Hans Christian Ørsted,
naturfilosof og videnskabsmand

Artikel fra Kulturcentrets årsskrift for 1999 af Hans Jørgen Jensen, informationsmedarbejder.

Den 21 juli 1820 udsender professor i fysik ved Københavns Universitet H. C. Ørsted (Oersted) et cirkulære på latin til samtlige lærde selskaber i Europa. Heri bliver redegjort for nogle forsøg med den elektriske strøms virkning på en magnetnål.
Det er opdagelsen af elektromagnetismen. Huset hvori opdagelsen skete ligger i Nørregade nr. 21 i København og på husmuren sidder en plade med følgende ordlyd: „I et Hus på dette Sted opdagede Fysikeren Hans Christian Ørsted Elektromagnetismen i Året 1820“.

Magnetisme
Den ene del af H. C. Ørsteds forsøg, magneten, kendte man i oldtiden. Man vidste, at jernmalm kunne tiltrække andre jernstykker, og man kaldte denne malm for „stenen“. Allerede 2600 år f.kr. fremstilledes der i Kina og Japan de såkaldte „sydvisere“. Det kunne f.eks. være en lille magnetisk vogn, hvorpå en mandsfigur var anbragt drejelig om en lodret aksel. I figurens fremstrakte arm var indbygget en lille magnet, hvorfor armen stadig pegede i samme retning, selv om vognen blev drejet rundt. Man talte og skrev om den „hemmelige kraft“, som gemte sig i magneten.
Den første, der redegjorde for, at jorden måtte opfattes som en stor magnet med en nordpol og en sydpol, var dronning Elisabeths livlæge William Gilbert, der i året 1600 udgav en bog om magnetisme og elektricitet. Heri fortælles om tiltrækning og frastødning, og der redegøres klart for forskellen mellem elektrisk og magnetisk kraft.

Alessandro Volta og Luigi Galvani
År 1800 blev et vendepunkt. Alessandro Volta (1745-1827) professor i fysik ved universitetet i Pavia, bekendtgør sin epokegørende opdagelse af det galvaniske batteri: Volta søjlen, det første batteri med kontinuerlig elektrisk strøm.
Den sætter gang i en omfattende forsøgsvirksomhed med den elektriske strøm rundt om i Europa.
Også den unge Ørsted giver sig til at eksperimentere med både berøringselektriciteten (galvanismen), gnidningselektriciteten (elektricermaskinen) og den galvaniske strøm (Volta-søjlen).
I 1786 havde Luigi Galvani, anatomiprofessor ved det gamle universitet i Bologna, udsendt en redegørelse om den såkaldte dyriske elektricitet. Ved en række forsøg havde han observeret, at musklen eller nerven i et blotlagt frølår trak sig sammen, når de blev berørt med forbundne ledere af bl.a.jern og kobber.
Galvani mente, at der i dyrekroppen var positiv elektricitet i nerven, negativ i musklen.
Han var uddannet læge og gjorde sig mange tanker om denne dyriske elektricitets betydning for lægekunsten.

Ørsteds barndom og ungdom
H.C. Ørsted blev født i Rudkøbing den 14. august 1777 som søn af den stedlige apoteker Søren Ørsted. Hans Christian og den et år yngre broder Anders Sandøe går i den lokale skole, men videreuddanner sig samtidig gennem selvstudium i hjemmet.
I 1794 kunne de rejse til København og i samme år bestå studentereksamen med udmærkelse.
Medens broderen vælger et juridisk studium, ønsker H. C. Ørsted at studere naturvidenskab. Der er ikke på det tidspunkt mulighed for at gennemføre et sådant studium i Danmark, idet fysik og kemi på Københavns Universitet endnu ikke kunne betragtes som videnskabelige fag.
Under studierne bor de gratis hos deres faster, farverenken madam Møller, som drev både farveri og pensionat i Vestergade.
H. C. Ørsted vælger ligesom faderen at læse til farmaceut, og han består sin eksamen i 1797. I samme år besvarer han Københavns Universitets prisopgave indenfor litteratur og året efter den medicinske prisopgave.
I året 1799 tager han den filosofiske doktorgrad på en afhandling med titlen „Grundtrækkene af Naturmetafysikken“.
H. C. Ørsted vikarierer i første omgang på Løve Apoteket i København, samtidig med, at han er farmaceutisk adjunkt ved universitetet.

Ørsteds rejser i Europa
For at blive bekendt med udlandets store fysikere og kemikere foretog Ørsted 1801-04 med offentlig understøttelse sin første udlandsrejse til Tyskland og Frankrig. Hans naturfilosofiske interesser blev næret ved omgang med tyske lærde som Ritter, Fichte og Fr. Schegel og i Paris, opholdt han sig et år.

