Troldkvinden „Armida“ og H. C. Andersen

Forord
Fra sin tidligste barndom i det fattige hjem i Odense var H.C. Andersen beskæftiget med teatret. Det var håbet om en teater-karriere, der fik den unge H.C. Andersen til at forlade Odense i en alder af kun 14 år.
Det teater, som mødte H.C. Andersen, var væsentligt anderledes end teatret i dag. Dels var bygningen mindre og indrettet på anden vis, og dels var repertoiret væsentligt anderledes og hovedsageligt baseret på de dengang så populære syngespil, som ofte indeholdt bidrag fra både ballet, opera og skuespil. Af de mange mennesker, som arbejdede på Det Kongelige Teater, er de fleste begravet på Assistens Kirkegård. Inklusive i øvrigt H.C. Andersen selv.
På den baggrund er det naturligt, at Kulturcentret Assistens Kirkegård udgiver et lille skrift om H.C. Andersen og teatret. Hæftets indhold er centreret omkring balletten „Armida“ fra 1821, der blev et vendepunkt i H.C. Andersens karriere. Dels opnåede han her sin største scenesucces og kom oven i købet på plakaten, og dels blev han som følge af sin uheldige fremtræden erklæret uegnet til scenen og sendt til Slagelse for at lære. Det blev starten på en anden karriere, men det er en anden historie...

Det Kongelige Teater
Den bygning, der i dag står på Kongens Nytorv og rummer Det Kongelige Teater, blev bygget i 1874. Det var derfor en helt ny bygning da H.C. Andersen døde i 1875.
Det første teater på Kongens Nytorv blev opført i 1748 af Eigtved. Det var oprindeligt tænkt som et lille skuespil- og musikhus. Teatret blev opført i Holbergs ånd, og den lille påmindelse, der ligger i sætningen „Ei blot til lyst...“ blev taget for pålydende. Det, der foregik på teatret, skulle have almen dannende karakter. I et samfund, der ikke var baseret på enorme mængder af informationer som i dag, er det svært at forestille sig den betydning, som Det Kongelige Teater havde på folk. Det var her, man blev påvirket af nye tanker, udvekslede og diskuterede ideer, samt foretog sig alverdens ting som bedst gøres i selskab med andre. H.C. Andersen beskrev tidens teaterliv i historien „Moster“: „Teatret er min skolegang“ sagde moster, “Min kundskabs kilde, derfra har jeg min opfriskede bibelhistorie: “Moses“, “Joseph og hans brødre“ det er nu operaer!Jeg har fra teatret min verdens historie, geografi og menneskekundskab!
Jeg kender fra de franske stykker Pariser livet – slibrigt men højst interessant“.
Det gamle Teater blev hurtigt for lille. Det blev derfor ombygget af flere omgange først i 1777 og 1792 af arkitekten Harsdorff , der udvidede både cenen og tilskuerrummet, og senest i 1852 hvor der blev tilføjet et snoreloft. I 1874 blev teatret definitivt dømt for lille og erstattet af det nuværende.

Billede fra 1874 af det gamle og det nye kongelige teater.

Galeotti (1733 - 1816)
Vincenzo Galeotti og var som navnet siger italiener, født i Firenze 5. marts 1733. Efter sigende var hans ambition at studere medicin, men dansen blev hans skæbne. Han studerede under den italienske balletmester Angilioni og i Paris hos Noverre (efter eget udsagn!), og han dansede i flere år på scenerne i Paris og London. Blandt andet dansede Galeotti i Rameaus „Zoroastre“ i Paris i 1760´erne, ved en forestilling som blev overværet af Casanova. Galeottis søster, Marianna, en berømt sangerinde, havde sunget i Danmark, og formentlig derfor lader Galeotti sig overtale til at komme til Danmark i 1775.
Oprindelig hed han Vincenzo Tomasselli, men han tog navne- foranding i Paris til Galeotti.
I 1775 bliver Galeotti inviteret til Danmark af kapelmester Giuseppe Sarti for at oprette et balletkorps. Han opnår dansk indfødsret i 1781. I Danmark opførtes hans balletter mere end 2200 gange i hans levetid. Musikken til balletterne blev ofte skrevet af musikeren Claus Nielsen Schall. Den eneste af Galeottis balletter, der har overlevet tidens tand, er „Amors og Balletmesterens luner“ som stadig af og til opføres på Det Kongelige Teater.
Galeotti var efter sigende selv en smidig og elegant danser, og han optrådte selv indtil 1812, hvor han som 78 årig modtog ridder af Dannebrog ordenen.
Da han ikke syntes, en ridder kunne optræde på scenen, stoppede han den aktive karriere, og helligede sig derefter uddannelsen af andre. Han skrev og koreograferede mere end 49 balletter i årene fra 1775 til 1816.
Hans største bidrag til dansk ballethistorie er oprettelsen og uddannelsen af et professionelt balletkorps. Galeotti såede de frø, som Bournonville kom til at høste. Desværre havde efterkommeren ikke større respekt for forgængerens værker, som ofte var mere pantomimiske end virtuose.

