Christoffer Wilhelm Eckersberg 1783-1853
Kvinde foran spejl, 1841.
Olie på lærred, 33.5 x 26 cm.
Hirschsprungs Samling.
Som maler og som underviser kom Eckersberg til at danne skole for hele den generation af kunstnere, der skabte guldalderen i dansk kunst. Derfor kaldes han dansk malerkunsts fader.
Blandt hans elever er for eksempel Christen Købke, Martinus Rørbye, Wilhelm Bendz, Jørgen Roed og Constantin Hansen.
Eckersberg blev født 2. januar 1783 i Blåkrog på Sundeved. Allerede som dreng blev han tilskyndet til at tegne og male af sin fader, der var tømrer -og malermester.
Inden han i 1803 blev optaget på Kunstakademiet, var han læredreng hos lokale malere, bl.a. Jes Jessen i Åbenrå og Jac. jessen i Flensborg.
Hans ambition var at blive historiemaler, hvilket på det tidspunkt blev anset for hævet over f.eks. landskabsmaleri og genremaleri såvel på Akademiet i København som i Paris.
Eckersbergs lærer blev Nicolai Abraham Abildgaard, som indførte ham i nyklassicismen.
I 1810 blev Eckersberg belønnet med Akademiets store guldmedalje og kunne rejse til Paris, hvor han fik tidens førende historiemaler Jacques-Louis David (1748-1825) som læremester.
Vicelin deler mad ud til trængende (1812).
Olie på lærred. 58,5 x 76,5 cm.
Eckersberg var uhyre flittig under opholdet i Paris. Ved siden af øvelserne hos David udførte han en række landskaber og bystudier, som blev af afgørende betydning for hans videre kunstneriske løbebane.
Hans vigtigste bidrag til dansk kunst var at introducere realisme baseret på nærstudie af natur kombineret med klassiske principper for komposition. Hans arbejde fokuserede på hverdagsskildringer gengivet med en klar lys palet og stor præcision i detaljen – kernen i de følgende årtiers dansk guldalderkunst.
Eckersberg fortsatte sine studier i Rom fra 1813 til 1816.
Her fortsatte han sin udvikling af historiemaleriet inspireret af Bertel Thorvaldsen (1770 - 1844), der blev ham en god ven.
Portræt
af Bertel Thorvaldsen i Lucca-Akademiets Ordensdragt. 1814.
91x74 cm. Tilhører
Kunstakademiet, Kbh.
Sideløbende med det skabte han en række prospekter fra det romerske bybillede. Igen med stram billedopbygning, klart lys og den yderste korrekthed i gengivelse af lys og skygge, vejrlig, tidspunkt på dagen osv..
Motiv fra Colosseum i Rom. 1815.
I 1816 vendte Eckersberg hjem til København til store bestillinger bl.a. fra kongen på historiemalerier til Christiansborg Slot.
I 1818 blev han udnævnt til professor ved Kunstakademiet.
Han inspirerede sine elever til at finde deres motiver ude i byen og på landet omkring København og at male på stedet. Før da bestod oplæring i at eftermale de gamle mestres værker
Den realistiske holdning er et brud med 1700-tallets idealiserende kunst.
I sine krav til nøjagtighed gik Eckersberg videnskabeligt til værks og udgav i 1833 og 1841 lærebøger om reglerne for perspektiv.
Som moden kunstner beskæftigede Eckersberg sig med de fleste genrer. Han var i en periode Københavns førende portrætmaler.
I 1819 fik Eckersberg adgangstegn til Holmen af Admiralitetet, så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.
Han var direktør ved Kunstakademiet fra 1827-1829.
Eckersberg døde den 22. juli 1853 i København.
Selvportræt
1803 eller 1811. 33x26 cm. Statens Museum for Kunst.
M. L Nathanson's ældste døtre, Bella
og Nanna (1820)
De to unge piger ses i en sparsomt udsmykket empirestue med helt enkle
paneler, vægfelter og møbler. Deres kjoler er så fint afstemt til værelsets
farver, at man fristes til at tro, at Eckersberg har været med til at
vælge deres tøj til billedet. Billedopbygningen og opfattelsen af personerne
er præget af strenghed. Grupperingen af de to døtre - den ene en face,
den anden i profil - kan skyldes påvirkning fra Thorvaldsens skulptur
" De tre gratier", som billedhuggeren formentlig gjorde de første
udkast til, endnu mens Eckersberg var i Rom. I begge tilfælde ses beslægtede
kvindefigurer fra forskellig synsvinkel, som en "variation over et
tema". Også billedets ringe dybde, nærmest som et relief, kan skyldes
påvirkning fra Thorvaldsen. Men det er også foreslået, at maleriet bevidst
har stræbt mod en gammeldags stil i billedet, og det skulle skyldes påvirkning
fra den samtidige primitivisme i fransk og tysk malerkunst.
Pigerne var døtre af grosserer Mendel Levi Nathanson, en af malerens trofaste
støtter i de unge år.
Fra: Kasper Monrad: "Dansk Guldalder"
(1994)
|