Teatrets førstedame, „Prima Donna di Ballo“ - Madam Schall

af Christoffer Jørgensen,
kulturgeograf

„Hun var nærmest grim. Hendes hoved var for stort til kroppen, som syntes støbt over en Wiedeweltsk model“. Sådan lød dommen over ballettens førstedame Anne Margrethe Schall i 1830’erne, da hendes mangeårige karriere var ved at være forbi. Det på trods af at hendes popularitet vel næppe er overgået siden.
I godt og vel 40 år trak Anne Margrethe Schall fulde huse i Det Kongelige Teater. Det er 150 år siden, at hun døde og blev begravet på Assistens Kirkegård. Hendes ry i dag er stort set alene knyttet til det faktum, at det var hendes berømmelse, der trak den unge H.C. Andersen til København med drømmen om at blive balletdanser. Stort set hele det repertoire, hun var berømt for, blev „syltet“ af August Bournonville, som ikke tålte sin forgænger Galeottis popularitet.
Balletten var en af teatrets hovedattraktioner i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Det skyldtes en kombination af en autodidakt skomagersøn, en affældig balletmester og Anne Margrethe Schall.

Skomagersønnen, Claus Nielsen Schall ( 1757-1835)
Claus Schall var den ældste af tre brødre - de andre var Andreas og Peder - som fik en afgørende indflydelse på dansk musikliv i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Deres fader var egentlig skomager men drev desuden et danseinstitut for almuen. Her lærte sønnerne dans og violin. Denne kombination af praktisk danseerfaring og musikalsk talent blev Claus Schalls skæbne.
I 1775 var han indkaldt som ekstra violin til Det Kongelige Kapel, da der skulle holdes prøve på Galeottis nye ballet „Kongen på Jagt“. Den gang var noder en kostbar ting, som førsteviolinen og repetitøren var ansvarlig for. Han var imidlertid ikke dukket op til prøven. Da prøver var en uhørt luksus i gamle dage, ville det hele være spildt ulejlighed, hvis ikke nodemesteren dukkede op. Han var faldet i dårligt selskab aftenen før og var ikke i stand til at finde nøglen til nodekisten.
Der sad hele orkestret - uden mulighed for at spille - indtil den unge Claus Schall rejser sig op og efter hukommelsen spiller hele balletten fejlfrit igennem. Dagen er reddet. Schall bliver fra denne dag balletrepetitør og nodeansvarlig.
Under Claus Schall ledelse udviklede Det Kongelige Kapel sig til et af Europas fineste orkestre. Mozarts enke, Constanze, var begejstret for Schalls direktion af Wolfgangs værker, og Carl Maria von Webers ouverture til „Jægerbruden“ blev første opført i København under Claus Schalls ledelse. Weber var så begejstret, at Schall fik et manuskript med dedikation.
Det var Claus Schall, der dirigerede Kuhlau og Weyses værker - til stor fortrydelse for især Kuhlau, der ikke satte Schall særlig højt, fordi han var selvlært og ifølge Kuhlau „ikke kunne skrive 8 takter uden fejl...“. Denne misundelse medvirkede til, at Schall forlod sin stilling i vrede i 1834 - året før sin død. Schalls ledelse markerer et sjældent højdepunkt i dansk musiks historie - derfor mener jeg, at det er en national skandale, at denne mands musik ikke længere spilles men er henvist til det Kongelige biblioteks mølpose, hvorfra intet vender tilbage.
Men hvad kan man ellers forvente af et land, der benytter et af Europas fineste nyklassicistiske bygningsværker - et tempel for åndsliv i sin samtid - Bernstorff slot som kontorer for Beredskabsstyrelsen.....

Balletmesteren
Vincenzo Galeotti (1733 - 1816) var en væsentlig årsag til balletternes succes. Galeotti var allerede inden, han kom til Danmark en international berømt balletdanser, der havde danset både på scenerne i Wien, Milano og Paris.
I 1775 havner han i Danmark på foranledning af den italienske kapelmester Giuseppe Sarti og Galeottis søster Marianne - en af tidens berømte sangerinder.
Galeottis første ballet bliver så stor en succes, at han tilbydes at blive balletmester på livstid - hvilket han tager imod. Galeotti var selv trods sin alder en smidig og dygtig danser, hvis aktive karriere først sluttede, da han som 78-årig fik et ridderkors. Han mente ikke, at en ridder af Dannebrogen kunne optræde på scenen. Der findes kun et billede af Galeotti malet et år før hans død. Det skyldes en gammel overtro, som var udbredt blandt scenekunstnere af Galeottis generation (jvnf Casanova) - at sjælen bliver fanget i billedet og, at man derfor dør indenfor et år. Billedet blev præsenteret for Galeotti på hans fødselsdag, hvorefter han blegnede og mumlede noget på italiensk. Året efter var han død. På trods af hans værkers berømthed har ingen af dem overlevet. Efterfølgeren August Bournonville tålte ikke, at hans balletter blev sammenlignet med Galeottis.

