Carl Christian Rafn

Oldforskningens pionér

Nordatlantiske biblioteker
Det gik jo godt på Fyn. Hvorfor ikke også prøve på Island? Det var dog der, sagaerne kom fra. Islændingene skulle vel også have deres eget bibliotek. Det foreslog han så islændingene, og de syntes, at det var en god ide. Rafn udformede fundatsen (1818), sendte 22 bøger til Island og lagde dermed grunden til det nuværende Landsbokasafn.
Noget tilsvarende gentog sig med biblioteket i Thorshavn på Færøerne (1827) og med biblioteket i Godthåb på Grønland (1829). Også de blev til på Rafns initiativ.
I 1820 blev Rafn udnævnt til lærer i latin og grammatik ved Landkadetakademiet i København og flyttede til hovedstaden.
Under sin tjeneste ved Dragonregimentet var han blevet udset af den nye guvernør på Odense Slot, Christian Frederik. Det skulle komme ham og hans livsværk til gode senere.
Der må åbenbart også have været tid til overs i forbindelse med undervisningen ved Landkadetakademiet, for han påtog sig efter opfordring som bibeskæftigelse og uden vederlag at ordne Den Arnemagneanske Samling af islandske håndskrifter.
Ud over at ordne samlingen oversatte han også en del af teksterne til dansk og udgav dem i eget navn. Det har nok været under dette arbejde, at han indså, at her var der en større opgave end noget enkelt menneske kunne overkomme.
Han planlagde derfor, at stifte et selskab. Formålet var at få oversat og udgivet så meget af materialet som muligt. Arbejdskraften skulle være islandske studenter i København. Læserne skulle være menigmand med interesse for sagaerne og de historier, de fortalte.
Der blev lagt en udgivelsesplan, og så begyndte man at hverve abonnenter. Det gik over al forventning. Et økonomisk grundlag for selskabet blev hurtigt bragt tilveje. Bestyrelsesformand blev Rasmus Rask og næstformand Josef Abrahamson.
Bestyrelsen bad ikke uventet Rafn om at påtage sig hver hvervet som sekretær for selskabet, der fik navnet: Det nordiske Oldselskab.
Præcis det nordiske havde Rafn fået med, fordi han havde mere langsigtede planer end blot at gøre sagalitteraturen bekendt. Det var planer om indsamling af håndskrifter, etnografiske og arkæologiske genstande ikke kun i Norden, men i hele verden for den sags skyld.
Officielt blev selskabet stiftet d. 28. januar 1825 på Frederik d. 6.‘s fødselsdag.
Prædikatet „kongeligt“ fik selskabet tildelt ved „kongeligt åbent brev“ af 9. maj 1828 „som bevis på „Vort Velbehag med den Virksomhed, som det i Aaret 1825 stiftede Nordiske Oldskrift Selskab har udvist“.
Islændingen Finn Magnusen (1781-1847) var som Rafn uddannet jurist og havde været byfogdefuldmægtig i Reykjavik fra 1806 til 1812. Nu tog han igen til hovedstaden 30 år gammel denne gang for at studere oldtidslitteratur. I 1815 blev han professor og i 1823 blev han assistent for Geheimearkivaren, islændingen G.J. Thorkelin, der på det tidspunkt var 70 år. Det vakte nogen fortrydelse i de kredse, at en islænding skulle følge efter en islænding på denne vigtige post. Det blev sagt om ham, „at historiker er han ikke og vil aldrig blive det“. Det er til gengæld også sagt om ham,“at han ubetinget er en af de lærdeste oldgranskere, som kongeriget kan opvise“. Og det var jo sådan en Oldskriftselskabet havde brug for. Seks år senere døde Thorkelin og Finn Magnusen blev Geheimearkivar.
Selskabet viste sig at være levedygtigt og efter nogle år kom mere end 80 pct. af selskabets indtægter fra udenlandske medlemmer, som fandt det lidt eksotisk og mondænt at være med i klubben.
I sagastoffet fandt Rafn belæg for, at de gamle vikinger, havde berejst det meste af den da kendte verden. Ja mere end det. Grønlandssagaen og Erik den Rødes saga kunne berette om lande vest for Grønland.
