Caspar Frederik Harsdorff (1735 - 1799)

Dansk klassicismes fader

Caspar Frederik Harsdorff døde om natten mellem den 23. og 24. maj 1799, to dage før sin 64 års fødselsdag. Efter eget ønske blev han gravlagt på Assistens Kirkegård. Idag er gravstedet forsvundet, og den præcise beliggenhed kendes ikke. For at mindes denne arkitekt, blev en mindeplade i 1985 sat op på muren ud til Nørrebrogade, på kirkegårdens ældste afsnit.
Formidlingscenteret Assistens Kirkegård har i 200-året for hans død haft en mindre udstilling, og en dias-serie omkring personen og hans værker.
Harsdorffs aktiviteter var omfattende og strakte sig over mange år. Han udførte bygninger for både private og kongelige, og hans arbejde i Den Kongelige Bygningskommission gjorde, at han kom til at ombygge og restaurere ældre bygninger, blandt andet spiret på Kronborg, Fredensborg slot, og Hercules-pavillonen i Kongens Have.
Harsdorff er den første, der indfører de nyklassisistiske idealer i Danmark inspireret af sine studier i Paris og Rom mellem 1757 og 1763.
Nyklassiscismen er en fælles europæisk kulturarv, der fortsætter med at inspirere arkitekter verden rundt.
Caspar Frederik Harsdorffs liv strakte sig over næsten 64 år fra 1735 til 1799. Dengang et relativt langt liv. Harsdorff tilhørte den samfundsgruppe af bedre stillede, veluddannde borgere som forstod at udnytte overgangsfasen fra barokkens absolutisme til klassikens oplyste enevælde.
Harsdorff tilhørte den tyske menighed i Sankt Petri kirke, på grund af sin faders afstamning. Faderen stammede fra Nürnberg, og tilhørte den tyske lavadel. Faderen var dog født i Brandenburg, og havde gjort karriere som soldat. Formentlig som lejesoldat i Den Store Nordiske Krig.
Han kom til København mens pesten rasede i 1711. Familieberetninger hævder, at han flygter på grund af en duel, som han vandt, og derfor måtte flygte fra en skandale. Faderen var i hvert tilfælde en lærd mand, der slog sig ned i København, hvor han ernærede sig som skoleholder. At han har tilhørt det bedre borgerskab, og behersket det danske sprog kan man udlede af, at han sendte den unge Harsdorff op til Ludvig Holberg for at købe „Peder Paars“. Der er derfor grund til at tro, at der fra barnsben var taget godt hånd om udviklingen af Harsdorffs boglige evner.
Faderen ønskede, at Harsdorff skulle indtræde i ingeniørkorpset, da hans evner for matematik og videnskab viste sig i hans tidlige ungdom. Men Harsdorff ville det anderledes, og begyndte at studere bygningskunst på det nyoprettede kunstakademi i 1754. Om hans studier ved man kun, at han i 1756 vandt den store guldmedaille og dermed et seksårigt rejsestipendium til studier i Paris og Rom.
Harsdorff forlod Danmark i efteråret 1757 og rejste først til Paris. Meningen var, at de seks års studier skulle deles ligeligt mellem Paris og Rom, men Harsdorff fandt sig så godt tilrette i Paris, at han blev der fem år og måtte tvinges derfra med irettesættelser og trusler.
Efter familietraditionen var en kærlighedsaffære med en ung pariserinde den egentlige årsag til det forlængede ophold, men i hans senere værker er der en tydelig inspiration fra den franske nyklassiscisme. Nyklassiscismen kaldes den stilepoke, som udvikles i Europa ca. mellem 1750 og 1830.
Karakteristisk for klassiscismen er studiet og inspirationen fra klassikken, det vil sige den romerske og græske oldtid. Netop i de år, som Harsdorff tilbringer i Paris, er der en kulturel omvæltning i gang. Frankrig er langsomt ved at bevæge sig ud af Solkongens skygge.
Encyclopædisterne under ledelse af filosoffen Diderot, skriver på den store franske encyclopædi, Voltaire skiftevis henrykker og forfærder adel og borger med sine bidende og vittige komedier. Rousseau har kastet sig ud i en musikalsk strid med Frankrigs aldrende mester J.P. Rameau for at gøre musikken mere „naturlig“ og hævder samtidig, at civilisationen har ødelagt mennesket.
Arkitekturen ændrer sig fra barokkens og rokokoens ornamentik til det mere enkle og glatte. Et eksempel på den nye stil er A. J. Gabriels værker, for eksempel „Petit Trianon“ ved Versailles, og „Place de la Louis XV“ (i dag „Concorde“), som på trods af deres forskellige formål, det ene et lystslot, og det andet en stor plads, er tydeligt inspireret af antikken.
De intellektuelle kredse omkring Louis XVs elskerinde Mme Pompadour og hendes bror Marqisen af Marigny er de toneangivende i denne udvikling. Netop Marqisen af Marigny var selv en dygtig og berømt arkitekt. Han havde været på studierejse i Italien fra 1748-51. Denne studierejse kom til at præge fransk arkitektur gennem arkitekter som J.G Soufflot og J.F. Blondel, hos hvem Harsdorff studerede.
Under Harsdorffs studietid i Paris udkommer arkitekten Le Roys store billedværk „Les ruines des plus beaux Monuments de la Grece“. Harsdorff har uden tvivl kendt det nævnte værk og har muligvis ejet en kopi. Desværre brændte Harsdorffs bibliotek i 1807, så det er i dag næsten umuligt at fastslå, hvor han har fået sin inspiration fra. Harsdorff er dog ingen kopist, og benytter de forskellige antikke elemænter selvstændigt, frem for at kopiere bestemte antikke bygninger. Harsdorff rejser til Rom, hvor han studerer de antikke ruiner, især Kejser Hadrians Pantheon fra 121 e.Kr.f. Studierne inspirerer ham til at tegne et gravmæle, som kommer til anvendelse kort efter han er vendt tilbage, da Frederik d.5. dør i 1766. Samme år bliver Harsdorff professor i arkitektonisk perspektiv på Akademiet. Harsdorff får hurtigt mange nye bygningsopgaver, og det er formentlig i denne periode, han opbygger sin formue.

Harsdorff og Wiedewelt diskuterer deres fælles værk, Frederik d. 5.s sarkofag

Da hans sociale position er sikret, gifter han sig i 1770 med en ung enke Elisabeth Margrethe Braun. Parret får tre børn, hvoraf kun to døtre overlever, og den ene dør ugift i 1802. Den tredie gifter sig og fører slægten videre under navnet Schaper. Året efter hans giftermål bliver han også professor i arkitektur ved akademiet.
Harsdorffs forretning går godt indtil 1782, hvor han bliver alvorligt syg, og han genvinder aldrig helt sine kræfter.
Ud over husene på Kongens Nytorv, og i Amaliegade, ejede Harsdorff to store gårde landstedet „Rosenlund“ ved Gammel Kongevej, og „Præsteholmen“ i Brønshøj. Her dyrkede han sin interesse for landbrug og havebrug.
Efter Københavns brand i 1795 får Harsdorff igen en række opgaver, hvor han får mulighed for at benytte inspirationen fra de studier af oldgræske bygningsværker, som beskæftigede ham i hans sidste år. Harsdorff dør 1799 og begraves efter eget ønske på Assistens Kirkegård.
De fleste af Harsdorffs bygninger og ombygninger har overlevet tidens tand og kan beskues idag. Mange af hans originale tegninger er ligeledes bevaret, men ikke samlet, og mange er i privat eje. De bedste steder at henvende sig er Kunstakademiet som blandt andet har den „Kochske samling“, Kobberstikssamlingen, Rosenborg og Københavns Bymuseum. På Teatermuseet findes en model af Harsdorffs ombyggede Teater (1774 og 1792). Til et fyldestgørende overblik findes følgende udgivelser: N.L. Høyen:“C.F. Harsdorffs værker“ og Frederik Weilbach: „Arkitekten C.F. Harsdorff“ København 1928.
Det bedste indtryk og overblik over Harsdorffs produktion fås på byggestederne. Kongens Nytorv og Holmens Kanal er gode eksempler med både Harsdorffs Palæ (1780) ved siden af det Kongelige Teater, Erichsens Palæ (idag Den Danske Bank,1799) ved siden af Magasin, og bag ved Peschiers Gård (også Bank, 1796). Ikke langt derfra ligger Amalienborg med Kolonnaden (1794) - bygget i træ - oprindeligt beregnet til at holde i ca. 12 år - den står endnu!
Frederik d.Vs kapel i Roskilde (1778, færdiggjort 1821 af C.F.Hansen), Hercules pavillonen i Kongens Have (1773), Fredensborg Slot (ombygning 1776), Det Molktske gravkapel i Karise (1766), Petersens Jomfrukloster og Løve Apotheket Amagertorv (1769) og mange andre steder. Harsdorff fik dog større betydning som lærer, idet hans idealer blev givet videre til en række af dygtige danske arkitekter, der kom til at præge ikke blot dansk bygningskunst, men også den europæiske. Ud over C.F. Hansen (Bl.a Christiansborg Slotskirke, Vor Frue Kirke og Retsbygningen), kan man nævne M.G. Bindesbøll (Thorvaldsens museum), og Theophilius Hansen (Observatoriet i Athen og Parlamentet i Wien).

Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden