Myte og kult på Assistens Kirkegård

”Elvis Presley lever“, ”Jim Morrison lever“, og det gør John Lennon og Che Guevara i øvrigt også. Med jævne mellemrum dukker udsagn af denne art op i en eller anden sammenhæng.
Selvom de fleste af os godt ved, at ovennævnte personer er afgået ved døden for længst, så forekommer oplysninger som disse ikke særlig besynderlige.
Vi ved med andre ord, at vi her benytter os af et indforstået sprogbrug, hvor udtryk og indhold - altså det der bliver sagt - ikke betyder det, meddelelsen rent faktisk siger. Betydningen er af en anden art, der giver mening på et følelsesmæssigt plan.
Denne art må nødvendigvis indeholde elementer af værdier, der er så indlysende i sit budskab, at vi både føler et behov for at bekræfte det og for at holde budskabet ved lige over tid.
Vi er hermed medskabere af mytiske personer, som taler til os på et følelsesmæssigt- eller åndeligt plan, netop fordi vi insisterer på det.
Vi indgår i dialoger på forskellig vis og med forskellig styrke. Det kan være brudstykker af et stykke musik, en tekst eller en markant politisk idé, der for et øjeblik levendegør personen.
Dialogen kan imidlertid intensiveres i styrke og omfang på geografiske områder, man forbinder med en særlig kraft, hvilket ofte vil være ved mytepersonens sidste hvilested - graven.
Et gravsted – uanset dets beskaffenhed – opfordrer i al almindelighed til eftertænksomhed og minder. Det gælder både med hensyn til vore egne afdøde, men også i relation til mytiske personer.
På Assistens Kirkegård kan man for eksempel ved hjælp af skiltning finde vej til H.C. Andersens – og Søren Kierkegaards gravsteder. Her virker det levende ord meget levende, samtidig med at det jordiske støv af de store mænd reelt er fysisk til stede. Det er en kraft, der appellerer til en naturlig ærbødighed.
På Assistens Kirkegård kan man imidlertid iagttage et andet og helt nyt fænomen af mere magisk karakter. Det drejer sig om gravsteder, hvor både det levende ord og det jordiske støv er til stede, men hvor der tillige foregår en form for materiel udveksling. Disse grave har som magiske steder opnået kultstatus - en status der netop er defineret ved at være synlig. Ofte forbinder man kultdyrkelse med en fortidig forteelse, det sidste nye garageband eller ”noget” man praktiserer i fjerne egne, men som det vil fremgå i det følgende, eksisterer den magiske kult – år 2002 – til ære for forfatterne Dan Turèll og Michael Strunge i bedste velgående. Både Dan Turèll og Michael Strunge er afgået ved døden i nyere tid som relativt unge mennesker. De var hver især kendt som markante personligheder, om end deres litterære produktioner og tanker ikke nødvendigvis havde appel til samme publikum.
Deres gravsteder er meget forskellige i udformning og er placeret i en god gåafstand fra hinanden.
Dan Turèlls gravsted befinder sig umiddelbart tilgængeligt i den del af kirkegården, der er kendt under betegnelsen Mindeparken. Det er blandt andet her, lokalbefolkningen om sommeren helt legalt kan hygge sig i solen på medbragt tæppe.
Gravstedet er meget traditionelt i størrelsesorden, beplantet med vedben og omkranset af en lav stedsegrøn hæk. Gravstenen er en enkel natursten med inskriptionen Dan Turèll og dennes fødsel – og dødsdato.

Dan Turèlls gravsten belagt med småsten og med en lille jazzfigur i forgrunden.

Michael Strunges gravsted befinder sig på et mere tilbagetrukket urneafsnit af lokalkirkegården. Det afviger hverken i format eller beplantning fra de omkringliggende urnegrave og kan som sted forekomme utilgængeligt for ”uindviede”.
Gravstenen består af to dele. En firkantet granitsten med inskriptionen ”Væbnet med vinger” samt naturligvis Michael Strunges navn, fødsels – og dødsdato. Oven på denne sten befinder sig et mindre, nærmest sneglehusformet sandstensmonument.
Beskrivelsen af disse gravsteder giver ikke umiddelbart associationer om en aktiv fungerende kult. Formatet er heller ikke vildt og prangende, og til tider syner den nærmest ikke eksisterende.
Jeg opdagede fænomenet ved et tilfælde for et par år siden, da jeg kom forbi Dan Turèlls gravsted. Her så jeg en lidt ejendommelig udsmykning, hvilket vil sige, at der ikke var tale om blomsterhandlerbuketter og deslige. I stedet så jeg en lille saxofonspillende jazzfigur i keramik, flere former for røgtobak og en enkelt øl af mærket Sort Guld.
Synet appellerede lidt til smilebåndet, men ikke til ret meget andet.
Et par uger senere genså jeg gravstedet og kunne da konstatere, at alle genstande – bortset fra jazzfiguren – var væk. Min tanke var, at der nok havde fundet en mindre festivitas sted, og at der nu var ryddet op.
Efterfølgende besøg på stedet kunne imidlertid berette om kontinuerlig fest og oprydning, og at det, jeg tilfældigt havde set i første færd, altså ikke var et éngangsfænomen.
Jeg har nu indenfor en periode på et år haft lejlighed til at foretage mine iagttagelser på et mere systematisk plan, og jeg vil fortsætte med at beskrive Dan Turèlls kult for derefter at beskrive Michael Strunges.
Overordnet mener jeg, at der på Dan Turèlls gravsted er tale om en materiel udveksling af konsekvent karakter. Det er altså ikke hvad som helst, man placerer på kultstedet, men ”gaverne” kan groft inddeles i to kategorier. Den ene kategori består af genstande med en vis permanens, hvilket vil sige, at de så godt som altid er til stede. Den anden kategori består af genstande med en relativ kort levetid på gravstedet, der på besynderligste vis forekommer selvrensende - ting dukker op og forsvinder igen.
Den førnævnte jazzfigur har haft et ophold på stedet af længere varighed. Den forsvandt en kort overgang, men dukkede op igen på sin faste plads, indtil den en skønne dag i det forgangne efterår lå knust i småstykker. En firkantet træplade med en ulæselig påskrift havde ligeledes sin egen plads, indtil den sporløst forsvandt. Lidt anderledes forholder det sig med rækken af små sten, der ligger placeret ovenpå gravstenen. Denne skik med at placere en lille sten på graven i forbindelse med et besøg hører til jødisk tradition og har mere end én årsagsforklaring.
I denne sammenhæng mener jeg, det er tilstrækkeligt at henvise til den betydning, der kommer til udtryk i emotionelle spillefilm som eksempelvis ”Schindlers liste”, hvor grupper af mennesker placerer en lille sten på afdødes grav som tegn på, at vedkommende ikke er glemt. Der er næsten altid en udsøgt samling på Dan Turèlls grav, mens følgende genstande kun har opnået et kort ophold.
Indenfor et år har man for eksempel kunnet iagttage en lille Buddhafigur, et billede af en ung Buddha, en yin/yang amulet samt en kuglepen i sort og guld. En anselig mængde af nydelsesmidler er ligeledes passeret forbi. Af røgtobak kan nævnes uanede mængder af halve og hele cigaretter, adskillige joints og et par cigarer, foruden hashpibe, rulletobak og smøgpapir.
De våde varer er ligeledes pænt repræsenteret, oftest i form af ølflasker med eller uden indhold, men også whisky i flystørrelse af mærket ”Black Label”.
Søde sager har heller ikke manglet på stedet, for eksempel bolcher, gajoler og en enkelt skumfidus, der i øvrigt bliver et grimt syn i regnvejr.
Udover ovenstående kan nævnes tre kroner i småpenge, legetøj som glaskugler, plasticfigurer og en giraf med faldskærm, et fotografi af et barn, håndplukkede buketter fra kirkegården, langstilkede roser – altid en enkelt af gangen – samt fyrfadslys i alle afarter.
Kultudvekslingen på Michael Strunges gravsted er af endnu mere konsekvent karakter end hos Dan Turèll. Der er sådan set kun tale om én enkelt artikel med ekstrem kort opholdstid på stedet, nemlig penge.
Kulten fungerer altså ikke som en permanent sparebøsse, men snarere som et kvikskrankested. Man skal simpelt hen vide, at kulten er der for halve timer af gangen for at se den, og man skal også – for god ordens skyld – vide, at det ikke handler om store penge.
Jeg så for første gang fænomenet en forårsdag, hvor der pludselig lå 4 kroner ovenpå den firkantede gravsten, og at pengene var forsvundet et par timer senere. Det blev straks en rutine at holde øje med eventuelle gentagelser. Sommetider var gåturen forgæves, der var intet at se, men jævnligt var der ”gevinst”. I løbet af foråret lå der ofte 2, 4 eller 6 kroner og en enkelt gang ikke mindre end 59,25, herefter igen 2 kroner o.s.v.

På Michael Strunges gravmonument ligger der ofte mønter.

Forsøg på at udvide repertoiret af udvekslingsgenstande har derimod ikke fundet sted med succes. En overgang lå der en lille sten, et lilla plasticarmbånd med hjerte samt en kuglepen. Det var, hvad det kunne blive til i årets løb.
Hvis man nu – som jeg – har iagttaget ovenstående udvekslingscirkulation over tid, kan det ikke undgås, at bestemte spørgsmål dukker op. Hvad betyder denne blandingsbutik, der mest af alt ligner en morsomhed? Hvorfor lægger man ikke bare en buket?
Det er spørgsmål, jeg efterfølgende vil komme ind på i forbindelse med en kortfattet analytisk fundering, hvor jeg indledningsvis vil hævde, at gaverne ved de to kultsteder er eksempler på, hvorledes mennesker fastholder og vedligeholder værdier, som man opfatter som uundværlige, og at kommunikationen sker i en synlig sprogform, der er til at forstå.
De to afdøde forfattere bliver som udgangspunkt opfattet forskelligt. Nogen er mest til Turèll, mens andre er mest til Strunge.
Den enkelte forfatter bliver ligeledes opfattet forskelligt af forskellige mennesker, hvilket vil sige, at to enkeltpersoners indtryk af for eksempel Turèll ikke nødvendigvis er identiske.
Alligevel er der en spontan reaktion, der viser sig at være meget ensartet hos de personer – deraf mange unge - som jeg har fremvist gravstederne til og talt med om kultfænomenet.
Dan Turèlls gravsted udløser altid et lidt ”krøllet” grin, der til forveksling minder om mit eget ved første syn, og udvekslingsgaverne forekommer relativt logiske.
Michael Strunges gravsted derimod bliver mødt med alvor, bemærkelsesværdig tavshed og hos nogen tegn på lettere utilpashed. Omtale af valutaudvekslingen udløser ingen kommentarer, men i to tilfælde et par kroner til kulten, uden at ”nogen” ser det.
Trods denne tilsyneladende konsensus har vi hver især forskellige indtryk af den enkelte forfatter. Nogle mennesker har læst vedkommendes samlede produktion, andre har læst udvalgte dele, mens atter andre måske slet ikke har læst noget som helst, men bare sådan hørt lidt hist og pist.
De indtryk, man nu engang har af eksempelvis Turèll – for igen at indlede med denne forfatter – kommer verbalt til udtryk på forskellig måde. Det kan være et ”hi Dannyboy ” i forbifarten, udsagnet ”skråt op” med et indforstået grin og tilhørende fingerbevægelse, og kommentarer som, ”jeg elsker den med, at han elsker sin dagligdag”, eller ”tja, der kom sku´noget ud af drømmene ved voksdugen dengang i 50´erne” og ”han var sjov”.
Forklaringer – som regel til børn – om Turèlls person og vaner er ligeledes mangfoldige. Forkærligheden for farven sort fremhæves så at sige altid, men også hastigheden udi talekunsten, hans smøgforbrug og den kendsgerning, at Turèll skrev rigtig mange bøger, ”som I nok kommer til at læse nogen af senere”.
De verbale kommentarer ved Michael Strunges gravsted er som nævnt fåtallige. Det er ikke her, man taler mest. Samtale – mellem unge især – foregår fortrinsvis i periferien med underforståede udtalelser som, ”bare jeg ikke trækker ham”, eller ”ham vil jeg gerne op i”, vel vidende at der til mundtlig studentereksamen altid vil være mindst én Strungetekst. ”Han er svær” og ”jeg elsker ham” og ”jeg hader ham” er hyppige udsagn, der næsten aldrig slår fejl.
Alt i alt har det vist sig, at forbipasserende har ret mange meninger og indtryk af de to forfattere, og at det oven i købet er meget forskellige og til tider ligefrem ambivalente udsagn, der kommer til udtryk.
Det, vi har med at gøre, når vi udveksler synspunkter og små gaver til kulten, er altså ikke samstemmende, endegyldige sandheder, men derimod fragmenter. Fragmenter er ifølge retninger indenfor myteforskning, den ”substans” mytesprog sammensættes af, hvilket eksempelvis Roland Barthes beskriver som, tågede forestillinger man tilpasser en almindelig forståelse – ikke fordi de er sande, men fordi vi har et behov.
En halv cigar og en tom ølflaske er ikke et sandt billede af for eksempel Dan Turèll, og den ”sjove” mand har i høj grad været i besiddelse af én endda meget alvorlig side.
Ligeledes kan ”kvikskranken” heller ikke umiddelbart relateres til Michael Strunges – måske evige – åndelige 80´er dilemma, da penge i den sammenhæng kunne opfattes som en diametral modsætning.
