HENRY HEERUP
1907 - 1993
Heerup blev født i København i 1907. Han boede i sin barndom
på Nørrebros Runddel. Han kom i lære som bl.a. litograf, bronzestøber
og stenhugger 1922-27. Fra 1927-32 blev han uddannet på Kunstakademiet
i København under Aksel Jørgensen Og Ejnar Nielsen, samt en kort tid på
billedhuggerskolen.
Han debuterede i 1929 på en separatudstilling. Fra ‘42 var han medlem
af Corner-Høstudstillingen, fra ‘43 - 49 af Høstudstillingen og fra
‘49 af Decembristerne.
 Med
udgangspunkt i sin jordiske og meget nære hverdag har Heerup skabt et
fantasifuldt univers, hvor drøm og virkelighed væver sig sammen til en
forbløffende helhed. Det umiddelbare udgangspunkt for Heerup er som regel
en oplevelse af omgivelserne, der kalder på hans meddigtende evner og
gør krav på at blive omsat til et billede; et stykke af virkeligheden
bliver forvandlet af fantasiens omskrivninger. Symbolsproget med cyklen
, klokken, hjulet , hjertet, forstret, overflødighedshornet og alle de
andre letforståelige tegn for kærlighedslivet understreger hans umiddelbart
fabulerende fortælleglæde.
I malerierne interesserer Heerup sig mere for farvens rene udtryk end
for dens naturalistiske tilhørsforhold. Han var meget tidligt inde på
denne tankegang. I 1927-28, i Aksel Jørgensens skole på Kunstakademiet,
malede han en smuk, jødisk nøgenmodel, og i sit billede søgte han at give
udtryk for sin betagelse af spillet mellem det sorte hår og den hvide
hud ved at male håret grønt og huden gul. Heerup har også anvendt rene
symbolfarver med oprigtig uskyld. Falskheden er gul, misundelsen er grøn,
svanen hvid og hjertet rødt. Farverne kan være sarte og fintmærkende,
navnlig i en periode fra midt i 30’erne og ind i 40’erne, men
som regel er de stærke og direkte.
Heerup bevæger sig frit inden for et felt, der omfatter maleri, grafik,
tegning og skulptur. Hans foretrukne udtryksformer er oliefarve, oliekridt,
linoleumssnit, sten- og skraldeskulpturer. I arbejdet med skulpturerne
bliver grænserne for hans fabuleringer afstukket af stenens form og natur.
Under hugningen må den ikke miste sin karakter; dens tunge og umedgørlige
kraft betyder noget afgørende for ham. I granitten kan han hugge fra,
aldrig lægge til. I skralde-skulpturerne gælder det modsatte princip;
de stykkes sammen af alle mulige kasserede ting. For Heerup drejer det
sig om at give alt det vragede skrammel nyt eventyrligt liv.
Selv om Heerup ikke har nogen relation til den abstrakte ekspressionisme
i maleriet, tilhører han kredsen omkring kunsttidsskriftet Helhesten,
Høstudstillingen og Cobra. Nogle af de fælles bestræbelser inden for denne
kunstnerkreds gjaldt en ren umiddelbarhed i udtrykket, en ligefrem styrke
i billedsproget og en frigørelse af fantasiens skabende kraft. Lige fra
begyndelsen har Heerup haft disse egenskaber i sig som et naturligt medfødt
talent og han har brugt det til at sætte præg på en lang række litografier,
bogomslag og -illustrationer, bomærker, brugsgenstande o.lign. Heerup
har udgivet en række bøger, bl.a. børnebøger.
 Heerup
stiftede nissernes fagforening, som kun havde et medlem, nemlig ham selv.
Så længe han levede, gik han hvert år på Assistens Kirkegård og besøgte
H.C.Andersens grav på dennes fødselsdag. Han stod foran gravstenen og
sang den tekst der står på den:
"Den Sjæl Gud i sit Billede har skabt
er uforkrænkelig, kan ei gå tabt
Vort Jordeliv her er Evigheds Frø
Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe"
Henry Heerups grav
|
