KULTURCENTRET ASSISTENS  
Assistens Kirkegård Kapelvej4 • 2200 København N. • Tlf. 35 37 19 17 • E-post: center@assistens.dk

Hermann Ernst Freund 1786 - 1840



Freund var billedhugger og dekorationskunstner. Han var født nær Bremen som søn af en hannoveransk dyrlæge. Sklønt tysk født og opdraget fik han bevilget dansk indfødsret i 1811. Som 17-årig kom han i lære hos sin morbroder, der var klejnsmed i København. Han fik gravering som sit speciale.
I 1805 blev han optaget på Kunstakademiet. Gravørhåndværket udviklede han nu til at blive medaljør.
Hans mangesidige evner vakte opmærksomhed. Arkitekten C.F. Hansen ønskede at ansætte ham til som stukkatør at udforme friserne i det nye Christiansborg. Men den opgave ville Freund ikke binde sig til.
Han satte sig til C.F. Hansens fortrydelse højere mål og ville uddanne sig som billedhugger.
Den beslutning skulle få afgørende og skæbnesvangre følger for Freund.
I 1817 vandt Freund medalje for et relief af Abraham, der bortviser sin første kone Hagar sammen med sønnen Ismael, da yndlingshustruen Sara blev gravid.
Med medaljen fulgte et rejsestipendium. Freund rejste gennem Berlin, Dresden og Prag til Wien, og derefter via Venedig og Firenze til Rom, hvor han ankom i april 1818.
Hans møde med Bertel Thorvaldsen fik grundlæggende og i den sidste ende også ulykkelig betydning for hans karriere.
Freund fik arbejde i Thorvaldsens studie og assisterede ham med udførelsen af adskillige store værker. Freunds første selvstændige værk var en statue af Cloe - en ganske ung hyrdepige, der holder et lam på skødet og ladet det drikke af en skål. Værket endte på Christiansborg, hvor det gik tabt ved branden i 1844.
Freund måtte under udførelse af sine første arbejder i det for ham uvante materiale marmor døje forhånelser fra værkstedets italienske ansatte.
Men Thorvaldsen var tilfreds med ham og sagde: – I de andres arbejder mærker man stenhuggeren, men hos Freund billedhuggeren; "de andres vare gjorte med Jernet, men hans men Hjernen".
Da Thorvaldsen i 1819 - 20 var i København, hvor han fik overdraget opgaven med at udføre Jesus og alle 12 apostle til C.F. Hansens nybyggede domkirke, var Freund leder af Thorvaldsens værksteder i Rom.
Den store opgave i Domkirken var forinden givet til Freund, da man mente at Thorvaldsens internationale berømmelse havde gjort ham for dyr.
Desværre havde Freund ikke fået papir på bestillingen, men han tog det mundtlige tilsagn for så gode varer, at han betragtede det som sit vigtigste økonomiske grundlag for opholdet i Rom.
Freund følte sig nedgjort og svigtet – "som en mand, der har lidt skibbrud....Hvor meget har ikke den hele sag sat mig tilbage, og hvilket forhold til Thorvaldsen og kunstnerne! Jeg forholder mig aldeles lidende. - Jeg må binde mit lille, men kraftige fartøj til Thorvaldsens store og lade drive – hvorhen og hvortil må Gud vide!".

Ragnarok
Et brev fra forretningsmanden Jonas Collin hjalp Freund til at se helt nye muligheder.
Collin foreslog Freund at tage fat på den nordiske mytologi. Nogle tilsendte bøger fængede Freunds fantasi, og da Collin fulgte udspillet op med en stor præmieopgave fandt Freund et nyt ståsted uden for Thorvaldens skygge.
Freund vandt de udsatte præmier for nogle statueskitser af de nordiske guder.
Men hans ideer gik langt videre. Han ville skabe en nordisk frise, "hvori handlinger og situationer af alle nordens guder, alfer, vaner, dværge, Muspels sønner, Hel og mennesker skulle gribe ind i hverandre som led af en kæde uden ende".
Værket skulle være fire gange så langt som Thorvaldens Alexander-frise, men end ikke i det nye Christiansborg kunne der findes plads til så stor en frise. Freund måtte begrænse sit emne til en frise, der skildrede Ragnarok.
I 1825-26 modellerede han skitsen til frisen. Det blev hans hovedværk, men også det gik tabt ved Christiansborgs brand i 1844.
Mod slutningen af 1827 forlod Freund omsider Rom. Hele vejen fra Firenze til København valgte han at gå. Den lange vandring gik om ad Paris, Strassbourg, München, Dresden og Berlin.
Sent på efteråret 1828 nåede han til Danmark.
Han blev omgående valgt til medlem af Akademiet. Og i oktober 1829 blev han valgt tilæ professor ved Modelskolen.
Værksteder og bolig fik han anvist i Material-gården ved Frederiksholms Kanal.
Hjemmet blev indrettet i en fuldstændig gennemført klassisk italiensk stil inspireret af Freunds iagttagelser i Pompeji. Enhver flade , ethvert møbel og ethvert redskab blev udsmykket og udført i klassisk stil.
Man får et godt indtryk af det farverige hjem i Købkes maleri, hvor Freund sidder med sin model af guden Odin.




Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden