Fra herregård til kirkegård

Brokvartererne udenfor søerne er i dag et af de tættest bebyggede arealer i København. Det har imidlertid ikke altid været tilfældet. Bygningerne er sjældent mere end 150 år gamle, da byudviklingen her først begyndte for alvor i 1800-tallets anden halvdel. Før den tid anvendtes arealerne på anden vis. Kun Assistens Kirkegårds arealer vidner om en tid hvor det, der i dag er by var en del af det åbne land.

Den del af København, som vi i dag kender som „indre by“, svarer stort set til hele byens udstrækning på Christian d.4.s tid. Byen var en fæstningsby og afgrænset af volde bygget til forsvar. Tilgang og udgang skete gennem byens fire porte. Vesterport ved den nuværende Rådhusplads, Nørreport ved Nørreport station, Østerport ved Kastellet, og Amagerport.
Foran voldene var en vandfyldt voldgrav, og længere ude lå søerne som et fremskudt forsvar.
Søerne er oprindeligt kunstige og en del af et af Christian d. 4.s store byggeprojekter.
For at sikre vand til voldgravene blev der omkring år 1600, konstrueret en række dæmninger, der ledte vandet i den rigtige retning.
Arealerne uden for søerne blev først og fremmest brugt som græsnings-arealer til byens kreaturer. Forsvarshensyn og vandforsyning både til voldgravene og byens borgere gik forud for andre hensyn.
De arealer, der i dag er blevet til de tæt bebyggede brokvarterer, var åbne arealer uden tæt bevoksning og kun bebygget med stubmøller.
Af hensyn til et frit skydefelt for befæstningens kanoner og for at forhindre fjender i at finde ly herfor, var det forbudt at bygge inden for et bestemt område. Den linie, der begrænsede byggegrænsen, kaldtes Demarkationslinien. Linien blev udvidet gradvist i takt med at kanonernes skudvidde øgedes, indtil byggeforbuddet blev ophævet efter koleraepidemien i 1853.

De kongelige gårde
Ladegården
Christian d.4. ønskede at udvide og forbedre Københavns forsvar. Derfor blev der ved udfaldsvejene konstrueret en række fremskudte skanser: Vartov ved Østerport, Ravnsborg overfor Nørreport, og Ladegårdsskansen ved siden af Ladegårds åen. Ladegårdsskansen blev bygget som forsvar for kongens Ladegård.
Ladegården blev bygget samtidig med Rosenborg som en del af kongens landbrugsbesiddelser. Den gang var kongen landets største godsejer. Der findes en beskrivelse af Ladegården fra 1623 af Christian af Sachsen-Anhalt, der på det tidspunkt var på besøg i Danmark. Han beskriver bygningen som 133 skridt lang og 37 skridt bred og indeholdende 500 stk. kvæg. Gården var efter tidens forhold meget moderne; der var blandt andet indlagt rør, der førte vand direkte til krybberne. Foderet kunne køres op i en lade over stalden og kastes ned til kreaturerne uden større besvær. Ud over kvæget var der mange svin, får, geder og fjerkræ.
Uheldigvis var Ladegården et af ofrene for den svenske belejring i 1658. Skansen blev bombet og brændt ned til grunden. Frederik d. 3. opgav derpå at drive arealerne,og udstykkede i stedet jorden til 20 hollandske familier fra Amager. Deres gårde anlagdes på Frederiksberg og kaldtes Ny Hollænder By. Det blev begyndelsen til Frederiksberg. Navnet Ladegården blev bibeholdt i navnet på den å (Ladegårdsåen) som løb forbi, og bragte vand fra Emdrup sø, Lersøen og Damhussøen, ind til Skt. Jørgens sø.

Ravnsborg
Ravnsborg, var ligesom Ladegården oprindeligt en del af Københavns fremskudte fæstningsværk til at dække ind- og udfaldsvejen fra Nørreport, Nørrebrogade. Allerede i 1500- tallet klages der over det løsagtige levned og druk m.m., som foregår ved Ravnsborg. Mange fattige flyttede på trods af forbud uden for byens volde for at slippe for skattebetalingen i København. Ravnsborg blev efterhånden kendt som forlystelsesstedet „Store Ravnsborg“. Ravnsborg blev fra 1886 rammen om „Nørrebros Teater“.

Lille Ravnsborg

„Store“ Ravnsborg blev forlystelsesstedet kaldt for at adskille det fra udskænkningsstedet lille Ravnsborg, der lå ikke langt fra Assistens Kirkegård; derfor indtog man gerne gravøllet der. Desuden var der både keglebane og billard! Lille Ravnsborg er også stedet for, hvor Johanne Louise Pætges blev født. Hun er i dag bedre kendt som Johanne Louise Heiberg.

Solitude
Et stenkast bagved Lille Ravnsborg lå en større firlænget gård med det romantisk klingende navn „Solitude“. Om gårdens tidlige historie vides ikke meget. Navnet „Solitude“ og lignende navne som „Sans Souci“ var populære navne til enkeltliggende lystgårde.

Solitude omkring 1880

I 1769 blev „Solitude“ købt af staten. Kongens livlæge Struensee oprettede en „koppeindpodningsanstalt“, som vaccinationen hed på det tidspunkt, for at komme sygdommens hærgen til livs. Imidlertid blev initiativet ikke vel modtaget af en skeptisk befolkning. Anstalten blev derfor lukket i 1783 og overtaget af et opfostringshjem. Da staten imidlertid fattedes penge, blev gården solgt og omdannet til lystgård med have, marker og enge, der løb mellem Assistens Kirkegård, og Ladegårdsåen.
Fra omkring den tid blev gården benyttet af flere af Københavns musikforeninger til sommer koncerter. Slutningen af 1700-tallet var en tid, hvor den borgerlige musikkultur var i fremgang. Til almen dannelse hørte et kendskab til musik og adskillige af Københavns borgere dyrkede et eller flere instrumenter. At musikforeningerne har haft et misundelsesværdigt niveau, vidner det vanskelige og efter tidens forhold moderne repertoire om: Blandt andet Haydns og Mozarts symfonier samt adskillige af tidens populære syngespil af både franske og danske komponister. Af de sidst nævnte dominerede brødrene Schall (Claus, Peter, og Andreas), som var professionelle musikere og meget aktive i det borgerlige musikliv.
Allerede i 1820erne blev jorden solgt fra og blandt andet brugt til tobaksplantage. En af køberne var en Kaptajn von Scholten, som senere er blevet mere kendt som generalguvernør på De Vestindiske Øer. „Solitude“ stod endnu i 1880erne, efter at størstedelen af de omgivende arealer var blevet bygget til med spekulationsbyggeri, eller udlagt til den hastigt voksende Assistens Kirkegård.

Blågården i von Plessens tid

Blågården
Ikke langt fra „Solitude“, men længere inde ved byen, der hvor Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, lå indgangen til Blågården. Oprindeligt hed Blågårdsarealerne Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den medfølgende teglindustri. Arealerne, som oprindeligt havde tilhørt det store Ladegårdskompleks, blev solgt af Frederik d.3. til statholder Christoffer Gabel i 1661. Han opførte den første gård på arealet.
Blågårdens storhedstid indledtes, da Frederik d.4.s livsglade bror, prins Carl købte gården i 1707. Prins Carl ønskede et sted efter fransk mode med en stor have til at holde fester i, og et komplet guldmagerværksted til at dyrke sin store interesse for alkymi.
Området blev hurtigt kendt som „Prins Carls Hauge“, efter prinsens pragtfuldt anlagte barokhave fuldstændigt forsynet med springvand, alleer, symmetrisk klippede træer , fiskedamme og små intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning var naturligvis for lille og gammeldags til prinsen, som derfor opførte en ny hovedbygning. Den nye bygning havde blandt andet en med pragtfulde kunstgenstande udsmykket havestue, hvorfra der gennem store glasdøre var udsigt ud over haven og ind over søerne og byen.
Det mest karakteristiske for bygningen var imidlertid de blå tagtegl. Bygningen fik derfor hurtigt i folkemunde navnet Blågården.
Den første alvorlige trussel mod gårdens eksistens var den russiske Zar Peter den Stores besøg i 1716. Zaren krævede at bo på Blågården, men Frederik d. 4. var bekymret for at have Zaren uden for byen i nærhed af sine tropper. Selvom vi var allierede mod svenskerne, var Zaren ikke kendt for sin pålidelighed. Han kunne finde på at skifte side. Det lykkedes ad diplomatiets vej at få Zaren til at ændre mening om sit ønskede opholdssted. Til stor glæde for prins Carl, da Zaren og hans hof var kendt for deres ødelæggelser, simple vaner og brutalitet. Under et besøg i London havde Zaren omdannet et større herresæde til en plyndret og forfalden ruin.
Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster Sophie Hedevig, og hendes uofficielle mand Carl Adolph von Plessen. Gården blev i von Plessen familiens eje til 1765 hvor den solgtes på auktion. Køberen var en af det nye selvbevidste borgerskabs bannerførere konsumptionsskriver Knud Lyne, Knud Lyne Rahbeks onkel. Han ønskede sig efter tidens skik en rolig landejendom i bekvem afstand fra byen. På dette tidspunkt byggede private på trods af demarkationsforbud en lang række lystgårde og landejendomme på arealerne udenfor søerne. Blågården kunne således have haft den rolle, som senere blev Bakkehusets. Desværre havde Christian d.7. fået øje på gården. Gennem Grev Holck blev der aftalt et køb.
Blågården bliver derefter rammen om Christian d.7.s udskejelser med „støvlet“-Kathrine. Desuden gik der rygter om muntre frokoster i meget stor stil, blandt andet med Det Kgl. Teaters aktricer! Udskejelserne resulterede i at Blågården forfaldt, haven blev omlagt og ødelagt, og inventaret forsvandt eller blev hærgettil ukendelighed.
Blågården som teaterbygning i 1827

Blågården gik derefter en omskiftelig tid i møde. Den gryende industrialisme begyndte at komme til København. En af Københavns stormænd Peter Tutein havde en idé om at anlægge en „Klædemanufaktur“. Han købte derefter gården af grev Holck i 1780. Jorden blev bortforpagtet, blandt andet til dyrkning af farveplanter til uldfarvning. Fabrikken viste sig hurtigt at være urentabel, og fra 1791 indrettedes det første Blågårds Seminarium i bygningerne.
Under englændernes belejring i krigen i 1807 blev hovedbygningen og haven ødelagt, seminariet blev flyttet til Jonstrup, og et feltlazaret blev oprettet i de overlevende bygninger. Efter krigen solgtes de resterende jorde og bygninger til blandt andet ovennævnte Kaptajn von Scholten, der udparcellerede jorden, som frasolgtes i småstykker.
Hovedbygningen oplevede en kort renæssance, da den i 1827 blev ombygget til teater af italieneren Philippo Petoletti, som havde fået bevilling til at opføre pantomimer uden for stadens porte. Teatret blev det første teater uden for Københavns volde og skabte den tradition for folkelig forlystelse, som blev videre ført af teatret på Store Ravnsborg.
Teatret nedbrændte i 1835.
Dermed er Blågårdens historie afsluttet. Arealerne blev overtaget af Heegårds Jernstøberi.
Disse fire gårdes udvikling viser en del interessante ting omkring arealerne anvendelse i historisk perspektiv. I de ældste dage gjaldt forsvarshensynet først (Ravnsborg), senere produktionsgården (Ladegården, det første Frederiksberg slot), derefter lystgården (Solitude, Blågården) og endelig industrien og til slut beboelsen.

„Assistance Kirkegårdene ved
Kiøbenhavns Nørreport“
Fæstningsbyen havde den ulempe, at hvor de omgivende mure beskytter indbyggerne, begrænser de også udfoldelsesmulighederne. Arealkrævende skikke såsom begravelser var et problem. Derfor benyttede man sig af assistance kirkegårde udenfor murerne. Assistance kirkegårde var et almindeligt fænomen uden for større byer. De lå ofte ved byens porte, og var som regel identiske med almuens kirkegårde. Det skyldtes, at folk, der kunne betale, kunne begraves i kirkerne eller på kirkernes små indenbys „urtegårde“, som de kaldtes.
Københavns første kendte assistance kirkegård var placeret uden for Nørreport. Kirkegården lå indenfor søerne (Linnesgade), lige uden for byporten. Kirkegården anlagdes i 1546 som følge af en „sot“, der hærgede byen. Christian d.4. havde store planer om at modernisere København. I disse planer var inkluderet en stor udenbys kirkegård ved Vesterport. Som mange andre af monarkens projekter blev det ikke til noget.
Først i 1750erne, samtidig med byfornyelsesplanerne i Frederiksstaden tages der for alvor fat på problemet. Det besluttes en gang for alle at sammenlægge de mange små indenbys assistance kirkegårde til en enkelt stor uden for byen.
Kirkegården blev lagt et godt stykke uden for byen på et areal ikke langt fra lystgården „Solitude“. Arealet havde tidlige været en del af Ravnsborg komplekset, og de omgivende arealer blev stadig benyttet fortrinsvis til kreaturgræsning.
Denne assistance kirkegård svarer til vor tids afdeling A på Assistens Kirkegård.
Modsat Københavns andre kirkegårde, som er forsvundet under byggeri, er Assistens Kirkegård gradvist vokset større, og har fået større betydning. I takt med at bygnings tætheden omkring kirkegården er steget, har den ændret karakter fra først og fremmest at være begravelsesplads til også at være rekreativt område.

Strømstad, Paul: Søerne. (Gad 1966) Bokkenheuser, Knud: Det Gamle København (Hagerups Forlag 1919) Haugbøll, Charles: Blaagaards-kvarteret (Vega 1942) Kongsted Ole & Traustedt, P.H.: Musikkens Historie i Danmark (Politikens Forlag 1978)

København med fæstningerne Ravnsborg og Ladegårdsskansen i forgrunden.

 • Til toppen af siden