Skoven på Nørrebro

Af Christoffer Jørgensen, kulturgeograf, medarbejder på Kulturcentret.
Assistens Kirkegård er ikke blot et interessant stykke kulturhistorie. Det er også interessant fra et naturmæssigt synspunkt. Områdets størrelse, og forskelligartede beplantning gør det muligt for en lang række dyr og planter at overleve midt i København.
Mange af dyrene forventer man ikke at møde midt i en by men snarere langt ude i skoven. Enkelte steder på kirkegården er beplantningen så tæt, at der opstår et skovlignende miljø.
Kirkegården kan med rette betragtes som et ægte skovområde fordi det er et helt økosystem, med intakte fødekæder fra alger og mikroorganismer til fødekædens top rovdyrene her repræsenteret ved ræv og spurvehøg. Desuden foregår kirkegårdens almindelige pleje uden brug af kemikalier, derfor er det muligt her at møde en række interessante skovdyr.

Beplantningen:
Modsat naturskoven der er selvsået, er kulturskoven påvirket af menneskelig aktivitet. Kulturskov er plantet med et bestemt formål, og kan eksempelvis være produktionsskov som plantager eller lignende.
Kirkegårdens beplantning kan dog bedre sammenlignes med en have, hvor beplantningen hovedsagelig har et prydformål, blot i overstørrelse.
Går man rundt på kirkegården bemærker man hurtigt forskelle i beplantning afhængig af de enkelte afsnits alder. Afdeling A der er kirkegårdens ældste afsnit er beliggende bag den gule mur i hjørnet mellem Nørrebrogade, og Kapelvej. Afdelingen er præget af store løvtræer især hængebøg som er plantet i kirkegårdens ungdom, det vil sige omkring 1800.
Enkelte af træerne især elmetræerne, er formentlig ældre, og har hørt til Blaagaardens arealer før de blev udlagt som kirkegård.


De gamle elme får en død i skønhed overgroet med vedbend
Elmesyge
Desværre er disse gamle og nyttige kæmper nu faldet for elmesygen, der i de senere år har hærget landet. Elmesygen skyldes en lille svamp som ødelægger vækstlaget så barken falder af. Svampen føres rundt af den ellers uskadelige elmebarkbille, og går man tæt på de døde træer og betragter barken kan man se hullerne efter bille angreb. Af respekt for træerne, og for at bevare skovpræget bevares træernes korpus, der dog dækkes af slyngplanter.
De nyere afsnit af kirkegården er mere karakteriseret af stedsegrønne træer, af forskellig art. Mange af kirkegårdens træer er indførte arter. Blandt de mere eksotiske er abetræet på afdeling A. Træet stammer fra Sydamerika og har sit navn fra sine stikkende blade som aberne frygter.
Træerne har stor betydning for dyrelivet på kirkegården. Dels leverer de mad og skjul, og dels fungerer de store træers ru bark som et vigtigt overvintringssted for insekter og kryb.


Svampe:
Diversiteten i plantevækst giver grobund for et varieret dyre og planteliv. Blandt de mest interessante og mest oversete beboere på kirkegården er svampene. Svampene findes alle vegne i et bredt udvalg af arter, fra de karakteristiske paddehatte til mere diskrete trælevende arter. Det vi ser af svampen er dens frugtlegeme. Selve svampen er usynlig og består af små tråde der kaldes hyfer. Svampe er vigtige i det økologiske system. De hjælper med at nedbryde svært nedbrydeligt organisk materiale som træ, ved at gennemvokse det og nedbryde det indefra. Andre svampe hjælper træerne med at optage næring ved at danne mykorrhiza, som ses som en fortykkelse på finrødderne på træerne. På den måde øges træernes rodareal. De mest specialiserede svampe er knyttet til specielle arter af træer.
Svampenes frugtlegemer ses mest om efteråret, men enkelte svampe er synlige hele året. Det gælder især de trælevende svampe som kræftsvampe og sporesvampe. Kræftsvampene er almindelige på løvtræer og angriber ofte sår i barken eller døde grene. Derved opstår de karakteristiske knuder som ses på mange af træerne.
Sporesvampe er nogen af de mest almindelige på træerne. Svampene ligner små (eller større) halvtag der vokser ud fra stammen. Sporesvampenes frugtlegemer er flerårige modsat almindelige svampe og vokser sig større for hver sæson. Derfor kan svampen opnå en anseelig størrelse, og producere enorme mængder af sporer, deraf navnet.
En særlig svamp, der let kan forveksles med sporesvampen, er tøndersvampen, eller fyrsvampen. Denne svamp, der ofte vokser på gamle bøge og birketræer, har været brugt som ildtænder siden jægerstenalderen. I tørret tilstand er svampens frugtlegeme blevet anvendt til flere formål blandt andet til lunter på bomber og som blodstillende middel og brunfarvning af garn.
De mest synlige svampe er paddehattene, hvoraf der findes ikke så få på kirkegården. På sten og træer ses forskellige former for lav som ofte forveksles med svampe. Lav er i virkelig heden en symbiose mellem en svamp og en alge, som er vokset sammen til en organisme. Lav kan bruges som miljøindikator, fordi nogen arter er meget følsomme over for luft forurening.


Skovskade (Foto: Jesper Lund)
Fugle
Kirkegården er beboet af et bredt udvalg af fugle. Der er mulighed for at iagttage både almindelige arter og mere sjældne.
Det mest interessante er tilstedeværelsen af skovskader, som almindeligvis ikke træffes i byen. Skovskadens fætter den karakteristiske husskade er mere almindelig, og at møde denne fugl under en tur på kirkegården er næsten uundgåeligt.
Husskaden og skovskaden kendes fra hinanden på farverne og deres karakteristiske „sang“, hvor husskadens skratten er velkendt for de fleste. Husskaden er mindre sky, og dens flyvende „malteserkors“ i sort og hvidt er et almindeligt syn. Betragtes fuglen i solskin skifter de sorte halefjer farve i grønlige og turkise kulører.


Husskade
Husskaden er en alsidig fugl der til fulde har formået at tilpasse sig til livet i byen. I de senere år er bestanden vokset og fuglen er i dag en almindelig fugl i byerne.
Skaden har ry for at plyndre småfuglenes reder, men ornitologiske undersøgelser viser at redeplyndringerne ikke har betydning for bestanden af småfugle.
Skovskaden er en mere sky fugl end husskaden, og adskiller sig fra denne både i udseende og levevis. Skovskaden er mindre og rødbrun med et synligt blåt spejl på vingerne, som ofte er det, man kender fuglen på i flugt. Skovskaden mangler den karakteristiske lange hale. Fuglen er i sit fødevalg mere knyttet til løvskove, hvor den spiller en vigtig rolle ved at „så“ eg og bøg. Et særkende for skaden er, at den samler depoter af frø fra disse vækster, som den af og til „glemmer“, dermed er fuglen med til at udbrede løvskoven, og de øvrige planter de lever af. Både skovskaden og husskaden er standfugle og kan ses hele året.


Spurvehøg
 De store rovfugle har også fundet vej til byen. Dels fordi de er fredet og derfor er blevet mindre sky, og dels er der gjort en målrettet indsats for øge bestanden. I byerne er de mest almindelige rovfugle tårnfalken, og spurvehøgen. Tårnfalken yngler ofte i byerne, men søger sin føde i det omliggende landskab. Spurvehøgen er derimod blevet en ægte „byfugl“ der både yngler og søge føde i byernes parkarealer og villahaver. På kirkegården ser man oftere rester af spurvehøgens bytte end fuglen selv.

Fotografen Jesper Lund fangede en spurvehøg i flugten i færd med at aflive en due.

I et par af de højere træer er der opsat fugle kasser med henblik på at tiltrække natugler. Natuglen er Europas mest udbredte, og også den mest almindelige i Danmark, selvom den har været på retur i de senere år. Opsætning af redekasser har dog hjulpet bestanden. I byerne risikerer man at tårnfalke i stedet benytter kasserne. Natuglen er også især knyttet til løvskove, og i naturen yngler den i gamle hule træer. Årsagen til nedgangen i bestanden skyldes formentlig at redestederne, som følge af moderne skovbrug bliver færre.


Solsort
 Danmarks almindeligste byfugl er solsorten som vi i dag opfatter med en næsten ligegyldig selvfølgelighed. Men for bare 150 år siden var solsorten uhyre sjælden og kendt som sortdrossel. Andre drosselfugle som sjagger og misteldrossel er i de senere år blevet mere almindelige i byen. Grunden til, at de har været sjældne og sky fugle, er formentlig at de har været efterstræbt til spisebordet som „kramsfugle“.
De sidste 150 år hvor disse fugle er blevet mere almindelige og mindre sky kan måske være et tegn på hvor længe det tager for fugle at miste deres frygt for mennesker. På længere sigt vil det derfor måske være muligt at se fugle i byerne, som vi i dag anser for sjældne.

Egern, mus og ræve
Pattedyrene er hovedsageligt repræsenteret af gnaverne, det vil sige mus og egern, der er almindelige i større natur arealer i byerne.



Der er mange egern på kirkegården. (Foto: Jesper Lund)
Gnavernes værste fjende, ræven, har også fundet vej ind i midtbyen. Det mest synlige større dyr er egernet som kan ses i dagtimerne året rundt. Rundt omkring under træerne er det almindeligt at finde spor efter egerns og mus måltider. Især afgnavede grankogler, og nødder med gnavespor. Modsat egern, der har delvist vænnet sig til menneskers tilstedeværelse, er byrævene stadig overvejende natdyr.
Rævene har i de senere år bredt sig langs jernbanenettet helt ind i midtbyen, hvor de ernærer sig af skraldespands indhold, og de mange rotter og duer.
Ofte bemærkes tilstedeværelsen af ræve derfor på deres efterladenskaber, væltede skaldespande og fjer fra duer den har fanget på sine natlige vandringer.
Om vinteren ses rævens spor i sneen. Ræven har en vigtig økologisk rolle som øverste led i fødekæden, og er med til at holde kirkegårdens bestand af duer og mus i skak.

Ræven har slået sig ned i byen