Carl Dahlén (1770 - 1851)
Dahlén måtte flygte fra Sverige som 21 årig i 1791. Han kunne have haft en stor karriere foran sig på scenen i den danseglade konge Gustav d. 3s hofteater. Imidlertid havde en af kongens kammerherrer stillet Dahlén et forslag „..om at deltage i en blandt hofkavallererne udbredt last... “. Dahlén havde svaret igen med en knyttet næve. Det var ikke ustraffet for en almindelig borger at lægge hånd på en adelig. Derfor måtte han flygte. Dahlén blev et kærkomment tilskud til den danske scene. Han havde en smuk skikkelse og var en dygtig og smidig danser. I hvert fald i sine unge dage, hvor han især gjorde sig bemærket i de idylliske og let komiske roller. Hans karriere som solodanser blev imidlertid kort, da han med tiden opnåede et monumentalt korpus af heroiske dimensioner. Derfor koncentrerede han sig i stigende grad om undervisning. Om sine pædagogiske principper sagde han følgende: „Alle maa begynde med de sædvanlige Skolepas, der er det samme for Dansen, som Skalaen er for Musikken; senere faar de Begreb om at skabe sig selv Attityder, Pas og Bevægelser, thi uden selvskabende Evne anser jeg Danseren for en Maskine, der er indskrænket til en vis Bevægelse og udenfor sin mekaniske Bevægelse ikke kan komme videre. Historie, Geografi, Mytologi, Det tyske og det franske Sprog maa Danseren lære, ligeledes er Kendskab til Musik uundgåelig nødvendig; Dansen skal udtrykke Musikken og Musikken Dansen; i alle Karakterer bliver det en Mangel, naar Danseren ikke har Musikkundskab, en dannet Sjæl og en fin Følelse“.
Samtidig blev han i perioden mellem Galeottis død i 1816 og Bournonvilles ansættelse i 1829 balletmester. Han forsøgte sig med „Armida“ i 1821, der ikke blev nogen succes.

Madam Schall  (Anna Margrethe Schall) (1775 - 1852)
Oprindeligt født Schleyter. Efter et kort giftermål med cellisten Andreas Schall, der var bror til komponisten Claus Schall, blev hun kendt som Madam Schall. Hun blev opdaget af Galeotti, som senere blev hendes elsker.
Madam Schall var ingen yndefuld letfodet danserinde. I følge samtidige beskrivelser var hun nærmest det modsatte.
Alligevel sejrede hendes talent over den manglende ynde og tekniske dygtighed. Da hun havde en fantastisk udstråling og indlevelsesevne, var hun den perfekte danserinde til at fremstille Galeottis mimiske og udtryksfulde heltinderoller. Da hendes ry var baseret på disse egenskaber fremfor ynde og lethed, fik hun en lang karriere som solodanserinde. Mere end 40 år på scenen blev det til. Hun fik samme skæbne som Dahlén; da hun opgav dansen, blev hun umådeligt fed. Hendes sidste store rolle skulle have været „Armida“, som desværre blev en fiasko. Det skyldtes dog ikke Madam Schall, der som altid vakte glæde på scenen.
H.C. Andersens første møde med teaterverdenen i København var netop Madam Schall. Da den unge mands største ønske var at blive balletdanser på Det Kongelige Teater, havde han forladt Odense for at opsøge Madam Schall, som var den mest berømte danserinde på det tidspunkt. Han havde i sin lomme et introduktions brev fra en af Odenses lærdeste mænd, bogtrykker Iversen, som i øvrigt ikke kendte Madam Schall. H. C. Andersen beskriver i sine erindringer, hvorledes han kommer ind til Madam Schall og danser for hende, hvorefter hun tror, han er gal og stille og roligt sender ham ud af døren. Senere bliver de dog venner. Madam Schall blev temmelig gammel og lidt af en institution i det københavnske selskabsliv. Hun døde i 1852.

Claus Schall  (1757 - 1835)
Galeottis samarbejdspartner gennem mange år var komponisten Claus Schall (1757-1835). På trods af det tysk klingende navn var han af dansk afstamning, og den eneste dansker der gjorde sig bemærket blandt det af udlændinge dominerede musikliv.
Hans fader var skomager, men havde tillige et „Dansekursus“, hvor den unge Schall spillede violin og lærte at danse.
Han blev tildelt små roller i balletterne, og ved et tilfælde blev hans evner som violinist opdaget af Galeotti. Under prøverne på Galeottis ballet „Kongen på jagt“ i 1775 var repetitøren udeblevet, og man kunne ikke finde nøglen til nodeskabet. Claus Schall reddede dagen ved fejlfrit at spille musikken igennem på violin.
Fra den dag samarbejdede han med Galeotti og udnævntes til koncertmester ved Det Kongelige Kapel efter Johan Ernst Hartmanns afgang i 1792.
Efter F.L.Æ.Kunzens død i 1817 overtog han embedet som musikdirektør på Det Kongelige Teater.
Efter sigende var han en myndig og inspirerende dirigent, der formåede at føre Det Kongelige Kapel til tops selv efter europæisk standard.
I dag er hans musik stort set glemt, og den eneste af Galeottis balletter, der af og til finder vej til scenen, er ikke med musik af Claus Schall men violinisten Jens Lolle.
Schall var ikke kun aktiv på scenen, men deltog aktivt i det voksende københavnske koncertliv.
Det meste af Claus Schalls musik er i dag bevaret på det Kongelige Bibliotek, og man kan kun undre sig over, at denne fremragende musiker er blevet forbigået i så mange år.

Historien om Armida
Dahléns „Armida“ er ikke kun et interessant tidsbillede. Skæbnen ville, at denne i dag glemte ballet blev begyndelsen på tre betydningsfulde personers karriere. Den ene er H.C. Andersen, den anden Johanne Louise Heiberg og den sidste Lensgrevinde Danner.
Alle tre begyndte som elever på Dahléns balletskole på Hofteatret, og debuterede i „Armida“.
Historien om troldkvinden „Armida“ var en af 1700-tallets mest benyttede historier til opera- og ballet-libretti. Historien stammer oprindeligt fra renaissance-digtet „Gerusalemme liberata“ (Det befriede Jerusalem) af Torquato Tasso (1544 - 1595).
Digtet handler om det første korstog og de genvordigheder, som de kristne riddere i almindelighed og helten Rinaldo i særdeleshed må gennemgå, før det lykkes at erobre Jerusalem.
Formen i digtet er baseret på de gamle sagn om Trojas fald.
Tassos digt var oprindeligt tænkt som en støtte til tvivlere i troen, men Tasso begyndte selv at tvivle på sit sanselige og verdslige sprogbrug. Denne tvivl plagede ham dybt og endte med at gøre ham sindssyg.
H.C. Andersen huskede formentlig sine genvordigheder udi balletten, da han på sin første Italiensrejse gjorde ophold ved Tassos hus.

H.C. Andersens tegning af Tasso's villa.

Dahlén har formentlig ikke kendt Tassos oprindelige digt, men benyttet en anden og mere nærliggende kilde til sit eget epos.
I 1684 skrev den franske hofdigter Phillipe Quinalt digtet om til en opera med musik af J.-B. Lully. Det blev en overvældende succes i Paris, hvor operaen gik over scenen frem til 1777. Musikken blev så opdateret af den nye modekomponist Christoph Willibald Gluck.
Galeotti var i flere år danser på scenen i Paris og har formentlig kendt begge forestillinger, ja har formentlig deltaget i den gamle version. Netop i denne version er dramaet mellem Rinaldo og Armida det centrale, ligesom det er i Dahléns dog noget tilpassede tekst.
Fra Lullys opera findes en række tableauer, kostumer og dansekoreografi, der gør det muligt at fornemme tidens stil.
„Armida“ blev en af de mest benyttede historier som basis for opera. Dette digt om dilemmaet mellem pligt og passion blev en klassiker, der kom til at danne udgangspunkt for adskillige operaer og balletter. De mest berømte i dag er Jean-Babtiste Lullys „Armide“ fra 1686, George Frideric Händels „Rinaldo“ fra 1711, Niccolo Jommellis „Armida Abandonnata“ 1774, Christoph Willibald Glucks „Armide“ 1777, Joseph Haydns „Armida“ 1784, Giaoccino Rossinis „Armida“ og som en af de sidste i nyere tid Antonin Dvoraks „Armida“ 1904.

Rollelisten til balletten Armida med H. C. Andersens notater.

Dahléns tekst til Armida
ARMIDA Heroisk Ballet i 4 akter af Carl Dahlén, Musik af Claus Schall, Professor, Musikdirektør, og Ridder af Dannebrogen.
Opført første gang paa Det Kongelige Teater i København den 12. april 1821.
I forordet skriver han:
„Det har stedse været min akt og mit ønske at udføre et arbejde ved den mimiske kunst, for, om end kun ved svage træf, at efterligne vor afdøde sjældne, talentfulde, og uforglemmelige balletmester Galeotti, hvis mesterværker så ganske have henrevet mig; og jeg har derfor søgt, så meget som muligt, at benytte hans metode. Det smerter mig, at jeg med mulig flid ikke har været i stand til at komme målet nærmere, og jeg må derfor udbede mig det ærede publikums velvillige overbærenhed.“

Armida 1. akt
(Teatret forestiller en Lund udenfor Armidas fortryllende Slot, med skyggefulde Gange i Baggrunden).

Når Tæppet går op, ser man en Mængde unge Piger, der danser en munter Dans med Kranse og Guirlander; de sno på forskellig måde Guirlanderne om Træerne, og adskillige danner Figurer, dernæst danner de en Blomsterkrone til Armida, omkring hvilken de formere flere Grupper, og hvorved de udtrykker deres Hengivenhed for hende.
Festen afbrydes ved Ismene komme. Hun fortælle med bekymring, at Fienden har besteget Øen, og at hun har set en fremmed Kæmpe, i krigerisk Rustning med Skjold og Sværd i Hånden, at fordrive og dræbe de Trolde, som bevogter den. – De Omstående forfærdes; man hører Våbenbrug i nogen Afstand. – Ismene opfordre alle de hende omgivende ved Bøn at anråbe Guderne om deres Bistand. Bønnen afbrydes derved, at Våbenbruget nærmer sig; flere af Troldene flygte gennem Lunden, hvilken opvækker almindelig Forvirring; de løbe bort mellem Træerne, nogle til højre, andre til den venstre Side; adskillige komme med skræk tilbage og omgive Ismene. Tumlen udenfor Scenen nærmer sig endnu mere. Ubaldo kommer og forfølger Troldene, som flygte af skræk, og løfter Hænderne i vejret, og holde Spydene over hovedet for at dække sig mod Ubaldos dræbende Sværd.
Imidlertid tager Ismenes følge Flugten, og skjuler sig bag Træerne. Hun selv vil følge de øvrige, men standses af Ubaldo, som hun hilser med Ærbødighed. Ved dette uventede Møde standser han, går nogle Skridt tilbage og stikker sit Sværd i Skeden. Efter at hun har bedt ham velkommen, hvorfor han takker hende, fører hun ham til en Græsbænk, og beder ham tage Plads, hvilket han med velbehag modtager.
Hun kalder derpå på sit Følge, befaler det at bringe Ubaldo Frugter og Forfriskninger. En efter den Anden kommer dansende ind; de bringer først et guldbroderet Tæppe, som Græsbænken dækkes med, siden et Bord, derefter Vin og Bæger, Kurve med Frugter og Blomster. Flere af Følget kommer dansende ind med Kranse og Guirlander, som de hænge på Træerne omkring ham; også Ismene kommer med en Blomsterkrans og udfører adskillige Attituder og Stillinger.
Over denne udmærkede Modtagelse er han nærmest henrykt, og ved sin venlige Hilsen tilkendegiver han dem sit velbehag, i særdeleshed Ismene for hendes overordentlige Opmærksomhed. Da hun bemærker hans Tilfredshed, tror hun at have vundet ham ved sine Yndigheder, og tilbyder ham Blomsterkransen mod at erholde hans Hjelm. Ubaldo støder hende med alvorlighed fra sig, og vil ikke modtage hendes Tilbud af samme Årsag, hvorfor han ikke ville nyde noget af den ham tilbudne Frugt og Vin, nemlig af Frygt for at de indeholde skjult Trolddomsgift. Ismene vredes over dette Tiltag, men han viser hende foragt, og går truende mod hende; hun viger for ham, og han forfølger hende og hendes Bedragerinder, som tager Flugten gennem Træerne. Da hun igen kommer tilbage, bebreider hun ham hans Stolthed, og truer ham med Gudernes Hævn; Hun påkalder nu med sin Tryllekraft onde Ånder, hvilke i adskillige rædsomme Grupper lade sig see; de omringe ham i truende Stillinger; han svinger sit fortryllede Sværd imod dem, og betvinger dem såvel herved som ved Synet af Skjoldet, hvorover de forskrækkede løbe bort, forfulgte af ham. Noget efter opklares igen Egnen og det hele får sit forrige rolige Udseende. Ubaldo kommer tilbage, efter at have drevet de onde Ånder på flugt. Han støder sit Sværd i Jorden og hænger sit Skjold derpå; han betragter det med taknemmelige Følelser, og seer deri, at han skal finde Rinaldo. Han knæler, lægger sin Hjelm på Jorden, opsender til Guderne sin Tak for den erholdte Sejr.