Anne Margrethe Schall
Madam Schall ( 1775 -1852) - eller Anne Margrethe Schleyter, som hun egentlig hed, var født i en fattig tysk indvandrer familie.
Allerede som ung pige blev hun „opdaget“ af Galeotti som et sjældent mimisk talent. I løbet af 1790´erne kreerede hun hovedrollerne i stort set alle nye balletter på Det kongelige Teater. Særlig berømt blev hendes fortolkning af „Nina - eller den vanvittige af kjærlighed“, hvor hendes mimiske evner kom til sin ret.
Hun var ingen yndefuld letfodet danserinde, snarere det modsatte. Alligevel sejrede hendes talent og gjorde hende til sin tids mest feterede stjerne.
H. C. Andersens fascination af hende var ikke enestående. Teatrets stjerner havde dengang en status som nutidens Hollywood stjerner, og deres liv blev fulgt tæt af tidens sladderpresse. Her var Anne Margrethe Schall godt stof. Hendes ægteskab med violinist Andreas Schall var en skandale og må være et af de korteste nogensinde - det varede ca. fjorten dage, hvorefter Madam Schall, som hun siden blev kaldt, flyttede ind hos balletmester Galeotti. Hendes elskere talte desuden statsminister Schimmelmann. Hendes karriere blev usædvanlig lang og sluttede brat i 1821 med balletten „Armida“, hvor H.C. Andersen debuterede i rollen som trold. Både H.C. Andersen og Madam Schall måtte sluge den tort at blive fyret, da balletten var en fiasko.
Teatret blev på denne tid taget alvorligt i langt højere grad end i dag, hvor den slags sorterer under „underholdning“. At teatret blev betragtet som alvor og dannelse i ældre tid, bliver man stadig mindet om i sætningen: „ej blot til lyst“. I en tid uden mobiltelefoner, TV, internet og biografer var teatret et af de eneste tilbud til folk, der ønskede at udvikle deres ånd.
Samtidig gav teatret samfundsreformatorer en enestående mulighed for at udbrede deres budskaber.
Det er ikke tilfældigt, at et af de mest populære syngespil i anden halvdel af 1700-tallet var af J.J. Rousseau. Dette syngespil „Le devin du Village“ betød formentlig mere for udbredelsen af hans budskab om naturlighed end bøgerne „La contract social“ og „Emile“.
Syngespillet blev hurtigt efterlignet, og en sand strøm af franske syngespil med et enslydende budskab oversvømmede de europæiske teatre. Disse i dag alment ukendte syngespil dannede kernen i de europæiske teatres repertoire, og regnedes for langt større kunst end Mozarts „tunge“ operaer, som ingen rigtig forstod endsige satte pris på før efter hans død.
Herhjemme var de franske syngespil for svære at forstå for den almindelige teatergænger. Derfor blev et stort antal af de mest populære syngespil bearbejdet af balletmester Galeotti og kapelmester Claus Schall til mimiske forestillinger, som var skabt til madam Schalls særlige dansestil.
Handlingen var ofte stærkt forsimplet ja nærmest karikeret og handlede som regel om den unge uskyldige landsbypige, som kom ud for forskellige overgreb på hendes enfoldige uskyld. En af de mest populære forestillinger var bygget over det franske syngespil „Anette et Lubin“. Handlingen er den simplest mulige; de unge elskende har forladt byen og lever i naturlig uskyld for sig selv i en løvhytte i harmoni med naturen. Den onde birkedommer begærer den uskyldige Anette og forsøger forskellige overgreb men forhindres af den gode fyrste, hvis medlidenhed vækkes af de unges simple uskyld. Derfor genskabes harmonien, og alle bønderne danser en festlig dans. Umiddelbart en uskyldig og harmløs ballet. Dog rummer den i sin hyldest til det simple og enkle frie landlige liv en kraftig civilisations kritik og afstandtagen fra tidens skarpt hierarkiske samfund.

Ballet med politisk slagkraft
Disse syngespil og balletter var i høj grad med til at bane vejen for den franske revolution, hvis betydning ikke kan overvurderes. Balletterne kan betragtes som tidens politiserende avantgardes „performance events“. Med andre ord var Madam Schall en af alle tiders største politiske kunstnerinder med en gennemsalgskraft, som man kun kan misunde. Tidens store reformer og samfundsændringer blev i høj grad forberedt gennem teatret. Adskillige af disse syngespil og balletter findes endnu i biblioteker og samlinger - godt gemt væk. På grund af deres simple handling og folkelige musikstil er de for længst gledet ud af det almindelige repertoire på teatrene i dag. Det er en skam, da de er en betydende, interessant men desværre overset kilde til en af de mest omskiftelige perioder i vores historie.

Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden