Klik til åbningsside   KULTURCENTRET ASSISTENS   • PROFIL •
Assistens Kirkegård Kapelvej4 • 2200 København N. • Tlf. 35 37 19 17 • E-post: center@assistens.dk
Fremmed i Danmark

  

Enkekejserinde Dagmars hofdame grevinde Zinaida Mengden og enkekejserindens livkosakker Timofei Ksenofonowitch Jaschik og Kiril Poliakov bliver liggende på Assistens Kirkegård. Enkekejserinde Dagmars lig blev september 2006 flyttet fra Roskilde Domkirke til St. Petersborg.
I den anledning viste Kulturcentret en udstilling med titlen "Fremmed i Danmark" om livet ved det russiske hof, om flugten og flygtningenes nye tilværelse i Danmark.
De skabte sig alle en ny tilværelse i Danmark efter kejserindens død på Hvidøre i 1928. Hvilket liv forlod de, og hvordan blev deres nye tilværelse i Danmark? I udstillingen var genstande fra det russiske kejserhof, meget personlige genstande som er hjembragt under flugten fra Rusland af bl.a. kejserindens livkosak Timofei Ksenofonowich Jashik og kejserindens datter Storfyrstinde Olga.
En stor samling af private fotos illustrerede miljøet omkring Dagmar i tiden efter ankomsten til Danmark.
Man kunne bl.a. få glimt af det russiske kejserhofs pragt før revolutionen: Dagmars blondejakke og snydebluse, hendes kanepels i russisk sortbjørn, en hofdamedragt, militære ordener, russiske pengesedler, samt livkosakken Jaschiks sølvbestik - en gave fra kejserinden - og hans ametyst manchetknapper. Man kunne også gå på opdagelse i livkosakkens købmandsforretning, der blev hans udkomme efter kejserindens død i 1928.



Livkosak Jashik foran sin købmandsbutik



Enkekejserinde Dagmars kanepels


I forbindelse med udstillingen er udgivet hæfterne:
"Russerne på Assistens Kirkegård" personalhistorie mm. Med bidrag af Boris Weil, Bent Aabrink, Irina Demidoff, Anna Thea Petersen og Karin Hyldal Christensen".
"Kejserinde Dagmars russiske hof på Assistens Kirkegård" om Ny Russisk Afdeling, af Caspar Andreas Jørgensen.
"Eventyret om de tre hvide bjørne - Storfyrstinde Olga Aleksandrovnas billedbog" denne sidste i et samarbejde mellem kulturforeningen Dagmaria, Ballerup Museum og Kulturcentret ASSISTENS
I den relaterede foredragsrække kunne man opleve Katja Johansen, Rosenborg Slot; Karin Hyldal Christensen, Aleksander Nevsky Kirken og Preben Ulstrup, Frederiksberg Kirke.
Udstillingsgenstande var udlånt fra en række privatpersoner, danske samlinger og Ballerup Museum.
Udstillingshæftet var sponseret af Vesterkopi
Foredragsrækken var sponseret af Københavns Kulturfond
Udstillingen var støttet økonomisk af Nordea Danmark Fonden

EJNAR THOMASSENS RUSSISKE SAMLING


Trotski viser vej til det nye samfund

I relation til udstillingen om Kejserinde Dagmars russiske hof (Fremmed i Danmark), udstillede Kulturcentret ASSISTENS en privatsamling af effekter fra tiden før, under og efter den russiske revolution.
Der var tale om en samling af bl.a. postkort, russiske memorabilia, folkloristisk håndværk, fotos og lærebøger. Hele samlingen stammer fra boet efter professor, oversætter og forfatter Ejnar Thomassen, som i mange år var formand for dansk-russisk forening.
Samlingen indeholdt bl.a. forbudte postkort med karikaturtryk af de russiske magthavere fra revolutionsårene og mellemkrigsperioden.