Jeg veed hvor der findes en have så skøn...

Samtidig med byfornyelsen af Frederiksstaden, blev der i 1750-erne vist øget interesse for - i sundhedens navn - at samle de mange små københavnske kirkegårde til én stor - udenfor voldene. Det fundne areal, udlagt som „assistence kirkegård“, svarede stort set til Assistens Kirkegårds nuværende afdeling A, området beliggende på hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade.
I vore dage benytter mange stedet som rekreativt område, en tanke der ikke ligger fjernt fra benyttelsen af kirkegårdsområdet i slutningen af det 18. århundrede. Sommer og vinter besøges Assistens Kirkegårdens område af folk, der nyder stedets fredsommelighed og dets natur. Samtidig virker Assistens gamle Kirkegård som en moderne skulpturpark, hvis største aktiv er de bevaringsværdige, gamle gravsteder, skabt af skiftende tiders kunstnere. Frederik Höegh Guldberg, søn af statsmanden og kunstsamleren Ove Höegh Guldberg, der afsatte Struensee, udgav i 1796 sit digt: „Assistencekirkegaarden en elegisk idyl“. Helt i den herskende naturromantiske stil, slog digtet til lyd for naturoplevelsen på stedet. Kirkegårdens blanding af natur, de mange gravsten, kapeller og epitafier, opfattedes altså allerede dengang - som nu – i stil med mange herregårdsparker og slotshaver, som et yndet udflugtsmål.

Den romantiske have
Kunstneren og billedhuggeren Johannes Wiedewelt anlagde i Jægerspris i årene 1777-79 sin berømte Mindepark. Den indeholdt ingen grave, men en hel række mindestøtter præget af symbolik. Mindesmærkerne var opstillet til ære for en række fortjenstfulde danske mænd. Den politiske betydning af mindeparken havde sin baggrund i den daværende regering, med dronning Juliane Marie og Ove Höegh Guldberg i spidsen. Hele haven kan ses som et propagandamonument, eller en visuel ideologisk baggrund, for „lov om indfødsretten“, der blev indført i 1776. Selve parkanlægget bestod af slyngede stier, en sneglehøj - som blev benyttet meget som „pittoresk element“ i europæisk havekunst, samt de opstillede monumenter. Naturinteressen var ikke kun tydelig i havekunsten, men symptomatisk for samtiden. I takt med den større naturinteresse ønskede flere og flere af det københavnske borgerskab og adel, at blive begravet i „fri luft“, hvor man tidligere var blevet begravet under gulvet i kirken. Gravstedet skulle forsynes med et passende monument, helst i rustik naturlig sammenhæng med det omgivende landskab - som en park. Jægersprisanlægget og Assistens var et udtryk for samme naturromantiske idé.
I 1779 udkom værket „Theorie der Gartenkunst“ af C.C.L. Hirshfeldt, hvori han bl.a. påpeger de naturlige, æstetiske såvel som sundhedsmæssige fordele ved udenbys begravelse.
Naturromantikken i den sidste halvdel af det 18. århundrede - en slags tidens trend - havde sit oprindelige udspring i Paris, den tids førende metropol. Her havde filosoffen Rousseau virket for de samme tendenser, som han i værkerne „La nouvelle Héloïse“ og det børneopdragende værk „Émile“, udtrykker i en længsel efter naturparken og naturtilstanden. Goethe benytter sig i det berømte værk „Den unge Werthers Lidelser“ ( 1779) af den samme længsel, idet han i en scene beskriver længslen efter naturtilstanden således:
„Hvor glad er jeg ikke over, at mit hjerte kan føle den simple, uskyldige lykke hos det menneske, der på sit bord sætter et kålhovede, som han selv har avlet og nu ikke alene nyder kålen, men alle de gode dage, den dejlige morgen, da han plantede den, de yndige aftener, da han vandede den og dér fandt sin glæde i dens fremadskridende vækst, alt sammen igen i et eneste øjeblik.“

Forsideplanche til: Recueil des Plans du Petit Trianon 1786. Biblioteca Estense, Modena, Italien.

Den naturromantiske bølge var en del af en æstetisk omvæltning der udgik, som den der samtidig angik det sociale liv, fra Rousseau. Beskrivelsen af Julies „vilde have“ med de bugtende og uregelmæssige gange og stier,fyldte et helt „brev“ i „La Nouvelle Héloïse“, og tendensen i denne allerede i 1760 udkomne roman forøgede den æstetiske omvæltnings betydning, socialt som kunstnerisk.
Rousseaus gravsted - anlagt på en lille ø midt i slotsparken ved slottet Ermenonville i Frankrig, var valfartssted for flere naturinspirerede europæere der passerede gennem Frankrig på deres „Grand Tour“ - en dannelsesrejse af flere års varighed. Havens berømthed var i sig selv så stor, at den franske dronning Marie Antoinette, besøgte stedet i 1780, hvor hun dvælede længe ved synet af gravøen og dens udsmykning af melankolske poppeltræer.

Marie Antoinette. 1791

Natursværmeriet og teatret - formidling af teori i praksis
De der ikke læste og diskuterede tidens filosofi, kunne i teatret blive påvirket af de samme tendenser uden at åbne en bog.
Allerede i 1762 havde Johannes Wiedewelt, som udførte flere billedhuggerværker til Assistens, i en gave til kong Frederik V udtrykt en sammenligning mellem havekunsten og teatret:
„En Hauge er det Theater hvorpaa jeg agter at opføre adskillige Decorationer, og de afvexlende Objecta, som giøre samme behagelig, give overflødig Anledning til Forandringer af Monumenter. Historie, Fabel, Allegorie og alt hvad Naturen kan tilbyde, for at pryde de sindrigste Konststøtter, give her Anledning til at tænke“.
Ved det danske hof begyndte forbindelsen mellem naturen og teatret at antage visuel form under dronning Caroline Mathilde. I oktober 1770 havde arkitekten Harsdorff afleveret et projekt til lystslottet Frydenlund. I stil med det man i Frankrig kaldte „une folie“, et dobbelttydigt begreb der både betød en grille eller et raffineret lille landssted, ønskede hun et sted der var helt hendes eget, hvor hun kunne opføre sig som hun ville, uden hoffets båndlæggende ceremoniel. Caroline Mathilde var meget musikalsk. Dette sammenholdt med hendes unge alder gjorde, at hun til sin personlige underholdning foretrak franske komedier og syngespil af den lettere genre. Disse syngespil omhandlede oftest ægte kærlighed udsat for prøvelser, parret med et ønske om den enkle levevis hos bønder, indsat i et romantisk natursceneri. Denne genre blev, i takt med at århundredet gik på hæld, mere og mere populær.

Kobberstik af Peter Cramer fra syngespillet Annette og Lubin

Til Caroline Mathildes lysthus - der var inspireret af ønsket om en tilbagevenden til naturen - ønskede dronningen dekorationer i form af dørstykker og vægmalerier, som forestillede scener fra den franske opera comique. Til disse dekorationer benyttede man teatermaleren Peter Cramer. Således blev udsmykningen af huset en række tableauer fra teaterscenen, som indholdsmæssigt angav lystige temaer der sværmede for naturromantikken, en enklere mere fri levevis, samt ægte kærlighed og troskab, ofte med et lille gran af melankoli. Et projktforslag af Peter Cramer på Kobberstiksamlingen viser en scene fra det franske syngespil „Annete og Lubin“. Den enkle løvhytte som parret bebor har en fremtrædende rolle i Cramers motiv, som igen ikke ligger langt fra den franske arkitekt og landskabsdesigner Laugiers forside i „Essai sur l´Architecture“, fra 1753 - et kendt teoretisk værk om arkitekturens oprindelse.
1762 udkom Johannes Wiedewelts „Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed“. Værket er ikke blot et udtryk for Wiedewelts egen tankeopfattelse og idéunivers, men sætter ord på forholdet mellem Wiedewelts eget medie - tegningen - og samspillet mellem naturen, antikken og tidens ideal. Han siger bl.a.:
„En Malere anseer den hele Natur som en Skueplads, der forestiller ham tvende Forandringer til at efterabe. Men hvor usikker og uvis er han ved en saa stor Tummel og Blanding af Aspecter i at velge det Skiønne, dersom han ikke ved Antiquitetens Studium er bleven grundigen undervist og forvisset om de ædleste Skiønheder og Fuldkommenhedens Regler“.
„ Men naar man overvejer af hvad Aarsager de Ældstes Arbejder beholde Fortrinnet udi den sande og gode Smag, nemlig, fordi de nærme sig meere Naturen udi sit fuldkomneste Væsen, end Smagen i de senere Tiider: og naar de ældste Grækers og Romeres Arbeider betragtes i den Henseende og ikke alleene for deres Ælde og Navn, da bliver en Konstners Stiil, som haver meest liighed efter den antique Smag, det sikreste Middel til at giøre hans Arbeide behageligt, som er den fornemste Lov at indtage og lokke en Tilskuere til nøiere at betragte og undersøge indholdet af det forestillede Væsen“.
Wiedewelts teorier afspejler så udmærket forbindelsen mellem hans egne projekter på kirkegården og tidens smag for antikken som inspirationskilde. Sammensmeltningen af antikken, naturen og teatret, er især tydelig på et stik forestillende Det Kgl. Teaters scene. Ved digteren Ewalds død i 1781 opførte teatret en mindefest, hvor det opførte tableau til digterens minde bestod af en romersk eller „antik“ urne flankeret af allegorier på „Religionen“ og digternes muse „Melpomene“ - denne sidste i skikkelse af en af datidens feterede stjerner, Jomfru Møller.

Scenebillede fra Det kongelige Teaters mindefest til ære fordigteren Johannes Ewald. 1781. Kobberstiksamlingen.

Fra engelsk have til fransk tolkning
I Danmark var vi - i tiden inden guldalderens politiske nedtur med statsbankerot og tabet af Norge - en kulturel stormagt med mange udenlandske forbindelser. Den intellektuelle indsprøjtning, som Danmark fik med oprettelsen af Kunstakademiet, blev desuden næret af mange indvandrere, først og fremmest fra de tyske hertugdømmer, men også med impulser fra Frankrig og England.
Da statsmanden Johan Bülow i midten af 1790-erne anlagde haven ved Sanderumgård i såkaldt „engelsk stil“, må han have læst Horace Walpoles bog „Essay on Modern Gardening“( 1770), som var blevet skænket Kronprins Frederik (VI) af Walpole selv, ved Bülows og den dansk-islandske videnskabsmand G.J. Thorkelins mellemkomst. Thorkelin selv, der i 1786 var på rejse i England, kan også have videreført engelske impulser til vennen Bülow. Thorkelin ligger iøvrigt selv begravet på Assistens Kirkegård.
Af størst betydning for havekunstens udvikling herhjemme, såvel som kontinentalt, var den franske tolkning af begrebet „engelsk have“. Her var den nye naturlige havestil mere end blot mode - den var et angreb i teori og praksis på den franske barokhave, som følsomme folk i slutningen af det 18. århundrede kaldte kedelig, forudsigelig og kvælende. I lighed med de politiske omvæltninger som prægede Frankrig, var havekunsten udsat for intet mindre end en revolution - men vel at mærke en revolution der fik sit afsæt oppefra - fra det franske hof. Her havde man i løbet af 1760-erne påbegyndt flere naturparker og tilhørende lystslotte. I løbet af 1770- og 1780-erne, skulle disse anlæg kulminere i selve indbegrebet af en naturromantisk have: Dronning Marie Antoinettes Trianon. Haven blev anlagt over 14 år og bestod af selve lystslottet Trianon med tilhørende privatteater, en kaskade, flere søer, grotter, slyngede stier og sjældne træer samt en lille stråtækt landsby.
Flere medlemmer af den franske kongefamilie ejede lystslotte, bl.a. hertugen af Condé, som på sit enorme slot Chantilly, med arkitekten Leroy i spidsen for projektet, var helt nyskabende på området.
Af denne park, og flere lignende, eksisterer idag desværre kun få spredte rester. Takket være den franske revolution blev flere anlæg ødelagt, og de bærer idag kun spor efter en ringe afglans af lokaliteternes svundne storhedstid. Memoirer omtaler f.eks. i forbindelse med et besøg hos grevinden af Provence i Raincy en pittoresk havescene med en skuespiller udstyret som eneboer, siddende i en løvhytte. Løvhytten var imidlertid en kulisse og var invendigt udstyret med forgyldte spejle, silkesofaer etc.
Med Trianon ser tingene lysere ud, først og fremmest fordi der eksisterer beskrivelser, komplimenteret af tegninger, ud fra hvilke man har kunnet genskabe hele anlægget. Ved udenlandske statsoverhoveders besøg i Trianon, f.eks. Gustav III´s besøg i 1784 og Storhertug Paul (I) af Rusland i 1782, fik dronningen udgivet indbunde og kolorerede tegninger af Trianon som gaver. Der eksisterer idag kun få af disse hæfter, det mest komplette i Modena, Italien, fra 1786. Forsideillustrationen af hæftet illusterer hvilken idé man gennem haveanlægget ønskede at udtrykke: Et imaginært arkadien med ruiner fra antikken. Haven skulle være et sted at opleve hele spektret af menneskelige følelser. Disse følelser blev ansporet ved diverse „oplevelser“ i haven. Det var derfor ønskeligt i en sådan have at den skulle indeholde så mange indtryk som muligt, spændende fra intellektuel nysgerrighed, glæde, melankoli, spænding - ofte ved hjælp af „overraskelser“. Eksempelvis ønskede Marie Antoinette en Schweizisk klippegrotte i haven. Selve udkastet og modellerne af grotten blev forkastet og omlavet 16 gange inden dronningen var tilfreds. En grotte med tilhørende dramatisk kaskade var et af de mere dramatiske virkemidler i den naturromantiske have. På Assistens Kirkegård havde man ikke mulighed for sådanne virkemidler, de kom først til det danske hof ved nyplanlægningen for Frederiksberg have i 1801. Indtil da benyttede man kunstige grave som det højeste dramatiske virkemiddel.Dronning Juliane Maries lystslot, Marienlyst, havde i baghaven f.eks. den såkaldte „Hamlets grav“.
Dette er præcis det idégrundlag som Assistens Kirkegård blev - om ikke skabt til - så opfattet efter. Den „elegiske idyl“ fra 1796 angav tonen. På kirkegården benyttede man gravmælerne som følelsesladede genstande der talte til ens sanser. Johannes Wiedewelt, som selv beskrev haven som et teater, udførte mange af de gravmæler som endnu står. Den moderne besøger på kirkegården kan - som for 200 år siden - benytte disse gravmæler som inspiration i en travl hverdag.

Landskab med sarkofag. Kobberstiksamlingen.

 • Til toppen af siden