I den floromvundne danske Guldalder var Assistens Kirkegård et fikspunkt i københavnernes verdensbillede. Den lå et godt stykke uden for byens volde, som syntes at holde døden på betryggende afstand; og dog var den ikke som romantikkens fjerne blå bjerge, men snarere som en horisont, der gav et fast perspektiv på livet: Livet til døden!
Man gyste for døden og koketterede med skrækken for levende begravelser, ligskænderier og gengangere, men om søndagen tog man familie og madkurv med ud af Nørreport, til fods eller med wienervogn, til den smukke have ude på Nørrebro.
For andre gik livets vej over sukkenes bro, men for alle ville den i sidste ende gå over Peblinge Broen til Assistens Kirkegård; de dødes by lå der ude og ventede, mens hovedstadens borgere livet igennem indøvede vejen til døden ...

Fiks idé om tidlig død
Søren Kierkegaard (1813-55) vidste nok, at han skulle dø, og han vidste også, at hans afsjælede legeme engang ville blive stedt til hvile i familiegravstedet på Assistens Kirkegård – side om side med faderens og moderens, en søsters og en broders samt en svigerindes.
Han vidste ikke, hvornår han skulle dø, men havde alligevel troet faderens skrækkelige vision; at hverken han eller nogen af hans søskende ville blive mere end 33 år.
Det var en fiks idé, men de hyppige dødsfald i familien gjorde deres til at iklæde kimæren troværdighedens skin.
Dødsfaldene – Søren Michaels i 1819, Maren Kirstines i 1822, Nicoline Christines i 1832, Niels Andreas’ i USA i 1833, mor Annes i 1834, Petrea Severines i 1835, svigerinden Elise Marias i 1837 og fader Michaels i 1838 – gav også Søren Kierkegaard en praktisk indsigt i kirkens ritualer ved ligbegængelse.
Men hvilken præst der prækede ved båren, hvilke sange der blev sunget i kirken, hvilken klasse ligvogn der kørte kisten til kirkegården, om der blev holdt ligtale ved graven, ved vi ikke, for Kierkegaard nævner aldrig disse begivenheder med et ord.
På et senere tidspunkt holder han ganske op med at tage del i begravelser: Da tante Øllegaard den 7. maj 1855 skal begraves, sender Michael Andersen Kierkegaard gennem bedemanden som det selvfølgeligste i denne kristelige verden besked til sin nevø i Klædeboderne om, at han på begravelsesdagen vil blive afhentet med indbydelsesvognen. Men det frabeder nevøen sig i et brev dateret 4. maj 1855:

„Kjere Onkel!
Idag var Bedemanden hos mig, traf mig ikke, men efterlod den Beskeed, at der til bestemte Tid vilde komme en Vogn for at afhente mig.
Det er i den Anledning jeg maa skrive Dem disse Par Linier til, for at sige Dem, hvad jeg ellers vilde have ladet Dem sige gjennem Bedemanden: at De maa have mig undskyldt. I en lang Række af Aar har jeg aldrig fulgt Nogen til Jorden, end ikke af den nærmeste Familie, hvad Onkel selv vil være vidende om, thi jeg fulgte hverken Tante i Gothersgaden eller Fætter Andreas, saa jeg jo nok vilde fornærme Andre, der netop ville være tilstæde, hvis jeg her gjorde en Undtagelse.
Altsaa, kjere Onkel, hav mig undskyldt. Og saa vil De maaskee tillige sige Bedemanden det, at der da ingen Misforstaaelse opkommer, og han sender Vogn for at hente mig.
Hils Peter fra mig.

Deres S. Kierkegaard“.

Hvis man vil anse Kierkegaards bevisførelse for tilstrækkelig og overbevisende, så må man dømme, at det vitterligt er en ‘lang række af år’, han ikke har taget del i nogen ligfærd, for ‘tante i Gothersgade’ døde allerede 4. jan. 1844 og blev begravet på Assistens Kirkegård fire dage senere. Tante Karen var gift med Sørens farbror, Anders Andersen Kierkegaard, og med ham fik hun bl.a. ‘fætter Andreas’, der døde i 1853; i øvrigt er den Peter, som Søren sender sin hilsen, hans lamme fætter, Hans Peter Kierkegaard, hvis sygdom han nok i højere grad har anset som en passende disposition for det Nye Testamentes kristendom end kokette tårer ved et imponerende ligfølge: „Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde.“

Skandale ved begravelsen
Kierkegaards egen ligbegængelse fra Frue Kirke søndag den 18. nov. 1855 kl. 12.30 blev ikke desto mindre et tilløbsstykke – og tillige en skandale, der sikrede begivenheden mod historiens glemsel, for i disse næsten moderne tider havde journalisterne allerede overtaget krønikeskrivernes metier:
„Hvis der havde behøvedes noget Vidnesbyrd om, at det var en ualmindelig Mand, der igaar stededes til Jorde“, skrev det liberale Fædrelandet, „saa blev et saadant givet af de Tusinder, der opfyldte hver Plet i Frue Kirke, saa at denne, paa de manglende Sørgedecorationer nær, saae ud aldeles som ved Thorvaldsens, Oehlenschlägers og Ørsteds Jordefærd.“
Som de øvrige hovedstadsaviser kunne Fædrelandet også fortælle om, hvordan de mange mennesker var fulgt med ud til graven på Assistens Kirkegård, hvor Kierkegaards nevø vakte opstandelse ved i en ulovlig ligtale at beskylde kirken for at have tilranet sig liget af sin argeste modstander.
Allerede ved ligtogets udgangspunkt, Frue Kirke, havde Morgenposten bemærket, hvordan bruset fra skandalen skyllede over Nørregade og lige op i biskoppens bolig på hjørnet til Studiestræde:
„En talløs Menneske-Masse havde altsaa forsamlet sig ligeoverfor Biskop Martensens Residens. Det maa have været en underlig Følelse, hvormed denne Biskop Mynsters Efterfølger, denne værdige Repræsentant for den ‘officielle Kristendom’, saae sin sejrrige Modstanders Lig samle en saa imponerende Skare omkring sig.“

Biskop Martensen’s grav ligger et velrettet stenkast fra Kierkegaards gravsted
Som bekendt havde Kierkegaard investeret sit livs sidste kræfter på et frontalt angreb på den danske folkekirke.
Den umiddelbare anledning var, at Martensen havde kaldt Mynster for et „Sandhedsvidne“ og således sat ham på niveau med en apostel; det var han aldeles ikke, vidste Kierkegaard, og den begravelse, som Mynster havde fået den 7. feb. 1854, var vel en konge værdig, men sandelig ikke et sandhedsvidne – end sige en martyr!
Om morgenen var Mynsters kiste af studenter blevet båret fra bispeboligen over i Frue Kirke, hvor der blev holdt æresvagt, indtil det impossante sørgefølge ankom; dette bestod bl.a. af overhofmarskallen, enkedronningens hofchef, arveprinsen og de øvrige kgl. prinser samt hele det siddende ministerium, ligesom også enkelte udenlandske ministre blandede sig i kirkekongens ligfølge. Naturligvis var den gejstlige stand repræsenteret ved et par hundrede præster og biskopper, og når disse ikke indlagde sig fortjeneste ved at tale pænt om den afdøde ved kisten, sang studentersangforeningen til lejligheden komponerede kantater af Hartmann og Paulli.
„Processionen ud af Kirken aabnedes, som da den kom ind, af de Studerende, der nu bare Kisten, som Geistligheden fulgte nærmest“, fortæller Berlingske Tidende samme dag. „Da Toget var kommet ud paa Gaden traadte et Chor af Drenge ind i Toget efter Kisten, som anført af Basuner sang, saa langt som Følget gik tilfods, Psalmen: ‘Hvo veed hvor nær mig er min Ende’. Ved Byens Port blev Kisten sat paa Liigvognen, og Følget begav sig for Størstedelen i Vogne videre til Assistenskirkegaarden, hvor Graven er ved Siden af Brøndsteds, tæt ved Ørsteds.“

Et marmorkors er knækket af, så biskop Mynsters gravsted tager sig i dag ydmygt ud
Den sidste tur til Assistens
Den dag vidste Kierkegaard vel ikke, hvor nær – blot halvandet år – hans egen ende var, men da enden var kommen, blev også han fulgt på vej til salmens lidt utidige spørgsmål: Hvem ved, hvor nær... Nå, det var vel også i højere grad rettet til følget, der sikkert lod det foruroligende spørgsmål fare for i stedet at spejde efter skurken i vinduet over for; andre med knap så frimodige interesser kastede måske et blik ned mod Nytorv, hvor de kunne se Kierkegaards barndomshjem, ligesom sørgetoget nu ad Nørregade passerede to af hans senere bopæle.

Et stort men anderledes følge
Følget var omtrent så stort som Mynsters, men lignede snarere et pøbelopløb, da det som stinkende vand i en københavnsk rendesten maste sig vej ned gennem den alt for smalle gade, forbi Krystalgade, tidligere tiders Skiddenstræde, og ned til Nørretorv, som magistraten med lige så stor hensyntagen til god tone havde døbt det fordums Skiddentorv.
Nu til højre langs volden og hen til Nørreport, der som Himmerigs Port var så smal, at der dårligt kunne slippe mere end en enkelt igennem ad gangen; vogne var der næppe nogen, der havde bestilt til ligfølget, der ikke just ved sin fremtoning røbede, at den afdøde var søn af en af stadens engang rigeste købmænd – og selv på vej over i historien.
Med sig – ikke ud til Assistens Kirkegård, men over i historien – havde Kierkegaard taget sin fordums forlovede Regine, der nu var rejst med sin mand, Frederik Schlegel, til de Dansk-Vestindiske Øer. Hun havde ikke glemt Kierkegaard, og i København var der sandelig også andre end ham, der huskede hende – eller i det mindste deres brudte forlovelse.
Halvanden måned før Kierkegaards død skrev den 25-årige stud.theol. Christian Henrik de Thurah et stærkt perfidt Riimbrev til Johannes Forføreren alias Dr. Søren Kierkegaard:
„Og tænkt igjen, hvor mageløst,
At Du blev fra Dit Løfte løst,
Som Du engang den Kvinde gav,
Der vilde fulgt Dig til Din Grav“;
nu kunne Regine – hverken som fru Kierkegaard eller som fru Schlegel – følge ham, men i stedet anbefaler den artige de Thura doktor Kierkegaard at samle sig en skare gadedrenge for at drage dem med sig til Assistens Kirkegård:
„Tag dem til Kirkegaarden med,
Først ved Din Faders Hvilested
Du standse skal og række Tunge,
Raab saa: ‘Her er Din Horeunge!
Æh! Bæh! Du gamle Horebuk,
Du kan ei svare noget Muk!’“
Gadedrengene var nu på vej ud af Nørreport, gennem barrieren, over voldgraven og så ad alléen (den fjerneste halvdel af vore dages Vendersgade) ud mod Peblingebroen (i dag Dr. Louises Bro).
Her havde Kierkegaard spadseret mange gange, og ofte må han være blevet passeret af både den bedste ligvogn til 20 rigsdaler – med retning mod et nyt monument blandt de andre – og den billigste med retning mod de fattiges frijord uden for kirkegårdsmuren:
„Jeg har ofte tænkt mig ved en Grav“, skrev han i en kasseret dedikation til sine Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847); „hvis da alt Udmærket og Herligt var samlet i Følget, hvis Festligheden var udbredt over den talrige Skare – ja Ære og Priis være Den, der var saaledes begavet at han da kunde forøge Festligheden ved bevæget at være de Manges Tolk, være Udtrykket for Sorgens Sandhed: jeg formaaede det ikke! Men dersom det var den fattige Liigvogn, og Ingen fulgte, hvis kun en fattig Kone gik ved Siden, den Dødes efterladte Hustrue, hvem det nu første Gang hændte, at Manden tog ud uden at tage hende med – hvis hun bad mig derom: ved min Ære jeg skulde holde Liigtale trods Nogen.“
Hvis den fattige enke således ville tage til takke med Kierkegaards ligtale, så kunne hun til gengæld spare udgifterne til en del andre dødsrekvisitter, som eksempelvis blev udbudt af madam Holm i Gothersgade; hendes „Udsalg af færdige Liigklædninger, Voxlagener og Sørgepynt, m. M.“ var, ifølge en annonce i Adresseavisen, „altid forsynet med hvide dobbelte Voxlagener til 10 Rbd. og høiere Priser, Cambrics-Liigklædninger fra 8 til 10 Rbd., Shirtings dito fra 4 til 7 Rbd., samt Liigkapper, Liigkrandse, Præstekraver, (gamle vadskes og opsættes), Tøi udhugges, Sørgegardiner indtil 6 Al. Længde udleies. Endvidere haves færdige Flors- og Linons-Kapper, Kraver og Fraiser. Tillige haves færdigt Kunst-Haararbeide og Hestehaars-Armbaand. Haar modtages til Fletning.“
I stedet har enken nok henvendt sig ude på Nørrebro, hvor hun på Nørre Landevej (vore dages Nørrebrogade) kort før kirkegården kunne købe et simpelt trækors til sin afdøde mands grav for bare en halv rigsdaler...
Kierkegaard er nu med sit tusindtallige følge på vej ind på Assistens Kirkegård ad Kriegers Port til venstre for graverboligen på hjørnet af Nørre Landevej og Kirkegaardsvei (nu Kapelvej); men da forfatteren af disse linier ikke selv har lyst til at træde dødedansen foran Kierkegaards grav, så kommer læseren ikke med ind på kirkegården og må i stedet tage til takke med, hvad Kierkegaard i 1837 – som en endnu levende – skrev i en lakonisk dagbogsoptegnelse:
»Det er en underlig Indledning til et Besøg paa en Kirkegaard, et nydeligt lille Pigehoved sad hos Graveren med Ansigtet paa Ruden og tittede nysgjerrigt ud.«
Peter Tudvad

Kierkegaards univers