Lægen Emil Hornemann

En tiltrængt indsats for folkesundheden

Emil Hornemann og Brumleby
For at forstå dette, er det nødvendigt at forstå, dels hvad han oplevede i London, dels hvordan Københavns sanitære forhold så ud på Hornemanns tid.
I London var industrialiseringen slået igennem og Hornemann beskriver, hvordan arbejderne blev nedbrudt på sjæl og legeme. Under opholdet i London blev Hornemann påvirket af de socialhygiejniske opfattelser, som man i dag ville kalde socialmedicinske, opfattelser som allerede på det tidspunkt var slået igennem i London.
En opfattelse som prægede Hornemann i hele hans virke.

København på Hornemanns tid
København var præget af for mange mennesker på for lidt plads, og hvad vi i dag vil betragte som hårrejsende sanitære forhold. Toiletter i vores forstand eksisterede ikke. I stedet havde man åbne latringruber, dvs. en art mødding, som blev tømt 2 gange om året! Latringruberne i gårdene var utætte, det var de vogne, der kørte latrinen til Amager også, så gaderne var i bogstavelig forstand bemøgede. Drikkevand fik man fra forskellige ”kilder ” – vandet blev ledt i render fra Københavns omliggende søer og endte f.eks. i Rosenborg Slotsgrav, der både blev brugt til drikkevand og til spildevand.
Københavnske læger havde tidligere påpeget problemerne med de sanitære forhold, men havde ikke fået opbakning fra myndighederne.

Hornemanns initiativer
I 1847 offentliggjorde Hornemann artiklen: „Om adskillige mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygiejne som Middel herimod“. I artiklen beskrev Hornemann de forhold der, efter hans mening, især bidrog til de dårlige hygiejniske forhold i Danmark: Gadernes urenlighed, renovationens slethed og kældersumpenes stank. Hornemann kom med forslag til, hvordan problemerne kunne løses:
Vandforsyningssystemet skulle ændres, så vandet blev ledt i jernrør (mod nu trærør) og pumpet op ved dampkraft. (Dette ville muliggøre indførelse af wc’er, fordi vandet ville være under tryk).
Kloaksystem skulle indføres (til afledning af spildevand, så det ikke blev blandet med drikkevand)
Bedre gadefejning og fjernelse af renovation (gaderne flød med affald)
Ud over disse sanitære forbedringer vidste Hornemann, at det var nødvendigt med bedre boliger, hvilket han gjorde opmærksom på i forskellige artikler.
DeDer skulle imidlertid gå nogle år, før der skete noget - der skulle en koleraepidemi til.
Koleraen var brudt ud i Europa, og i 1851 blev der i København nedsat en kommission, der skulle foreslå forholdsregler til forebyggelse af epidemien. Hornemann var medlem af kommissionen.
Samme år blev der bygget 38 nye boliger på Christianshavn, bl.a på baggrund af Hornemanns artikler om de elendige og sundhedsmæssigt uforsvarlige boligforhold for arbejderklassen.
Kommissonen kom med en række forslag, der kunne forbedre forholdene, f.eks. at brønde, der ikke blev benyttet, skulle dækkes til, og at gader og veje skulle renses for affald dagligt. Forslagene blev imidlertid ikke ført ud i livet. Efter et mindre forsøg på 2 måneder mente kommunen, det var for dyrt.
Koleraen kom til København i sommeren 1853.
Hornemann grundlagde og blev formand for den private Lægeforening mod Kolera, der organiserede bekæmpelsen af epidemien.
Foreningens initiativer bestod bl.a. i organisering af husvisitationer, hvor man lokaliserede sygdomstilfælde, bespisning af familier, fordi dårligt ernærede var mere modtagelige for smitte og udflytning af familier fra truede områder – de dele af København med de dårligste sanitære forhold.
Første trin var en opfordring i aviser til læger og medicinstuderende om at melde sig til at foretage visitationer i husene og til at give beboerne „Enhver nødvendig Underretning og Hjælp til Sygdommens Forebyggelse“. Opfordringen var underskrevet af Hornemann og 5 andre læger. Lægeforeningens arbejdsplan havde 3 punkter – Det første punkt var husvisitationer med det mål at opspore tilfælde og henvise til distriktslæger eller til læger på anmeldelsesbureauer. Det andet punkt var oprettelse af bespisningsanstalter for mindrebemidlede, truede familier. Det tredje punkt var udflytning af familier fra de truede områder.

Koleraen på Nørrrebro
På Nørrebro var der anmeldelsesbureau i Amts- og Tinghuset på Blegdamsvej. Fra sidst i juli 1853 til slutningen af august var der 100 patienter. Heraf døde 67 på det nødhospital, der blev indrettet i en skole på Blegdamsvej. Koleraen var mest udbredt i Blågårdsgade og i Ravnsborggade. På Nørrebro blev der indrettet bespisningsforening og teltlejre. Der var en inspektør i hver lejr, vagtposter og brandvagter og et ordens- og adfærdsreglement for, hvornår man måtte opholde sig i teltene, hvornår teltene skulle udluftes o s v. I teltlejren på Nørrebro boede 365 personer, i teltlejren på Christianshavn 376. I alt blev 1500 udflyttet, dels til Rosenborg Kaserne, og dels til 30 træbarakker med plads til 180 familier ved Sortedamsageren. Barakkerne var beboet indtil 1857.
Til sammenligning var Christianshavn med mange huse i små gyder det kvarter, der var hårdest ramt med 8,2% syge og 5,4% døde. Klaus Hertel skriver om forholdene i Udenbys Klædebo Kvarter, der omfatter Nørrebro og Østerbro, at der var næsten ligeså mange tilfælde og større dødelighed: „De nye områder blev beskyldt for at være for hastigt opført uden hensyn til renovation, boligstørrelse eller vejplanlægning og beviste altså at de var farlige at bebo under epidemier.“
Københavns befolkning var på det tidspunkt omkring 130.000. Da epidemien sluttede i oktober var 4737 personer døde af kolera.
Hornemanns vurdering var, at visitationerne havde været en moralsk trøst og opmuntring for de syge. Det havde ikke været muligt at foretage hygiejniske forbedringer på stedet, men udflytningen havde haft stor betydning for, at en stor del af de 1500 udflyttede fra de dårligste boliger havde reddet livet.

Brumleby
Ved indgangen til Lægeforeningens boliger Brumleby sidder et skilt med teksten:
„I året 1853 kom koleraen til København. Lægen Emil Hornemann tog samme år initiativet til at bygge Lægeforeningens boliger på Østerbro som de første sociale arbejderboliger opført i det åbne land uden for voldene.
Gottlieb Bindesbøll blev arkitekt for byggeriet, og de første 8 blokke blev påbegyndt allerede i efteråret 1853. I 1860’erne blev der opført yderligere 10 blokke, denne gang med Vilhelm Klein som arkitekt. Hele anlægget med Husholdningsforening, Børneasyl, Badeanstalt, Mødesal og Sløjdskole stod færdigt omkring århundredeskiftet.Lægeforeningens boliger, Brumleby blev fredet i 1959.“
Fundatsen for Lægeforeningens boliger (1857) omtaler formålet med foreningens byggerier, “sunde og billige boliger for de ubemidlede klasser af Hovedstadens befolkning. Beboernes sundhed, sædelighed og tilfredshed søges så vidt muligt fremmet ved hensigtssvarende reglementariske bestemmelser, navnlig til overholdelse af god orden og renlighed.“
Det sundhedsmæssige blev knyttet sammen med et sanitært og et moralsk sædeligt motiv, og der blev ansat pladsmænd til at holde øje med at beboerne opførte sig ordentligt. Pladsmændene fungerede som en slags internt ordenspoliti, der overvågede og kontrollerede beboerne.
Bebyggelsen blev opført på Øster Fælled på en grund, kommunen havde stillet til rådighed. Kommunen ville ikke selv bygge til de fattige, men bøjede sig for Lægeforeningens argumenter for, at en ny koleraepidemi kunne bryde ud, hvis ikke der blev bygget bedre boliger.
Hornemann var formand for bestyrelsen for Lægeforeningens boliger til 1888. Grunden var stillet til rådighed, men arbejdet med at få finansieret lejeboligerne måtte bestyrelsen selv stå for, og bl.a Statsanstalten for Livsforsikring ydede lån.
Brumleby var karakteriseret ved, at der var lys og luft mellem de 2 etagers blokke, der bestod af 1 og 2 værelsers lejligheder med separat indgang, bestemt for familier, enlige og enker.
I 1858 var Hornemann initiativtager til en skandinavisk kongres for sundhedspleje, og deltagerne så mønsterboligerne på Fælleden.
I 1865 deltog han ved stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening, der bl.a. opførte Kartoffelrækkerne.
Hornemann var medvirkende til en række andre forbedringer i København.
Han fik afgørende betydning for den fabrikslov, der nu omtales som den første arbejdsmiljølov, og i 1872 forbød børn under 10 år at arbejde i fabrikker og indførte regler for børnenes arbejdstider.
I 1875 var han stærkt medvirkende til, at der blev forbud mod beboelse i kældre.


gademotiv fra Brumleby

Litteratur: Karin Lützen: Byen tæmmes, Hans Reitzels forlag, 1998. Klaus Hertel: Tre store københavnske epidemier, FADL’s forlag, 1980. Hans Helge Madsen: Brumlebys historiebog. Nationalmuseet, 1979.