Anden akt
(En stor smuk Have uden for Armidas Slot)

Rinaldo ses sovende på en Græsbænk mellem adskillige Træer, med sit Skjold og sit Sværd hos sig. I Drømme synes han at se sig omringet af Glædesgenier og Amoriner, hvoraf nogle står i Træernes Toppe og kaste Blomster ned på ham. Amor kommer ind på samme tid, beslutter at drive Spøg med ham, falder ned fra Træerne og befaler dem at danse om ham. Således udføre Amorinerne med Amor imellem adskillige Grupper. Da de høre nogen komme, og bliver Armida var, der nærmer sig med et guldbroderet Skjærf, løbe de hende imøde og føre hende frem. Med dette Skærf, som hun har bestemt for Rinaldo, danser hun i Forening med Amorinerne, som føre hende hen til ham, som hun finder sovende. Hun betragter de Glædesudbrud, som hans behagelige Drømme forårsage ham. Han synes at se Amorinerne føre hende i hans Arme, som han rækker ud imod hende, og idet han vågner, finder han sig omarmet af Armida, der, idet han hæver sig mod hende, omhænger ham Skærfet. Glædesgenierne og Amorinerne forsvinde. Rinaldo omfavner hende med Henrykkelse; de danse en Pas de deux, tilkendegive hinanden deres gensidige Kærligheds Følelser, og beundrer i en munter Dans hinandens Lethed og Ynde.
En forvirret Alarm, som høres i nogen Afstand, afbryder Dansen; de ile hen til den Side, hvorfra Alarmen høres, møde Ismene, og derefter hendes Følge, der betyder dem , at Fienden have angrebet Øen. Ismene opfordrer Armida til at flygte, men hun afslår det, henter hurtigen Rinaldos Våben, leverer ham dem, og opfordrer ham til Forsvar. Han sværger ved Himlen at hævne sig på den Forvovne, som har dristet sig til at angribe Øen.
Flere af Følget blive Ubaldos komme var, give Skrig og ile bagved Rinaldo, som med sit dragne Sværd løber mod den sig nærmende Kriger. Ubaldo bliver stående rolig, og holder imod ham sit blanke Skjold, hvis uimodståelige Glans Rinaldo ikke kan udholde, men falder sanseløs til Jorden. Ubaldo går derefter mod Armida og Ismene, der begge af Forfærdelse over Skjoldets glans tage flugten, og de øvrige efter dem.
Ubaldo nærmer sig Rinaldo, betragter ham med Medlidenhed, stikker sit Sværd i Skeden og hænger sit Skjold på et Træ; derpå tager han ham ved Hånden og beder ham at stå op. Da denne genkender Ubaldo, taber han sit Sværd og Skjold, iler i hans Arme og omfavner ham; Ubaldo trykker ham med Ømhed til sit Bryst, og opfordrer ham at følge sig. Rinaldo vægrer sig, men Ubaldo betyder ham, at det er Gudernes Befaling. Rinaldo tager det af Armida erholdte Skærf, trykker det til sit Hjerte, kysser det, og siger, at han ved Himlen har svoret den evig Troskab, som har givet ham det. Ubaldo, forbitret over Rinaldos Svaghed, lader ham se sin skæbne i Sandhedsspejlet, og da han deri ser alle sine Forbrydelser og sin Bestemmelse, er han nærved at fortvivle; han vil tage Flugten, men Ubaldo går ham imøde med Sandhedsspejlet, og standser ham. Rinaldo kaster sig for hans Fødder. Ubaldo, af forbitrelse, river Skærfet og Kransen af ham, og kaster dem med foragt til Jorden. Derpå løfter han ham op, og spørger ham atter, om han efter dette Syn vil følge ham. Rinaldo kaster sig i hans Arme, og erklærer at han vil adlyde ham, hvorpå Ubaldo giver ham sin Velsignelse, byder ham sin Hånd, og går med ham ud af Labyrinthen.
Ismene kommer ilende tilbage for at indhente Armida, men standser af Forfærdelse, da hun ser Rinaldo blive bortført af Ubaldo ved Udgangen af Haven. Hun vil følge efter, men Frygt for Ubaldo vender hun tilbage. Endnu mere forøges hendes Skræk ved at se hans Skærf, Krands, Skjold og Sværd ligge på Jorden, da hun formoder, at han i Kampen er overvundet og såret. Alle vise deres Forfærdelse og Bedrøvelse. Ismene befaler dem at tage Våbnene, Skærfet og Krandsen, og, under en almindlig Bestyrtelse, og Fortvivlelse, forlade de tillige med Ismene, på hendes opfordring Haven.

Tredie akt
(En vild udørk mellem høje Klipper, bestemt til Troldomsfærd; I midten et Alter og en Trefod)

Armida med sit Følge iagtage en alvorlig og højtidelig Ceremoni, bestående i en Ofring til de underjordiske Guder. Armida sidder på en Trefod med sin Tryllestok i Hånden, og hendes Følge står rundt om Alteret. Ofringen sker på følgende Måde:
Armida går op foran Alteret, rækker sin Tryllestok op i Vejret, vender sig til den højre Side med begge Hænder om Stokken, beskriver en Kreds om sig på Jorden til den venstre Side, går til Alterets højre Side, falder på det ene Knæ, rækker Armene i Vejret, kaster sig med Hænderne på Jorden, står op og går bag om Alteret. Hun opfordrer derpå sit følge til at begynder Offringen. Følget som står rundt om Alteret, knæler på en Gang, holder deres Offerkar mod Himlen; derefter stå de op og danne en Kreds omkring Alteret, hvorpå de gå rundt og kaste deres Offerurter i Ilden. Bag samme Sted høres Torden og ses Lynild langt borte mellem Fjældene.

Enhver går derpå igen til sin Plads. En af Følget rækker hende en Slange; Armida hæver den op imod Himmelen og lægger den derpå i Offerilden. En Ildflamme stiger op fra Alteret, og i det samme bemærkes Torden og Lynild meget stærkere imellem Fjældene. Følget knæler, med sammenfoldne Hænder, og kaster sig på Jorden; de rejse sig, og stille sig rundt om Alteret, give deres Højrehænder forsviis til Hverandre over Alteret, holde med den venstre Hånd Offerkarene på Hovedet, og gå i den Stilling rundt om Alteret. Torden og Lynild ophøre. De gå på deres første Plads, falde på det ene Knæ, og rette deres Arme ud mod Armida, med Offerkarrene i Hænderne. Når Følget den sidste Gang går rundt om Alteret, står Armida og holder Tryllestokken over dem. – Ismene kommer ganske beængstet, afbryder Offerhandlingen, og kaster sig på Knæ ved Alterets Fod; alle stå op. Armida iler hen til hende, reiser hende op, for at erhøre sig om hendes Tilstand. Ismene kan næppe komme til sig selv; alle omringe hende med Forfærdelse.
Hun leverer derpå Armida Rinaldos Krands Skærf og Våben, som de have fundet. Da Armida genkender det, spørger hun ængsteligt, om hun har set ham? Ismene betyder hende, at hun med sit Følge har set ham; Armida spørger hvor? og Ismene henviser til den Side, hvor hun så ham gå hen med Ubaldo. Dette forårsager Armida Bestyrtelse og Angst over Rinaldos Skæbne. Hun bliver næsten fortvivlet, og i Raserie udtrykker hun sine Lidelser, under kraftfulde Udbrud, som opvække hos alle omgivende Deltagelse og Medlidenhed. Hun løber til Alteret, omflytter Trefoden og kaster sin Tryllestok til Jorden.
I Øjeblikket høres et stærkt Tordenskrald, en Lynstråle går ned i Alteret, som derved synker i Jorden, hvorfra Ildflammer opstige. Dette Orakel bebuder Armida hendes Skæbne og Gudernes Mishag over hendes Forvovenhed; alle forfærdes over dette rædsomme Syn, og hun selv viser sin Angst over Gudernes Hævn, medens Trolde ses at flygte over Bjergkammen. Hun befaler de Omgivende at forlade dette Sted, og at følge hende; hun vil gåe, men standser ved at se Ubaldo komme med Rinaldo over Bjergskræntningen. Hendes Forskrækkelse og Forbitrelse forøges ved dette Syn; hun vil følge efter ham, men holdes tilbage af Ismene og hendes Følge. Hun trækker sin Dolk, og befaler alle at følge hende, for at befrie Rinaldo eller dø med ham. Man ser dem alle, at følge hende over Spidsen af Bjerget, og når de er komne derove, ses adskillige Trolde at flygte over Offerpladsen; nogle af dem blive Rinaldos Våben, Krands, og Skærf var, som Følget af Fortvivlelse har ladet ligge tilbage.
Troldene tage det med sig, vende sig om og see endnu nogle af Armidas følge på Bjerget; de ile for at indhente dem.

Rinaldo

Fjerde akt
(En Havbugt, omgiven af stejle Klipper. i Bugten ligger Ubaldos Skib)

Ubaldo kommer ned af Klipperne med Rinaldo; Når han er kommen ned af Klipperne, viser han ham Skibet. Rinaldo studser og træder tilbage af Forfærdelse, da han ser det Skib, der for evig skal skille ham fra Armida; han falder i dybe Betragtninger. Ubaldo, som se hans Kummer, erindrer ham om Gudernes Befaling, ved at vise ham Skjoldet, og opfordrer ham at bede Guderne om Kraft og Mod; de knæle begge, og holde deres Bøn.
Derefter vil Ubaldo gå til Skibet, men Rinaldo går tilbage; af og til ser man den første true ham med Gudernes hævn; flere Gange lover Rinaldo at følge ham, men vakler stedse. Endelig, da han ser Ubaldo vredes, bliver han ganske fortvivlet, tager hans Hånd og fører den til sit Hjerte, for at han skal erfare den Kval, han føler.
I det samme kommer Armida med Ismene og sit Følge for at indhente Rinaldo; han bliver Armida var, river sig løs fra Ubaldo og løber i hendes Arme; de omfavner hinanden med ubeskrivelige Følelser. De omgives af en Gruppe af de Omstående, som udtrykker Deltagelse og Glæde.
Ubaldo betragter dette med Foragt, og fordrer hans Svar, om han vil følge ham; Armida og Rinaldo satte sig knælende for hans Fødder og bede ham blive, men han true ham med Gudernes hævn, hvis han ikke vil følge ham; han vil gå men Rinaldo, Armida, Ismene, og hendes Følge holde ham tilbage. Ubaldo river sig løs fra alle dem, som knælende omgive ham, og vil gå fra dem, men føler sig rørt af Medlidenheden. Armida fører Rinaldo nogle skridt frem, spørger om han erindrer sig den Ed, som han svoret hende? han svarer, at han aldrig glemmer den, men at Guderne og hans Pligter mod Fædrelandet befale ham at rejse. Med Hæftighed trækker hun en dolk af sit Bælte og siger, at hun vil først dø for hans Hånd. Rinaldo fører hendes Hånd og bemægtiger sig Dolken; Armida knæler for ham med blottet Bryst, udstrækker Armene og falder derpå i Afmagt. Rinaldo kaster Dolken bort, og styrter med Fortvivlelse for hendes Fødder.
Ubaldo vil betjene sig af dette gunstige Øjeblik, går hen til Rinaldo, river ham med magt fra Armida; Rinaldo vægrer sig, og nu erklærer Ubaldo at han foragter ham og går. Rinaldo følger ham og bestiger Skibet tillige med ham; en stor del af Armidas Følge iler til Strandbredden, for at bevæge Rinaldo til at komme tilbage, men forgæves. I det Armida kommer til sig selv, spørger hun efter Rinaldo, de vise hen mod Søen, hvor han står på Skibet, med Armene udstrakte mod Landet; da hun erfarer, at Rinaldo har forladt hende, bliver hun ligesom Afsindig, vil tage Dolken og dræbe sig, men erindre ikke at Rinaldo har taget den fra hende. Hun iler hen mod Strandbredden, rækker sine Arme ud mod Rinaldo, og bliver derefter tankefuld stående og stirre ud over Havet; men da hun seer at Skibet sejler bort, beslutter hun at kaste sig i Bølgerne for hans Øjne. Da hun vil fuldbyrde sit Forsæt, holdes hun tilbage af Ismene.
Hun vender rasende tilbage, og sværger ved Guderne at hævne sig på den Troløse, befaler sit Følge at forlade hende. De gaae bort; hun bliver alene tilbage, og svinger sin Tryllestok. Armida slår 3 slag på Jorden, hvorved hun fremkalder onde Ånder fra mørkets Rige; man seer dem komme op af Jorden, Armida viser sin Fryd herover, og idet hun vil uddele sine Befalinger, mødes hun af Troldene, som have fundet Rinaldos Våben, Krands og Skjærf, hvilket de komme for at overlevere Armida. I Raseri tager hun Skjærfet og kaster det til Jorden, siden Krandsen, som hun river i mange Stykker, og derpå hans Sværd, som hun stikker i en Bjergklyft og brækker midt over. Af Forbitrelse kaster hun Stykkerne til Jorden, tager siden Skjoldet, opsamler det sønderbrudte Sværd, Skjærfet og Krandsen, løber til Havbredden og kaster det til evig Forglemmelse på Havets Bund. Siden uddeler hun sine Befalinger til de onde Ånder, at de skulle forfølge ham, gaaer siden op paa en Klippe, hvor hun seer ham sejle i lang Frastand; Hun kalder atter på Ånderne, befaler dem at vedblive at hævne hende. I det samme slåe Lynstrålerne ned ved siden af skibet.
Armida kommer ned fra Klippen, de onde Ånder omgive hende, hun befaler dem at ødelægge alt. De udføre en mimisk Dands med Fakler; Ildflammer opfylde Luften, Torden og Lynild tiltager alt meer og meer.
Armida vender sig mod Havet og befaler dem at forfølge Rinaldo, gribe ham, samt sønderslide hans Lemmer. Vexelviis seer man Ånderne med Armidas Følge fare hen over Skuepladsen. Armida viser sin fortvivlede Glæde over at see alt ødelægges. Man bemærker Skrig og Jammer, de onde Ånders Hylen og Torden, Stormvindens Hvinen i Luften, Havets Bevægelse, Bølgernes Brusen, Tordenens Skrald, Lynildens Knitren. Et Klippestykke styrter ned og man seer nedfaldende Trolde imellem Steenblokke i forskellige rædsomme Stillinger og Grupper. Over dette skrækkelige Syn udtrykker Armida Hævnenes Fryd. Med sin Tryllestok fremkalder hun en Vogn med vingede Drager; hun bestiger den, og idet hun gaaer op, begynder Ildregnen. Hendes følge ledsager hende paa sorte ildsvangre Skyer.

Armidas slutscene, Paris før 1777.

- Dækket falder.

 • Til toppen af siden