Længst mod nord lå Helluland (stenland), derefter kom Markland (skovland) og længst mod syd lå Vinland (vindrueland). Islændingen Thorfæus var den første, der havde forbundet disse beretninger med Amerika, men hans skrift var sjældent og ikke kendt uden for en snæver kreds af fagfæller.
Rafn besluttede at undersøge i Amerika, om der var fundet håndgribelige spor efter vikinger, Magnusen oversatte teksterne til dansk, Sveinbjørn Eigilsson - den sidste aktive af selskabets stiftere - oversatte teksterne til latin, som stadig var lærdommens sprogdragt. Endelig blev teksterne oversat til engelsk.
Rafns forespørgsler resulterede i en række svar omhandlende runeindskrifter, gravhøje, bygninger og meget mere. Nu var teksten på plads og genstandene var der til at understøtte teksten. Pengene var der også til at udgive denne historie om, at Amerika var opdaget 500 år før Columbus. Det blev til pragtværket „Antiquitates Americanae“ (1837), som opbevares på Det Kongelige Bibliotek. Flot er den både rent typografisk og på illustrationssiden. På tekstsiden er den opbygget, som Kraka Maal efter Oldskriftselskabets standard.
Der kom også en discountudgave af den engelske oversættelse alene. Den udkom i New York og nåede et stort publikum; og den satte sindene i bevægelse.
For at forstå det, må man have for sig, at USA efter at Midtvesten var blevet åbnet for immigration i første halvdel af 1800-tallet modtog et stort antal indvandrere fra bl.a. Tyskland og Skandinavien. De havde et behov for at legitimere deres ret til at være der. Katolikkernes adkomst til landet var netop, at Columbus havde opdaget det. Budskabet om. at Leif Erikson fandt Vinland 500 år før Columbus, var som at sætte ild til en krudttønde. Der blev holdt informationsmøder om Antiquetates Americanae i en række større byer, og bølgerne gik højt.
Først sent i 1900-tallet, efter at nordmanden Helge Ingstad fandt arkæologiske beviser for Vikingernes tilstedeværelse på nordspidsen af New Foundland, synes gemytterne at være faldet til ro. Forekomsten var heldig, for næsten alle de af Rafn indsamlede genstande viste sig ikke at kunne stå for eftertidens prøvelse!
„Antiquitates Americanae“ var rette bog, på rette sted, til rette tid. En bragende succes for Oldskriftselskabet.
Forarbejderne til „Antiquitates Americanae“ gav sidegevinster. Rafn og Magnusen kunne i perioden 1838-1845 udgive det monumentale værk: „Grønlands historiske Mindesmærker“.
Opbygget som Kraka Maal og „Antiquitates Americanae“ sammenfattes her alt, hvad der fandtes af skriftlige overleveringer op til og med år 1500. Den dag i dag er det en klassiker.
Det siger noget om interessen for dette værk, at et af vore førende antikvariater så sent som i 1976 kunne se fordelen ved at genoptrykke originaludgaven i fotolitografi.
Rafns korrespondance i forbindelse med indsamling af antikviteter til „Antiquitates Anmericanae“ fra Brasilien i syd til Labrador i nord medførte ligeledes, at et stort antal genstande blev sendt til hovedstaden, hvor de blev registreret under navnet „Det amerikanske Cabinet“. Rafns brasilianske meddeler var den, i anden sammenhæng, bekendte P.W. Lund, hvis levnedsløb forfatteren Henrik Stangerup har beskrevet i bogen: „Vejen til Lagoa Santa“.
Ifølge sagaerne, ifølge arabiske handelsmænd og arkæologiske vidnedsbyrd besejlede vikingerne også de russiske floder. Novgorod er en vikingeby og svenskerne argumenterer for, at Rusland er navngivet efter folk fra Roslagen nord for Stockholm.
I 1850 - 1852 udgav Oldskriftselskabet to bind med titlen „Antiquitates Russe“ i samme udstyr som bogen om Amerika.
Teksten var samlet af Eigilsson og Magnuson samt den norske historieprofessor P. A. Munch, der havde sine helt personlige grunde til at medvirke. Hans indvandringsteori om befolkningen af Norge indebar en folkevandring op gennem Rusland, nord om den Botniske bugt og sydover gennem Norge. Den teori var meget diskuteret på dette tidspunkt.