De to forfattere er naturligvis langt rigere personligheder end de – for igen at benytte Barthes termer – fattige forestillinger, det mytiske kultsprog er udtryk for.
Vi vælger – mere eller mindre bevidst – de tågede forestillinger, fordi det er dem, vi kan blive enige om at fastholde som levende nutid, igen fordi vi har et behov for det.
Forestillingerne hjælper i en almindelig afmagtsfølelse i et uoverskueligt samfund. Når Dan Turèll i digtet fra skriftsamlingen ”Manjana ( 3 )” skriver, ” Skråt op i røven” med nationalproduktet og valutabalancen, den toværelses, terminen og de folkevalgte, så er det ikke et udsagn fra 70´erne, men absolut nutid.
Der er stadigvæk ”ubegrænset plads” i røven. Det fortæller de forbipasserende ved at kvittere med en smøg eller en ølflaske, der henholdsvis kan ryges og omsættes til en krone og femogtyve af den næste trængende sympatisør. Andre er mere til ”Forstadsbuddhaen” og harmonien i dagligdagen, så hvorfor ikke også lade disse gode tanker cirkulere uden smålig hensyntagen til spørgsmål som, ”var han nu også buddhist” eller ”lån” fra jødisk gravkultur. Vi er ”uartige” og siger fra sammen med Dan og hinanden. Det har vi brug for.
Kulten ved Michael Strunges gravsted forekommer mere enkel end Dan Turèlls kult, men kultsproget er ikke desto mindre principielt det samme.
Udvekslingen er baseret på tågede forestillinger, der skal opfylde et behov for at fastholde nogle værdier, som i forbindelse med Michael Strunge selvfølgelig ikke handler om noget så materielt som penge, men om det modsatte. Pengene cirkulerer som et omvendt, ironisk symbol på det dilemma, de fleste mennesker i den vestlige verden – måske til evig tid – konfronteres med.
Verden ser ikke ud, som ”jeg” vil have den!
Det er et dilemma, der med lysende klarhed kommer til udtryk hos ”idolernes idol” Arthur Rimbaud, der i bogen ”En sæson i Helvede” fra 1873 skriver at, ”moral er svækkelse af hjernen”, eller i grafittiskriften på muren i Fiolstræde, hvor man i 80´erne kunne læse at, ”her i Danmark har vi lært at gå uden snor”.
Begge citater henviser til en bevidsthed, som Rimbaud beskriver som en disciplinering af hjernen, der afstumper og fører til intethed og tomhed samtidig med, at man helst skal bære rundt på skylden for hele den historiske ondskab.
Uden overhovedet at indlade mig på en fortolkning af Strunges forfatterskab, vil jeg mene, at netop denne forfatter er en tydelig eksponent for den ambivalens, ethvert – måske især ungt – menneske oplever indenfor en social organisering – altså det vi forstår ved samfund - hvor moral per definition opfattes som det nødvendige omdrejningspunkt for normativt samvær, både åndeligt og materielt.
Hos Strunge står man ansigt til ansigt med denne ambivalens. ”Ham kan jeg ikke klare, men jeg vil gerne se, hvor han ”ligger” alligevel”. ”Han er for meget, men han siger også noget…, nej det gider jeg ikke tænke på”. ”Hvordan kan det være, at typer som ham altid døde i 30 årsalderen”?
Strunge ”råber” om et dilemma, som eksempelvis en Roskilde Festival kun kan dulme for et par dage. Vi kan ikke stå af og komme væk. Den ”virkelige” virkelighed vil indhente os, og selv en afstandtagen fra pengejagt og ”kæft, trit og retning” kan ikke ændre, at enhver på godt og ondt er afhængig af et samfund. Man kan tavst stritte imod og lægge et par overflødige kroner, som en anden kan tage efter behov, hvis man ellers ved, hvor ånden lever.
Kultudvekslingen ved de to gravsteder har ikke meget at gøre med de glimrende forfatterskaber eller selve personerne, men mere med lune og trodsige karikaturer.
Det mytiske sprog er hverken sandt eller klart. Det er baseret på tågede forestillinger om værdier, som vi selv har behov for at holde levende.
Det finder derfor sted i de ovenfor nævnte forvrængede udtryk, som måske med tiden vil ændre karakter til det ukendelige, hvilket ofte er myters skæbne.
Jeg kan i skrivende stund fortælle, at jeg i dag på Dan Turèlls ellers vintertomme grav kunne iagttage en tom portvinsflaske og en guldkaramel.

Litteratur
Barthes Roland
1969 Mytologier.
(bib.) Rhodos.

Malinowski, B.
1970 Myth in Primitive Psychology
(1926) Negro Univ. Pr.
Westport Connecticut.

Rimbaud, Arthur
1971 En Sæson i Helvede.
(1873) Gendigtet af Rolf Gjedsted.
Thaning & Appels Forlag.

Turèll, Dan
1994 Dan Turèll. Et Forfatterskab i Udvalg.
Red. Asger Schnack.
Borgens Forlag.