Til skærm-version
Struensee, Caroline Mathilde og Assistens Kirkegårdaf: Kulturgeograf Christoffer Jørgensen
250 år er gået siden Chr. d. 7.’s dronning Caroline Mathilde så dagens lys den 22. juli 1751 på Leicester House i London. Hun var yngste søster til George III og dermed barnebarn af George II. Hendes far Frederic Prince of Wales var død kort før hendes fødsel. |
||
|
Samme år - 14. januar 1766 - døde Frederik V, og Caroline Mathilde blev i sin unge alder ophøjet til Dronning i et land hun dårligt kendte. Det viste sig tilmed, at Christian VII ikke var helt normal. Hans sindssygdom krævede ansættelse af en livlæge. Struensee kom ind i billedet som hoflæge i 1768. |
||
|
Ved Struensees side stod den danske læge, Johann Clemens Tode, en dygtig læge og talentfuld digter. Han opdagede blandt andet som den første, at syphilis og gonoré var to forskellige sygdomme og derfor krævede forskellig behandling. Tode ligger i dag begravet på Assistens Kirkegård sammen med mange andre af de personer, der omgikkes Struensee og dronningen til hverdag. Blandt dem er for eksempel Casper Frederik Harsdorff, der ombyggede adskillige af de kongelige slotte i den nye tids stil for Caroline Mathilde. Mest berømt er Marmorbadet på Frederiksberg slot. På samme slot arbejde en ung maler - Nicolai Abildgaard - med dørstykkerne, og i dronningens stalde arbejdede hans ældre broder Peter Christian Abildgaard med at forbedre sundhedstilstanden blandt dronningens heste. Ikke langt fra hans grav på Assistens Kirkegård ligger Johann Christoph Dopel - bagermester for Sophie Magdalene og senere for Caroline Mathilde. Bagermesteren var ikke det eneste Caroline Mathilde arvede fra Sophie Magdalene. Sophie Magdalene var enke efter Christian VI. Hun boede på slottet Hirschholm, som Caroline Mathilde arvede. Sophie døde i 1770 efter et chok fremkaldt af den italienske kapelmester Guiseppe Sarti. Både dronningen og kongen var musikalske og dronningen spillede selv guitar (hendes guitar kan ses inde på teatermuseet). Størstedelen af tidens musikere heriblandt Johan Ernst Hartmann er også begravet på Assistens. Caroline Mathilde stod i et åbenlyst forhold til Struensee og fik et barn med ham. Også på anden måde indtog Struensee kongens plads. Han overtog den faktiske regering af landet - ikke bare af gavn men også af navn, hvad der ikke var lovmæssig hjemmel for. Dronningen og Struensee mødte deres skæbnetime på Christiansborg efter et maskebal på Hofteatret 17 januar 1772. Struensees skæbne var beseglet, og han endte sit liv på skafottet og på hjul og stejle ved byens murede galge. |
||
|
Dronningens skæbne var længe uvis. Hun blev interneret på Kronborg og anklaget for løsagtighed. Til dronningens forsvar beskikkedes Peter Uldall, som kørte et fremragende forsvar for den unge dronning. Desværre var en af hans hovedpointer, at kongen var sindssyg, og det kunne man ikke acceptere. Dronningen blev derfor sendt til Celle, hvor hun døde få år senere af en børnesygdom, muligvis mæslinger. |
||
|
Peter Uldall er begravet på kirkegårdens gamle afdeling under en gravstele af Johannes Wiedewelt kun få meter fra Jens Juel, der malede mange portrætter af dronningen. Få meter fra kirkegårdens nuværende hovedindgang på Kapelvej lå lystgården „Solitude“ for enden af Solitudevej. Denne gård anskaffede Struensee i 1769 for at oprette en koppeindpodningsanstalt. Struensee var koppelæge og gjorde et stort arbejde for at udbrede kendskabet til koppeindpodningen, en tidlig form for vaccination (Ikke kopsætning som det står beskrevet i Per Olof Enquists bog - "Livlægens besøg" - det er noget ganske andet). Ikke lang fra Solitude lå Blaagaarden – et gammelt kongeslot bygget af Frederik IVs broder prins Carl. Gården ejedes af Adolph von Plessen - en slægtning til Caroline Mathildes guvernante. Gården lå i tilpas afstand fra byen og blev Christian VIIs faste tilholdssted med elskerinden "støvlet Kathrine" - desværre med katastrofale følger for det gamle slot.
Læs mere om:
|
||
|
„Der findes ikke noget bedre middel til at danne sig en velbegrundet og præcis opfattelse af det, der sker i verden, end at foretage sammenligninger, at vælge eksempler i historien og derfra drage en parallel til det der sker i vore dage, og give agt på overensstemmelserne og lighederne. Intet er den menneskelige fornuft værdigere, intet mere lærerigt eller bedre i stand til at forøge vor erkendelse.“ FRIEDRICH II DER GROSSE, Considerations, 1738. Til toppen af siden |
||