Ørsted forsker og formidler
I 1805 begyndte Ørsted i København en række fysiske og kemiske forelæsninger, der blev stærkt besøgte.
I 1812 opholdt han sig igen i Berlin. Her skrev han „Ansichten der chemischen Naturgesetze“, der anses for at være et af hans vigtigste skrifter. Han udvikler her anskuelser om de elektriske kræfters udbredelsesmåde, der minder om moderne synspunkter. Således opfatter han elektricitetens og lysets udbredelse som beroende på elektriske svingninger i slette ledere.
Det er dog først senere tiders forskere, der har givet grundlaget for sådanne anskuelser.
I 1820 gjorde han den opdagelse, der har gjort hans navn berømt. Den tanke, at der måtte være en forbindelse mellem elektricitet og magnetisme, var ikke ny. I 1801 havde Ørsted søgt den sammen med den tyske fysiker Ritter; men først i foråret 1820 lykkedes det Ørsted at påvise forbindelsen. Han udsendte 21 juli 1820 en kort latinsk beretning om sine forsøg; disse viste, at den elektriske strøm har magneti- tiske virkninger, således at når strømmen går hen over en på en lodret akse drejelig magnetnål, så svinger nålen ud fra sin oprindelig stilling.
Kort tid efter udsendte Ørsted en beretning om nye forsøg; han meddeler her, at en bevægelig strømkreds påvirkes af en magnet, og at den ville indstille sig i en bestemt retning under påvirkning af jordens magnetisme, hvis den var bevægelig nok.
Disse afhandlinger gør rede for alle hovedtrækkene vedrørende vekselvirkningen mellem elektrisk strøm og magnetisme. Opdagelsen var af overordentlig stor betydning, idet den er blevet udgangspunktet for en hel række store opdagelser og opfindelser, f.eks. elektromotoren og dynamoen.
Ørsteds senere arbejder bevægede sig på andre områder. Således udførte han en længere forsøgsrække over luftarters og væskers sammentrykkelighed. Han konstruerede i dette øjemed et forsøgsapparat, der kaldes Piezometret. Endvidere fremstillede han for første gang vandfrit aluminiumklorid, og på hans opfordring fortsatte Wøhler arbejdet med dette stof og fremstillede i 1825 aluminium. Metoden benyttes ikke mere, men har haft teoretisk betydning.
1817 blev Ørsted professor ordinarius ved Københavns Universitet, 1824 stiftede han Selskabet for Naturlærens udbredelse, hvis direktør han blev. 1829 oprettedes Polyteknisk Læreanstalt.
Ørsted var en ivrig forkæmper for den anskuelse, at den tekniske uddannelse skal bygge på et omfattende videnskabeligt grundlag. Læreanstalten skulle være en teknisk højskole og ikke en håndværksskole. Ørsted blev læreanstaltens første direktør. I 1808 blev Ørsted medlem af Videnskabernes Selskab.
I årene 1820-40 blev Ørsteds navn skrevet Oersted, når han lod artikler offentliggøre i udenlandske tidsskrifter.
Ørsteds vigtigste naturfilosofiske værk er „Ånden i Naturen“, som udkom for 150 år siden (1850). Den øvede stor indflydelse på samtiden, udkom i flere oplag og blev oversat til flere sprog.
Ørsted var i sin ungdom stærkt påvirket af den tyske romantiske naturfilosofi. Han fremhæver stedse i sine skrifter iagttagelser og forsøg som det grundliggende for al videnskab. Han har i nævnte bog og i flere afhandlinger, der spænder over de mest forskelligartede områder, udformet en hel verdensopfattelse.
Han skrev et smukt, rent og rammende dansk. Mange nydannelser som ordene brint, ilt, vægtfylde, rumfang o.m.a. skyldes ham.
Ørsted modtog mange hædersbevisninger både fra ind- og udland, og få videnskabsfolk er hædret som ham.
På sine gamle dage gik Ørsted med paryk(toupè), hvis indlagte metaltråde ved flere forsøg skal have forsaget misvisninger på galvanametret.

Ørsted og H. C. Andersen
H. C. Ørsted fik stor betydning for en række unge digtere, videnskabsfolk og personer indenfor håndværk og industri. Her skal nævnes digteren H.C. Andersen og bryggeren J.C.Jacobsen, Carlsbergfondens grundlægger.
I de første år, H. C. Andersen var i København, introducerede han sig hos de kendte og betydningsfulde i København, heriblandt H. C. Ørsted. Han siger selv i mit livs eventyr: „Det var et guddommeligt fingerpeg, at jeg vendte mig til de ædleste og bedste, dem, hvis betydning jeg selv ikke kendte og kunne vurdere“.
„Store Hans Christian“ kaldte H. C. Andersen ham. Selv var eventyrdigteren den lille Hans Christian.
Professor Ørsted var faktisk en stor og indflydelsesrig mand i 1819, da den 14-årige Hans Christian om efteråret ankom med dagvognen til København. Endnu større var han efter sin opdagelse det følgende år, da den opløbne og forhutlede knøs opsøgte ham i hans nye bolig i huset i Nørregade, hvor familien havde indrettet deres hjem på 1. sal og givet afkald på 2.salen, som var helt beslaglagt af det kemiske øvelseslaboratorium og den store samling af instrumenter til videnskabelige forsøg.
Det blev indledningen til et livslangt venskab, som fortsatte med familien også efter Ørsteds død i 1851.
Julemorgen kom den unge digter og klippede julestads og skrev små vers til julegaverne. I mange år havde han en stående invitation til at spise middag en gang om ugen i familiens skød, hvor han glædede sig over samværet med børnene. I særdeleshed Ørsteds yngste datter Mathilde blev hans fortrolige, og han testamenterede hende manuskripterne til sine eventyr. Når han var forhindret i at komme til middag, sendte han altid skriftligt afbud.
Da H. C. Andersen var oppe i filosofikum, blev han eksamineret af Ørsted, der spurgte Andersen, hvad han vidste om elektromagnetismen. Det ord kender jeg slet ikke, sagde Andersen. Han fik ikke præ, men laud, for han havde ellers svaret godt.
Ørsted medvirkede faderligt til, at „Lille Hans Christian“ blev student. Han troede på hans digterkald og støttede i årenes løb på mange måder hans forfatterskab, som han følte sig overbevist om ville få en varig plads i litteraturen.
Da H. C. Andersen i 1835 udgav Improvisatoren (hans første store roman) og nærmest som en biting de første eventyr, sagde Ørsted til ham, at hvis romanen gjorde ham berømt, så ville eventyrene gøre ham udødelig.
Når den følsomme, sårbare digter var slået helt ud af kritikken, gik han op og fik trøst hos Ørsted, som holdt hans mod oppe og gav ham fornyet tro på fremtiden. Efter sådanne besøg kunne det ske, at Ørsted samme nat opsøgte ham, når han var taget hjem utrøstelig.
I sine mange breve til Ørsted skrev H. C. Andersen altid: „Min kjære faderlige ven“.
Ørsted berømmede ofte H. C. Andersen, og han satte stor pris på digterens humoristiske sans.
„Store Hans Christian“ havde selv som 16 årig oplevet, hvad det vil sige som ungt menneske at komme fra provinsen ind til hovedstaden, uden penge, med en mangelfuld skoleuddannelse og skulle klare sig selv.
H. C. Ørsted skrev følgende linier i H. C. Andersens poesibog, inden han drog ud på sin første udlandsrejse i 1833:

Fornuften i Fornuften = Det sande
Fornuften i Viljen = Det gode
Fornuften i Phantasien = Det Skjønne
Mind ved denne tekst til mangen samtale,
hilsen Hans Christian Ørsted.

Knap 37 år gammel gifter Hans Christian Ørsted sig i 1814 i Roskilde Domkirke med Inger Birgitte Ballum, præstedatter fra Møn.
De får med årene 5 døtre og 3 sønner, hvoraf 3 døtre og 2 sønner overlever deres fader. Ørsted fik et godt hjem, et fredfyldt tilflugtssted, som han 20 år senere varmt priser i digtet „Hjemmet“.

Ørsted hædres
Da Ørsted den 7. november 1850 fejrede sit 50 års jubilæum som Universitetslærer, hædredes han på mange måder. En deputation indbød ham til at følge med ud til Fasangården i Frederiksberg have, som blev overladt ham på livstid.
Der hyldedes han i sang og tale af J. L. Heiberg og Forchhammer. Universitetets rektor, professor Stein, overrakte ham en doktorring besat med diamanter.
Kongen havde udnævnt ham til Gehejmekonferensraad.
Ældre og yngre elever bragte ham deres hyldest og tak, medens Studenterforeningen optog ham som Æresmedlem og om aftenen var der fakkeltog til hans ære. Kun få måneder senere døde han efter få dages sygdom. Han ligger begravet på Assistens Kirkegaard ved midtergangen vis-á-vis Biskop Mynster på afdeling E.
H. C. Andersen der ikke yndede Mynster, fortæller i „Mit livs Eventyr“ i forbindelse med beretningen om Ørsteds død, lidt om de to mænd:
„Den 18 marts 1851 var Begravelsen, jeg led legemlig, det var en Kamp og Anstrengelse for mig at gaae den korte Vei fra Universitetet til Kirken, den langsommelige Gang droges ud hele to Timer.
Provst Tryde holdt Talen, ikke Biskop Mynster, han var ikke bleven anmodet derom! sagde man, undskyldende, men skulde Vennen bedes om at tale over Vennen! Jeg trængte til at græde, jeg kunde det ikke; det var, som om mit Hjerte skulle gaae itu!“.
I øvrigt fortæller Andersen, at Ørsteds hustru og datter ikke var til stede ved begravelsen. Det anså man dengang ikke for at være sømmeligt for kvinder.

Minde om H. C. Ørsted I Studiestræde nr. 6, hvor oprindelig Polyteknisk Læreanstalt havde til huse, er opsat en mindetavle for dennes grundlægger, der havde sin embedsbolig her fra 1824 til sin død.
Ved Det kgl. Teaters Nye Scene i Tordenskjoldsgade i portalrummet under Stærekassen ser man, hvis man lægger nakken tilbage, en af de største monumentale mosaikudsmykninger i Norden.
Den er udført af Ejnar Nielsen 1932-39 og fremstiller i farver en række berømtheder i dansk åndsliv, omgivet af et stort antal anonyme bipersoner.
H. C. Ørsted er anbragt på fremtrædende plads i loftets cirkel .

Jerichaus statue af Ørsted i Ørstedsparken

I Ørstedsparken, København, står på et højt punkt ud mod Nørre Voldgade det store mindesmærke for Hans Christian Ørsted, som parken er navngivet efter, modelleret af J.A. Jerichau, der dog menes at have overladt en betydelig del af arbejdet til sin medhjælper, billedhuggeren Harald Conradsen (1817-1905).
Jerichau skal have næret uvilje imod at modellere en „Buksemand“, en person i tidens klædedragt. Han foretrak folderige romerske eller græske togaer.
Ved statuens fod sidder Nornerne i den nordiske gudetro, tre statuer af skæbnens gudinder, der her ser stilfærdige og resignerede ud.
Soklen alene er fire meter høj, og Ørsted er en gigant, der står med et elektrisk batteri i hånden.
Monumentet er rejst af en komité i 1876. På forskellige muséer findes der buster af Ørsted, bl.a. på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør et maleri udført af Eckersberg og på Frederiksborg Museet i Hillerød flere skulpturer lavet af Bissen. N. Larsen Stevns’ maleri i H.C.Andersens hus i Odense viser H.C. Andersen til eksamen hos Ørsted.
På Gåsetorvet i Rudkøbing er der en buste af H.C. Ørsted udført af Bissen.
Derudover er H.C. Ørsted værket, Københavns største elektricitetsværk samt Danmarks første satellit „Ørsted- satelliten“ opkaldt efter H.C.Ørsted.
På teknisk museum i Helsingør kunne man i 1984 åbne Ørsteds mindestuer. Samlingen indeholder møbler, malerier, kunstgengenstande, bøger m.m. fra H. C. Ørsteds hjem. Der er også medaljer og andre hædersbevisninger samt originale skrifter og breve. F.eks. en række breve skrevet af H. C. Andersen til familien Ørsted.
Blandt de mange fysiske og kemiske apparater i museets udstilling er den originale magnetnål, som H.C.Ørsted brugte ved opdagelsen i 1820. Museet har siden stiftelsen modtaget mange gaver både unika og hele samlinger, bl.a. mange fra Ørsteds efterkommere.
Fra 25. august 2000 til 21. januar 2001 er mindestuerne flyttet til Nationalmuseet, København i forbindelse med „Golden Days of Copenhagen“. Udstillingen lukkes på Teknisk Museum i Helsingør den 7. august 2000.

Litteratur:
K.O.B. Jørgensen: Danske videnskabs- og Foregangsmænd.
Ole Bang: Store Hans Christian,
Anne Lise Garde: H. C. Andersen og Ørsted.
Breve til og fra Hans Chr. Ørsted 1 (Kjøb. 1870).
Vilhelm Andersen: Adam Oehlenschlaeger og Guldhornene.
Johanne Louise Heiberg: P. A. Heiberg.
Niels Oxenvad: H. C. Andersen: Et liv i billeder.
Tak til Danmarks Tekniske Museum, Det Nationalhistoriske Museum og H. C. Andersens Hus.

Se også siden om H.C. Andersen

Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden