Kulturarven - hvad vil vi med den?

Kulturarvsstyrelsen under Kulturministeriet blev oprettet pr. 1. januar 2002, samtidig med - og som en følge af - at den ny museumslov trådte i kraft. Styrelsen består af det tidligere Statens Museumsnævn, Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, Det Kulturhistoriske Centralregister, Kunst Indeks Danmark samt Kulturhistorisk Kontor og Bygningsfrednings/bevarings-kontoret, der er overført fra Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet.
Med oprettelsen af den ny styrelse er det overordnede ansvar for kulturarven samlet under én myndighed, Kulturministeriet med mulighed for at kunne se kulturhistorien og dens synlige vidnesbyrd i landskabet - blandt andet også kirkegårdens gravminder - under et samlet perspektiv. Så langt så godt.
Samtidig med oprettelsen af styrelsen - og et fornyet fokus på kulturarven - har omlægningerne i ministerierne efter det politiske „systemskifte“ betydet, at Kulturministeriet er blevet pålagt en besparelse på 152,8 millioner kr.
På jagt efter besparelser har en stor del af formidlingen af kulturarven i de seneste måneder fået prædikatet „et overflødigt fedtlag der skal skæres bort“. I en ernæringsfokuseret tid udtrykker ordvalget, at det er noget direkte sundhedsskadeligt, som kulturminister Brian Mikkelsen nu hjælper os med at skære bort.
„Kulturarven“ er imidlertid ikke noget, der bare ligger der, og taler til os på tværs af tidsepoker, og hvad der måtte være af kulturelle og sociale skel. Den er ikke umiddelbart tilgængelig og til at forstå. Man skal kende til det samfund og de omstændigheder, hvorunder kulturens synlige aftryk er skabt, for at kunne forstå den.
Når man arbejder med videnspædagogiske kulturaktiviteter, der retter sig mod børn og unge, bliver man hurtigt klar over, at forudsætningerne i gruppen af børn og unge er stærkt forskellige. Derfor må man formidle med de nødvendige „mellemregninger“, som barnet eller den unge ikke har med sig i sit udgangspunkt.
Man må som formidler gøre sig klart, at nutidens unge lever i en verden af pop og medier tilsat en god portion privatsfære og at overblik og fornemmelser for tid og sammenhæng er en mangelvare.
Den tyske sociologiprofessor Thomas Ziehe karakteriserede på en undervisningskonference i efteråret 2001 den aktuelle ungdomskultur med disse ord - „der er en stor del af de unge, som end ikke flove over, hvor lidt de ved“. Netop denne uvidenhed eller „traditionsløshed“ gør, at børn og unge må bruge megen energi på at orientere sig og definere sig. Ved at præsentere dem for kulturarven, på en måde som er interessant og relevant, kan vi være med til give dem en form for overblik.
En arv skal – det kan vel de fleste blive enige om – forvaltes og passes på. Hvis børn og unge skal tage ansvar for den - blandt andet den del af kulturarven der står frit fremme i kulturlandskabet - skal interessen igangsættes og skærpes gennem vidensformidling, oplevelse og samtale. Derfor er det mere end ærgerligt, hvis det arbejde, der er sat igang på det kunst- og kulturhistoriske område, med en bevidst satsning på formidling til børn og unge, nu sættes i stå.
Det nu nedlagte Kulturrådet for Børn under Kulturministeriet inviterede i 2001 kommuner, amter og kulturinstitutioner til at deltage i et forsøg med kulturbaser og dertil knyttede kulturvejledere. Forsøget var et led i rådets arbejde med at styrke og udvikle formidlingen af kunst og kultur til børn og unge.
Kulturvejlederfunktionen var direkte inspireret af den velprøvede naturvejlederordning under Miljøministeriet. Som en konsekvens af besparelser i Miljøministeriet er naturvejlederordningen nu - ironisk nok - blevet nedlagt/ sat på vågeblus.
Kulturaktiviteterne i Kulturcentret Assistens Kirkegård har været fulgt tæt af Kulturrådet for Børn og rådets embedsværk og Centret havde forventning om at blive udpeget som ét af 10 kulturbaseforsøg. Til trods for, at den økonomiske ramme om kulturbase-forsøget nu synes at være væk, ønsker vi i Centret at fastholde de planlagte aktiviteter rettet mod børn og unge og børnefamilier. De finansielle forudsætninger for arbejdet håber vi falder på plads i løbet af de næste måneder, selv om der nu - efter omlægning og nedlægning af råd, nævn og puljer - er endnu større trængsel om de offentlige og private „pengekasser“.

Blandt de aktiviteter vi allerede har iværksat - med støtte fra Københavns Kommunes pulje for Kunst- og Kulturprojekter og Byens Børn - er udarbejdelsen af en række tema-ark materialer, der skal kunne benyttes af børnefamilier, skoler og institutioner på tur på kirkegården på egen hånd.
Selv om Assistens Kirkegård i sin brug er både rekreativt område, museum og mindepark er det ikke muligt at give relevant museumsformidling i form af oplysningsskilte på kirkegården, da stedet samtidigt også er fungerende begravelsesplads. Derfor er der et stort behov for at udvikle materialer, der kan benyttes af de besøgende på egen hånd alle årets og ugens dage som et supplement til guidede ture. Et andet argument for udarbejdelsen af tema-materialerne er de begrænsede økonomiske ressourcer både hos børnefamilierne og i skole- og institutionsverdenen. Der er ikke altid råd til guidede ture.
Materialerne gør det muligt for gruppen at vælge og forfølge et bestemt tema på deres rundtur. Kort, skrift- og billedmateriale formidler baggrundsviden om det, der kan iagttages på turen, og lægger op til fælleslæsning og samtale mellem børn og deres voksne.
Den levende fortælling, der med et tværfagligt udgangspunkt formidler kunst- og kulturhistorie og den „levendegjorte“ historieformidling, hvor historien får krop og mæle i skuespillerskikkelser, vil blive videreført i et samarbejde med Centrets aktører: Professionelle musikere, sangere og skuespillere, „byens fortællere“ og skuespil/ drama-elever.
Afsæt for den dramatiserede formidling er blandt andet de „Københavnerhistorier“, der indgår i Centrets tema-tur-materiale.
I takt med den forventede finansiering, udvikles og udbygges de planlagte indendørs formidlingsaktiviteter i Kapellet i form af en permanent, men foranderlig udstilling - en „genstandspræsentation“ med karakteriske, personlige genstande - fra udvalgte afdøde - der er valgt ud fra de temaer, vi ønsker at belyse, og således ikke ud fra hvor „kendte“ eller „fortjenstfulde“ de afdøde måtte være.
Ud fra de synlige vidnesbyrd om deres virke udfoldes en generel fortælling om dansk kulturhistorie og dens internationale relationer.

Selv om Assistens Kirkegård ikke er et museum i „museumslovens forstand“ udgør kirkegården med sine mure, bygninger, stier, grave og monumenter et bevaringsværdigt kulturmiljø. Derfor har Kulturarvsstyrelsen da også for nyligt fredet murene og en enkelt bygning og har erklæret andre bygninger - heriblandt Kapellet - og en lang række af kirkegårdens monumenter for bevaringsværdige.
Det er vores håb, at man i den ny styrelse - når den har fået præciseret sit resortområde - vil finde, at også formidlingsaktiviteterne er naturligt hjemmehørende under Kulturarvsstyrelsens område.
– Vi vil glæde os til samarbejdet!