|
|
| De døde får digitalt liv
Du behøver kun din mobiltelefon for at få en aftale med H.C. Andersen. Med 1,56 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden påbegynder Kulturcentret ASSISTENS det første digitale formidlingsprojekt nogensinde på en dansk kirkegård. Fra foråret 2013 kan de besøgende opleve 25 videofilm af 3-5 minutters varighed som stedspecifik formidling af kirkegården, dens historie og indvånere – fra nationalkoryfæer som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Niels Bohr til andre og for offentligheden mindre kendte personer og historier, som nu ser dagens lys.
Eneste forudsætninger for at se filmene er en ipod, smartphone eller computer. Har man ikke det, kan filmene ses via skærme i Kulturcentret ASSISTENS. "Det bliver helt fantastisk at møde de døde, Andersen er min nye bedste ven!" siger centerleder Gitte Lunding, som glæder sig over det nye teknologiske formidlingstilbud.
Assistens Kirkegård på Nørrebro i København udgør et helt særligt oplevelses- og formidlingsrum. Et byrum der i dag fungerer både som aktivt begravelsesområde, museum og park. Som den eneste kirkegård i verden rummer Assistens et forsknings- og formidlingscenter, hvorfra kirkegårdens kultur- og personalhistorie fortælles. Kirkegården på Nørrebro vrimler med aftryk af navngivne døde, der kan indplaceres i vores kulturelle selvforståelse: Forfattere, malere, teaterfolk, musikere, videnskabsfolk og virksomhedsgrundlæggere.
Med projektet, ”Levende fortællinger på tværs af tid og rum” levendegøres kirkegårdens mange historier og bringes ud til befolkningen som filmiske fortællinger, distribueret gennem web, storskærm og mobil.
Projektet retter sig mod de besøgende, der benytter kirkegården rekreativt og kulturelt. Den digitale formidling forventes især at tiltale kirkegårdens mange yngre besøgende, som Kulturcentret ASSISTENS håber, får inspiration til nye vinkler på kulturhistorien og deres eget liv.
FAKTA
Projektet udvikles af Kulturcentret ASSISTENS i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, Story Field, der står for videoproduktionen, og LUCUS hvis speciale er lokationsbaserede spil- og formidlingsprojekter. Vidensbaseret formidling i møde med it-nørden!
Kulturcentret ASSISTENS, som årligt besøges af godt 40.000 menneske, er et Videns Pædagogisk Aktivitets Center, VPAC – der formidler viden gennem oplevelser. Der er 14 VPAC’ere i Danmark – heriblandt Tycho Brahe Planetariet, Experimentarium og Sagnlandet Lejre.
Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Fonden støtter nytænkende, digital formidling på Statens Museum for Kunst, Danmarks Borgcenter og Stevns Klint.
OMVISNINGER
Kulturcentret ASSISTENS har årligt mere end 250 omvisninger med forskelligt indhold. Omvisningerne giver oplevelse, indsigt og forståelse af såvel fortid, nutid og fremtid. Centrets omvisere formidler forskningsbaseret viden til folk i alle aldre. Kirkegården, der både er museum, park og begravelsesplads, rummer mere end 300.000 gravlæggelser fra perioden 1760 til nu, og er kendt som Guldalderens kirkegård.
Mere om rundvisninger. klik her
|
 |
ARRANGEMENTER
Privatgrupper, firmaer, organisationer og foreninger gør i stort omfang brug af Centret som led i udflugter og kulturelle/sociale arrangementer på Assistens Kirkegård.
Med vore kontakter til skuespillere, musikere, sangere m.v. kan vi tilbyde særomvisninger med "de levende døde", iscenesættelser og tableauer af nogle af kirkegårdens bedste historier.
Centrets caférum kan desuden danne ramme om et glas vin og medbragt mad, ligesom Centret kan kontaktes mht. cateringmuligheder o.lign.
Bestil en omvisning med frokostarrangement, en omvisning til firmaskovturen eller børnefødselsdagen.
|  |
LEVENDEGØRELSE
I centrets formidling gøres der til daglig og især ved specielle lejligheder brug af ”levendegørelse”. På årets Kulturnat i oktober måned kan man opleve både mumlemunke, styltepiger, og en række af kirkegårdens personer: H.C. Andersen, Søren Kirkegaard, Gertrud Birgitte Bodenhoff, Zinaida Mengden, Karen Jønsson m.fl.
Formålet er gennem en totaloplevelse at levendegøre historien gennem de afdødes virke. I Centret kan man i forbindelse med omvisninger også bestille ”levendegørelse”. Formidlingen sker kun i kirkegårdens museale område eller i mindeparken. Ring og hør nærmere.
|
 |
MAD OG DRIKKE
I forbindelse med en omvisning på kirkegården, benytter mange gæster Centret som ramme om en lille social sammenkomst. Vi står gerne til rådighed med idéer til receptioner, en frokost, eftermiddagskaffen eller en madkurv. Centret kan formidle kontakt til cateringfirmaer, der serverer både dansk frokost og sandwich-køkken. Vi går opmærksom på, at madkurve kun må indtages på bestemte steder på kirkegården. Kort udleveres.
|
 |
|

OPLEVELSER
En gåtur på Assistens Kirkegård er en berigende oplevelse. Kirkegårdens mange eksotiske planter og træer er som en botanisk have med sjældenheder fra Afrika, Asien og Amerika. Mange kunstnere har udarbejdet imponerende og interessante gravsteder, og her kan man opsøge danmarkshistorien: H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr.
I Kulturcentret kan du få udleveret gratismaterialer om kirkegårdens planter og personalhistorie, ligesom man i Centret kan købe illustrerede hæfter og bøger med idéer til en tur på egen hånd.
Mere om Kulturcentrets udgivelser. Klik her
NATUREN
Assistens Kirkegård er helt enestående i verden med sin opdeling i fungerende kirkegård, musealt område og mindepark.
I Kulturcentret kan man få udleveret kort og foldere med forslag til specielle natur-ture. På mange af kirkegårdens gravsten er desuden dyrerelieffer- og symboler. Året rundt ændrer kirkegården karakter, og man kan følge med i dyrenes årstidsbestemte adfærd. Der er mange ynglende fugle på Assistens Kirkegård. Hvert år klækker æg fra blåmejse, bogfinke, gransanger, grønirisk, grå krage, gærdesmutte, hus- og skovskade, musvit, ringdue, solsort, stor flagspætte, stær, spurvehøg m.fl.
I sommerhalvåret besøges kirkegården desuden af gråand, grå fluesnapper, havesanger, jernspurv, munk, mursejler, rødhals, råge, sangdrossel, træløber og skovsneppe.
|
|
|