Bogen blev en succes og skaffede selskabet mange nye medlemmer blandt den russiske adel, men de samme folkelige forudsætninger, som var tilstede i Amerika, fandtes ikke her.
For at afrunde billedet udkom der i 1856, „Antiquitates de l‘Orient“, som beskæftigede sig med Vikingernes tilstedeværelse i Miklagård (Konstantinobel), de såkaldte væringer, og deres rejser i området.
Her ses Rafn i fuld gang med en af sine hjertesager: Tydning af runer.
I 1830 var Rafn blevet valgt til medlem af Den Kgl. Kommission til Oldsagers Opbevaring (Nationalmuseet), hvis sekretær (direktør) var Christian Jürgensen Thomsen. Sammen førte de protokollen over de til oldsagsmuseet indkomne genstande.
Da Kommissionen allerede i 1828 havde stoppet udgivelsen af sit tidsskrift „Antikvariske Annaler“, og da der derfor savnedes et organ for oldforskningen, foreslog Rafn Oldskriftselskabet at udgive et tidsskrift, som i en fyldigere form kunne afløse selskabets eget tidsskrift, der da kun var udgivet i to bind. På årsmødet den 24. januar 1832 blev det så bekendtgjort, at Geheimearkivar Finn Magnusen, Cancelliråd Thomsen og Professor Rafn havde forenet sig om „for det fra Selskabet bebudede Tidsskrift at samle og redigere Efterretninger både om de vigtigste Nordiske Oldsager og større Oldtidslevninger, der tid efter anden måtte opdages i de tre Nordiske Riger, og oplysende Fund i andre Lande“.
Det nye tidsskrift fik navnet „Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed“ og udkom umiddelbart i tre bind (1832-1836) indtil der i dets sted trådte „Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie“, som udkom i 23 bind frem til 1863. De vigtigste bidrag blev oversat til fransk i „Memoires de la Societe des Antiquaires du Nord“, hvoraf der i perioden 1836 - 1860 udkom 4 bind.
Annalerne er en ren guldgrube for den historieinteresserede og mange betydningsfulde forskningsresultater og fundbeskrivelser er her offenliggjort for første gang.
Et par eksempler skal nævnes. I 1836 udkom „Ledetråd til Nordisk Oldkyndighed“ forfattet af C. J. Thomsen. I skriftet gøres der rede for den måde, Thomsen havde opstillet oldsagssamlingen på: Stenalder, Bronzealder og Jernalder. Men Ledetråden gør mere end det. Thomsen demonstrerer, at arkæologien rækker langt længere tilbage i tid end tidligere antaget.
Ledetråden blev oversat til både tysk og engelsk og fik derved overordentlig stor betydning ved at gøre det i al sin enkelhed epokegørende system forståeligt for ind- og udland. Her blev dansk arkæologi for alvor sat på verdenskortet.
Juleaften 1847 døde Finn Magnusen og Rafn gik et vanskeligt årti imøde. De nye demokratiske ideer var ved at trænge frem og en gruppe medlemmer i Oldskriftselskabet ville gerne have mere indflydelse på selskabets styrelse. Man fandt et kompromis og i 1861 kunne Rafn vælges til „bestandig sekretær“. Kompromiset kom muligvis i stand under hensyn til Rafns skrantende helbred. Han døde den 20. oktober 1864 og blev begravet på Assistens kirkegård.



Kilder: Wilhelm Andersen og Carl S. Petersen: „Illustreret Dansk Litteraturhistorie“ (1924) J.C. Steenstrup: „Historieskrivning i det 19. Aarhundrede“ (1921) Carl S. Petersen: „Stenalder, Broncealder, Jernalder“ (1938) Bendict Grøndal: „Breve fra og til Carl Christian Rafn“ med en biografi (1869) Ole Widding: „Carl Christian Rafn – Biographie of Old Nordic-Icelandic Studies“ (1964) J.J. Worsaae: „Carl Christian Rafn og C.J. Thomsen“ i „Aarbøger for nordisk Oldkyndighed“ (1866) J.J. Worsaae: „Oldskriftselskabets 50 år“ – i „Aarbøger for nordisk Oldkyndighed“ (1875).
Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden