançoba mest kendt som billedhugger. Hun brugte også andre udtryksformer udover malerier og tegninger f eks. skulpturer af levende grene (1935) og collager (fra begyndelsen af 60erne) alle i privat eje.
Hun gik på malerskole først hos Bizzie Højer fra 1930-32, og her traf hun Ejler Bille og Richard Mortensen, som begge gik på keramiklinien. Hun fortsatte i perioden 1933-35 på Kunstakademiet, men har senere sagt, at det var kammeraternes møde i kantinen, som var det mest givende.
I sommeren 1935 tog hun sammen med Bille og Mortensen til Gudhjem, hvor de lejede sig ind hos fiskerne. Om dagen tog de på udflugter og samlede grene, som de slæbte til et loftrum hos keramikerne Lis og Gertrud Hjorth. De byggede grenene sammen til skulpturer. Selv sagde Sonja Ferlov Mançoba, at hun så nøje på dem, at de af sig selv dannede familier, som om de selv sagde, at de måtte være sammen, og hun forsøgte at få dem i ligevægt.
Gennem arbejdet med grenene, var det som der skete en metamorfose, at hun følte en form for forløsning. I en kortfilm fra 1983 „Sonja Ferlov. En dansk billedhugger i Paris“ instrueret af Torben Glarbo m.fl. og produceret af DR og Ebbe Preisler Film/TV, beskrev hun det således: “Jeg byggede og byggede, følte en form komme frem og den kaldte på en anden, men jeg vidste ikke selv, hvad det ville blive.“

Lærte nye teknikker af Giacometti
Efter 6 måneder i Paris fik hun mulighed for at leje et atelier i samme bygning, hvor Alberto Giacometti havde atelier. Han lærte hende teknikken med at modellere skulpturer op af små lerklumper, og at blande blår eller træuld i gips. Teknikker hun senere anvendte i sit arbejde.
Masken - mennesket - gruppen er centrale motiver for hendes skulpturer, der er let genkendelige, når man har fået øjnene op for dem, nogle er meget kompakte andre balancerer mellem lethed og tyngde. Udtrykket spænder fra stramt geometriske og symmetrisk former til mere organiske og dynamiske former.
Masken som form men også som figur videreudvikler Sonja Ferlov Mançoba gennem hele sit værk som kunstner. I skulptur fra 1970, kan maskemotivet opleves både som et ansigt og som et menneske.

Inspireret af afrikansk kunst
Allerede inden hun begyndte sin uddannelse som maler, havde hun via sine forældre fået adgang til Carl og Amalie Kjersmeiers samling af afrikansk skulptur. Fra 20erne og 30erne havde de samlet skulpturer, og Carl Kjersmeier var forfatter til et internationalt anerkendt hovedværk i 4 bind om Afrikansk Negerskulptur. Kjersmeiers samling blev i 1968 givet til Nationalmuseet.
Selv fortæller hun, at det var en vidunderlig oplevelse, da hun fik lov til at holde en af skulpturerne, og senere introducerede hun flere af sine kolleger til samlingen. Interessen for kunst fra andre verdensdele blev dyrket ved besøg på Musée de l’Homme i Paris en etnografisk samling, der indeholder masker, figurer o lign. fra en ekspedition fra Dakar til Djibouti. Hendes egne „masker“ leder tanken hen på mayaindianske, Mellem- eller Sydamerikanske figurer.
Maske fra 1977 står i et bassin med guldfisk i det miderste tropiske væksthus i Botanisk Have. Den 83 cm høje skulptur i bronze, der nu fremstår med en meleret overflade i grønt og gråt var Ny Carlsbergsfondets gave ved væksthusets genindvielse.
Også fra 1977 er Figur og maske, hvor masken er kombineret og hænger sammen med en figur, som kunstneren i kortfilmen fra 1982 kalder Shaman og maske. Hun fortæller hvordan hun fortsætter arbejdet indtil der er ligevægt og harmoni mellem de to dele. Under arbejdet med figuren havde undertiden den ene overtaget og undertiden den anden. Shamanen udstråler kraft og styrker masken, maskens øjne hjælper shamanen med at se ud i verden, masken og figuren er i dialog, de hjælper hinanden men er også afhængige af hinanden. De er samhørende, når de er i balance og ligevægtige parter, så vil Sonja Ferlov Mançoba „forlade dem og sende dem ud i verden, så må de klare sig selv.“
I filmen sammenligner hun shamanen og billedskærerens betydning i traditionelle samfund og opfatter dem som parallelle med kunstnerens funktion i moderne samfund: Shamanen er budbringeren, der formidler mellem ånderne og gruppen, billedskæreren er en formidler, der giver det usynlige visuel form.

Kunst kun til pynt
Sonja Ferlov Mançoba siger i filmen at hun ikke vil tale om kunst - „jeg kalder det menneskeligt udtryk, for i vores samfund har kunst fået karakter af pynt, dekoration.“
Et andet rammende citat handler om videnskab og teknik:
"Videnskab og teknik er for os i dag i stedet for at forblive et middel til større menneskelighed snarere blevet et mål i sig selv; ligesom vi før talte om l’art pour l’art, kan vi måske i dag tale om videnskab og teknik for videnskab og teknik. Er det således, da er vi nu blot slaver af en stor og stadig voksende helvedesmaskine, som ikke tjener mennesket, men som mennesket ser sig nødsaget til at følge og tjener hjernemæssigt logisk, men mod en menneskelig logik.”

Udtryksfulde titler
En anden måde at nærme sig hendes værk på, er at se på de titler, hun giver sine værker. Mange hedder skulptur, men nogle har fået egne „navne“ som Fugl med unge, To levende væsener, Den lille nænsomme, Daggry, Stille vækst, Koncentration, Solidaritet, Krigeren, Livsmod og Vogtere af vor arv.
Andre har franske titler - måske fordi de franske titler er mere mangetydige end tilsvarende danske. Effort commun, er titlen på det værk fra 63-64, der er opstillet langs Sortedamssøen. Et opslag i en fransk-dansk ordbog kan gøre dette tydeligt: Effort betyder (kraft)anspændelse, (-)anstrengelse, arbejde, kraft, møje, besvær, bestræbelse, forsøg og commun betyder fælles, almindelig, offentlig.
Hvis hendes skulpturer deles op i to perioder den ene fra debutten i 1935-1961 og den anden fra 1961-1984, er der idag kun bevaret få værker fra den første periode. Kunstneren har selv destrueret nogle, andre er gået tabt i forbindelse med flytninger, gips er et skrøbeligt materiale og der har ikke altid været råd til at få dem brændt eller støbt. I perioden fra 52-61, hvor familien boede udenfor Paris, gjorde de nærmest kummerlige forhold, at lerskulpturerne kun kunne brændes i en almindelig køkkenovn. I årene mellem 1958 og 1961 skabte kunstneren nogle enkeltstående figurer i form af torsoer dvs. mennesker uden lemmer, de er i privat eje i Frankrig. De fleste var mellem 2o og 5o cm høje.
Efter at private samlere via bestillinger medvirkede til at kunstneren genoptog forbindelsen til Danmark, er flere skulpturer fra 60’erne mellem en og to meter, en større optimisme afspejler sig i titlerne. I perioden 64-79 på en 153 cm høj skulptur, der fik titlen Livsmod.
Sonja Ferlov Mançoba blev officielt anerkendt i Danmark i en moden alder, men officiel anerkendelse er ikke ensbetydende med, at hendes liv eller værker er kendt af personer, der dagligt går forbi en af hendes skulpturer.
Fra 1937 var Sonja Ferlov Mançoba medlem af sammenslutningen Linien og fra 1948-52 af Cobra. Fra 1969 medlem af Den Frie Udstilling.
Man kan læse mere om kunstneren i: Robert Dahlmann Olsen: Sonja Ferlov Mançoba, Gyldendal 1971; Troels Andersen: Sonja Ferlov Mançoba, Borgen l979 og Rolf Læssøe: Stille Vækst, Politikens Forlag 1992.