• Til Print-version
Den musikalske kirkegård
af: Kulturgeograf Christoffer Jørgensen
Assistens Kirkegård er centralt placeret i dansk musikhistorie. Ikke blot er flere personligheder begravet her. Kirkegårdens nærmeste naboer, har været centrale i Københavns koncertliv og i udbredelsen af musikalsk dannelse.
Før Assistens Kirkegårds indvielse 1760 havde musik været forbeholdt hoffet, og var centreret omkring opera.
I løbet af den sene klassiske periode fra 1760 frem til 1830 og Guldalderen sker der en folkeliggørelse af musiklivet.
Syngespil på Nationalsproget afløser den italiensk inspirerede opera seria, og kammermusikken vinder indpas i de borgerlige hjem. Her mødes folk til tobak- og kaffeselskaber med musik. Her diskuteres tidens politiske emner, og eventyr og populær litteratur læses højt og diskuteres.
Hjertet i det københavnske musikliv var Det Kongelige Kapel, som leverede musik til teatret, hoffet og til store begivenheder.
I 1998 havde Det Kongelige Teater 250 års jubilæum.
I løbet af 1800 tallet udviklede teatret sig fra at være et kongeligt privatteater til at være en folkelig institution. Denne udvikling fandt sted i brydningstiden efter den franske revolution, og op gennem 1800 tallet i den periode vi almindeligvis kalder Guldalderen.
Hvorfor beskæftige sig med dette på Assistens Kirkegård?
Det teater som stod frem til 1874 var bygget af Harsdorff (1735-1799) i 1774. Foruden ham ligger hele den musikalske personkreds omkring teatret begravet på kirkegården, og tæller blandt andet notabiliteter som Daniel Frederik Kuhlau (1786-1832), Frederik Ludvig Aemilius Kunzen (1761-1817), Giuseppe Siboni (1780-1839) H.C Andersens sanglærer og protektor, som også gjorde Rossini populær på scenen herhjemme, og Margrethe Schall (1775-1852), solodanserinde og berømt som H.C.Andersens første kontakt i København.
Mange andre personer, som idag er blevet glemt, men som i samtiden spillede en betydelig rolle i det musikalske liv er også begravet her, for eksempel Claus Nielsen Schall (1757-1835) mangeårig kapelmester, og komponist der leverede musik til Vincenzo Galeottis (1733-1816) mange balletter, Johan Ernst Hartmann (1726-1793) som skrev musik til Johannes Ewalds „Fiskerne“, der indeholdt den første version af „Kong Christian stod ved høien Mast“. Han blev ophav til en folkelig dansk musiktradition.
Syndig scenemusik
I 1746 døde Christian d. 6. Den sky og tilbageholdende konge havde været underlagt pietismen, en streng protestantisk religiøs bevægelse, der var fremherskende i første halvdel af syttenhundredetallet. Det betød at han modsat sin fader Frederik d. 4. vendte sig mod scenemusik som syndigt.
I Frederik d. 4.s tid var der gjort forsøg på at etablere en opera, og en musikkultur i Danmark. Den store Nordiske krig (1701-1720) gjorde det umuligt på grund af de store omkostninger.
Den unge kong Frederik d. 5. var med sin hustru Lovise af den musikalske Engelsk/Hannoveranske kongeslægt mere motiveret for musik. Hun var elev af Friederich Händel. Alle sejl blev sat til for at imponere. Musikere og komponister fra Italien, det store operaland, blev inviteret.
Dansk musikliv var i denne periode domineret af og afhængig af indvandrede musikere fra Italien, Tyskland og Frankrig. Dels fordi den italienske musik var moderne, og dels fordi der herhjemme ikke var uddannede musikere, der kunne synge og spille på europæisk niveau.
Kunstig og larmende
Den fremmede musik og specielt opera blev ikke indført uden modstand.
Endnu levede Ludvig Holberg, det gamle teaters ubestridte mester. Holberg var tilhænger af det talte drama efter Molieres ideal med dialog og små musikalske indslag til at understrege dramaet.
Den nye italienske opera anså han for kunstig, og larmende. Ikke fordi Holberg var umusikalsk, det var han ikke. Han havde på sine rejser ernæret sig som fløjte- og violinspiller, og var med til at oprette „Det Musikalske Societet“ til fremme af instrumental musik sammen med komponisten Johan Adolph Scheibe i 1744.
Scheibe kom til Danmark i 1740 fra Hamborg, hvor han havde været kendt som musikkritiker med stærke antiitalienske idealer. Scheibe og Holberg forsøgte sammen at bekæmpe den italienske dominans, men kom til kort overfor Guiseppe Sarti (1729-1802) som blev inviteret til landet af Frederik d. 5.
I en kort periode inden sin død blev Holberg igen knyttet til teatret, og de populære skuespil blev fra starten en del af Det kongelige Teaters repertoire.
Bestikkelig kapelmester
Sarti havde sit virke som kapelmester og komponist i København med afbrydelser fra 1753-1775, hvor han blev smidt ud af landet for, mod betaling, at have skaffet embeder til ansøgere, med andre ord bestikkelse.
Udsmidningen har formentlig også haft nationale undertoner.
Operaen blev anset for en dekadent udenlandsk opfindelse, og blev sat i forbindelse med udlændinges dominans. Struensees medsammensvorne Enevold Brandt, havde haft ansvaret for opera, og de store omkostninger til teatret blev bemærket. Efter Struensees fald var det derfor kun et spørgsmål om tid, før den italienske opera lukkede.
Interessant nok var Sarti ikke modstander af dansk opera og syngespil, men kom til at spille en vigtig rolle som lærer og komponist. I perioden med Sarti som kapelmester dominerede den italienske opera, men det var i samme periode, at det danske syngespil begyndte at gøre sig bemærket.
Inspirationen til syngespillet kom som mange andre af datidens kulturpåvirkninger fra Frankrig. Syngespil var en reaktion mod de tunge og „lærde“ operaopførelser, og i modsætning til opera var syngespillet en kombination af operaens arier og skuespillets talte drama. I sammenligning med operaernes heroiske og gudedominerede handling var syngespillenes handling “ubetydelig” spil mellem mennesker, og havde ofte pastorale motiver.
Titler som “Ninette a la Cour”, “Anette et Lubin”, “De to jægere og malkepigen”, “Rose et Colas”, “Vaskepigerne og kedelflikkerne”, “Kierlighedsbrevene” etc. vidner om deres simple handling.
 I løbet af 1760‘erne bliver repertoiret domineret af franske syngespil. Deres lette stil og enkle arier gør, at danske sangere og skuespillere kan være med. Den mest berømte var skuespillerinden Caroline Walthers, der brillerede i Sartis „Soliman d. anden“. Sarti skriver musik til flere syngespil. Teksterne er ofte oversættelser, men flere danske digtere forsøger sig.
Den første er Niels Krog Bredahl, med „Gram og Signe“, fra 1756. I stedet for som vanligt at finde handlingen fra den Græsk/Romerske gudeverden eller pastorale motiver fandt han sagnet hos Saxo.
Elverhøj og “Kong Christian”
Det store gennembrud for den ny genre kom først nogle år senere med samarbejdet mellem Johan Ernst Hartmann og Johannes Ewald. I 1778 kommer „Balders Død“ efterfulgt af „Fiskerne“ i 1784. „Fiskerne“ rummer den melodi, der i Kuhlaus „Elverhøj“ - kulminationen på det nationale syngspil - bliver kendt som kongesangen „Kong Christian stod ved høien mast“.
Ballettens pioner
Ved siden af syngespillet er en ny genre ved at finde fodfæste i teatrets repertoire. I disse år bliver ballet en yndet kunstart. Det skyldes en delvis udbrændt balletdanser fra Frankrig, og en musikbegavet skomagersøn. Balletdanseren hed Vincenzo Galeotti og var som navnet siger italiener, født i Firenze i 1733. Efter sigende var hans ambition at studere medicin, men dansen blev hans skæbne.
Han studerede under den italienske balletmester Angilioni, og i Paris hos Noverre (efter eget udsagn!), og dansede i flere år på scenerne i Paris og London. Hans søster, en berømt sangerinde, havde sunget i Danmark, og formentlig derfor lader Galeotti sig overtale til at komme til Danmark i 1775. Han fik indfødsret i 1781, men lærte aldrig sproget ordentligt. Han blev i Danmark til sin død i 1816, og er begravet på Assistens Kirkegård.
Galeottis arbejde såede de frø som Bournonville kom til at høste. Desværre for Galeotti havde Bournonville ikke meget respekt for de balletter Galeotti havde skabt, men foretrak sine egne med det resultat at det næsten er glemt, hvem det egentlig var, der startede balletten i Danmark.
En dansende skomager
Galeottis samarbejdspartner gennem mange år var komponisten Claus Schall (1757-1835). På trods af det tysk klingende navn var han af dansk afstamning, og den eneste dansker der gjorde sig bemærket blandt det af udlændinge dominerede musikliv. Hans fader var skomager men havde tillige et „Dansekursus“, hvor den unge Schall spillede violin, og lærte at danse.
 Han blev tildelt små roller i balletterne, og ved et tilfælde blev hans evner som violinist opdaget af Galeotti. Under prøverne på Galeottis ballet „Kongen på jagt“ i 1775, var repetitøren udeblevet og man kunne ikke finde nøglen til nodeskabet. Claus Schall reddede dagen ved - fejlfrit - at spille musikken igennem på violin. Fra den dag samarbejdede han med Galeotti, og udnævntes til koncertmester ved Det Kongelige Kapel efter Hartmanns afgang i 1792. Efter F.L.Æ. Kunzens død i 1818 overtog han embedet som musikdirektør på Det Kongelige Teater.
Efter sigende var han en myndig og inspirerende dirigent der formåede at føre Det Kongelige Kapel til tops selv efter europæisk standard.
I dag er hans musik stort set glemt, og den eneste af Galeottis balletter, der af og til finder vej til scenen, er ikke med musik af Claus Schall, men violinisten Jens Lolle.
Schall var ikke kun aktiv på scenen, men deltog aktivt i det voksende københavnske koncertliv.
Tidligere havde musik været opført i forbindelse med et formål. Det blev det stadig, men oftere blev det efterhånden opført for sin egen skyld ved koncerter rundt om i byen.
Musikskole på “Blaagaard” og på “Solitude”
Folk i almindelighed uden for de intellektuelle cirkler havde ikke meget forstand på musik. Derfor anså mange musikere det som deres pligt at forsøge at uddanne folk. Musik havde været forbeholdt en dannet elite. Med den stigende velstand i en bredere del af befolkningen begyndte musikalske værdier at blive efterspurgt, desuden anså man musikken som middel til at forbedre folk moralsk.
 Det førte til de første musikskoler. En af de første blev indrettet på „Blaagaarden“ lige udenfor byen. Her og på den nærliggende gård „Solitude“ havde det musikalske societet afholdt koncerter frem til 1807, hvor englændernes hærgen definitivt lukkede for denne fornøjelse.
• Til toppen af siden |
