H.C. Andersen 1805 - 1875

De følgende personer er nogle af de mennesker som H.C. Andersen kendte og som i dag ligger på Assistens Kirkegård. Man kunne også have nævnt Henrik Hertz, Signe Læssøe, biskop Mynster, boghandler Reitzel m.fl.

Teatret
Da H.C. Andersen den 6. september 1819 kommer til København, er det fordi teateret trækker. Han troede faktisk, at teatret ventede på ham. Det gjorde det ikke.
Han forsøgte sig som sanger og skuespiller. Da han ikke var særlig heldig i disse retninger, gik han til dansen. Digter spekulerede han slet ikke på at blive. Teaterchefen, Holstein, som han henvendte sig til, sagde, at han var for mager til teatret. ,,Oh," svarede Andersen naivt, ,,naar jeg kun bliver ansat med 1001 Rdl. i Gage, vil jeg nok blive fed."
H. C. Andersen gik let i folk, og der var mange, som gerne ville tage sig af ham. En af disse var solodanser ved Det kgl. teater, Carl Dahlen. Han var den første, der åbnede sit hjem for den unge mand. Andersen kom hos den venlige familie, og Dahlens kone, hun var skuespillerinde ved Det kgl. Teater, var mild og hjertelig imod ham, som en god moder. Dahlen, der var lærer på danseskolen, sørgede for, at Andersen blev elev her i 1820. Han erklærede dog, at han nok ikke ville drive det videre end til statist.
Dahlen, der selv en gang havde været beundret for sin smukke skikkelse og ynde, var nu blevet fed, så han ikke længere kunne danse. Men som pædagog var han glimrende. Han forsøgte sig også som balletforfatter, men uden større held. I dag mindes man kun hans ballet ,,Armida", fordi Andersen optrådte i den som trold sammen med en lille pige, der var amorin. Det var den senere fru Heiberg. Sådan kom Andersens navn på plakaten. Han fortæller: ,,Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn stod paa tryk, en Nimbus af Udødelighed syntes jeg, laae deri; jeg tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen, det var en Lyksalighed."
Læs mere om Andersen og balletten Armida.

Anne Margrethe Schall
Mens H.C. Andersen endnu boede i Odense havde han hørt at en fru Schall var den mægtigste og første ved teatret. Da han var vel ankommen, iførte han sig sin pragt, konfirmationstøjet, med støvlerne uden på bukserne og med en hat, der gik helt ned over ørerne. Sådan pyntet gik han til danserinden med sin anbefaling.
Først trak han i klokkestrengen, faldt på knæ uden for døren og bad til Gud, at han måtte finde hjælp og beskyttelse. I det samme kom en tjeneste pige forbi med sin torvekurv på armen. Hun smilte venligt til drengen og stak ham seks skilling, hvorefter hun forsvandt. Han blev forbløffet. Hvordan kunne hun dog tro, at han, der var så fin, var ude for at tigge.
Endelig kom han ind hos fru Schall, der med stor forundring så på ham. Hun læste anbefalingsskrivelsen, der var skrevet af en bogtrykker Iversen i Odense, som hun slet ikke kendte.
Hele situationen forekom hende besynderlig. Andersen fortalte hende, på sin måde, at hans inderligste ønske var at komme til teatret. Da hun jo var danserinde, tilbød han hende at vise et parti fra "Cendrillon", som han havde set opført i Odense. For at kunne danse lettere tog han støvlerne af. Med hatten som tamburin begyndte han så at danse og synge. Mærkværdigt må det have set ud. Nænsomt, men hurtigt fik hun ham på døren.
År senere betroede hun Andersen, at hun dengang havde troet, at han var gal. Madame Schall var solodanserinde, ,,og selv om hun som sådan havde mangler, så blev de dog afbødet af talentets trolddom", har Bournonville sagt om hende. Hun var. livlig, havde rigtigt københavnerhumør. Da hun blev ældre, virkede hun let komisk, var fed, snakkede meget og var pyntesyg.

Siboni
Det kgl. Teaters syngemester var italiener af fødsel. En elegant verdensmand, smuk, opbrusende, godmodig og barnlig. Til syngemesteren tyede H.C. Andersen, blot fordi han tilfældigvis i Odense havde læst hans navn i en avis. Mange havde hjemme sagt til Andersen, at han havde en god sangstemme, så han håbede, at Siboni ville tage sig af ham. Lykkedes det ikke, måtte han rejse tilbage til Fyn.
Andersen kom til syngemesteren i et heldigt øjeblik, for denne havde middagsgæster, bl.a. komponisten Weyse og digteren Baggesen. Den unge mand sang og deklamerede for selskabet med en sådan følelse, at han kom til at græde. Man klappede, og Siboni lovede at uddanne hans stemme og mente, at han kunne komme på Det kgl. Teater.
Andersen kom nu i huset hos Siboni. Han gik til hånde, fik mad og lidt undervisning i sang. Denne herlighed varede dog ikke længere end til foråret 1820. "Da mistede jeg min stemme, den var i overgang, og jeg havde hele vinteren og foraaret været nødt til at gaa med daarligt fodtøj, dagligt haft vaade fødder. Stemmen svandt, og der var ikke længere udsigt til, at jeg skulle, som man havde sagt, blive en udmærket sanger." Siboni rådede ham til at rejse hjem til Odense og lære et håndværk. I sin nød gik Andersen herud til Assistens Kirkegard, i hvis nærhed landstedet "Solitude" den gang lå. Her boede digteren Frederik Høeg-Guldberg, som lovede, at han ville give ham timer i dansk. Andersen kaldte ham ‘min ældste ven’.

Rasmus Nyerup
,,Gamle Rasmus Nyerup, om hvem jeg fra Bunkeflods hus ( Madam Bunkeflod boede over for Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense) vidste, at han var Bondesøn og havde gaaet i Odense lærde Skole, var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Ejendommelighed tiltalte den gamle mand. Han fik Godhed for mig, og paa Biblioteket over Rundekirken (Trinitatis kirke, Rundetårn) lod han mig gaa og se i Bøgerne, kun at ,,de sættes paa rette Sted", og dermed var jeg i den højeste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem. Jeg var meget glad ! "
Nyerup, den lærde biblioteksmand og litteraturforsker, gik for at være alle fynboeres ven. Han var selv født i Nyrup på Fyn. Han og H.C. Andersen stod jævnligt i forbindelse med hinanden. Da Andersen fra skolen i Slagelse flytter med rektor Meisling til Helsingør, skriver han et begejstret. brev om Sundet, Kullens bjerge og hele den skønne natur. Da Andersen selv fandt brevet godt skrevet, sendte han flere andre det samme brev stilet til dem. Nyerup syntes også godt om skrivelsen og lod den indrykke i ,,Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn'' under titlen ,,Fragment af en Reise fra Roskilde til Helsingør".
Dette var faktisk H.C. Andersens første journalistiske arbejde. Andersen sendte også Nyerup andre små epistler og arbejder. Den venlige mand gik ikke af vejen for at gennemgå selv mindre gode arbejder, for at Andersen kunne lære noget af kritikken.

Peter Faber
Kort tid efter, at Peter Faber var blevet telegrafdirektør i 1853, mødte han. H. C. Andersen på posthuset. Faber opfordrede Andersen til at gå med over i det værelse, hvorfra ,,traaden" gaar til Korsør og Helsingør. Faber sender til Helsingør for at vise apparatet i brug. Efter det første svar fortæller Faber sine folk deroppe, hvem der står på hans kontor. Nogle sekunder efter lød signalet. Maskinen arbejdede, og på den lange papirstrimmel havde den elektriske strøm ved sin indvirkning på maskinen ladet aftrykke første vers af et af Andersens ældste digte ,,Hver Skipper har sin Hustru", som. han havde skrevet i sin skoletid i Helsingør.
Andersen var overvældet af opfindelsens storhed - og dette med verset - så han var lige ved at græde. For at de fremmede ikke skulle le ad hans nervøsitet, skyndte han sig bort.
Andersen var altid interesseret - barnlig glad - for alt det tekniske, der kom frem. Dampskibe, jernbaner og fotografiet har han beskrevet glimrende. I fortællingen ,,Om Aartusinder", der første gang blev trykt i Fædrelandet 1858, siger han: ,,Ja, om aartusinder kommer de paa dampens vinger igennem luften hen over verdenshavet! Amerikas unge beboere gæster det gamle Europa . . . Om aartusinder kommer de !"
Andersen var af en noget anden støbning end den rare ,,Polytekniker-Faber", der var saa venlig at vise ham Ørsteds opfindelse i praksis. Faber dyrkede kun sit skriveri lejlighedsvis, men det er gennem sin folkelige digtning, han huskes endnu. Hans ,,Højt fra træets grønne top" og ,,Sikken voldsom trængsel og alarm", vil bevare hans navn.

H.C. Ørsted
Ørsted om H.C. Andersen:
"Gør "Improvisatoren" Dem berømt, så vil eventyrene give dem udødelighed, de er det mest fuldendte, De har skrevet".
I Ørsteds hus havde Andersen selv introduceret sig, en fremgangmåde han ikke var uvant med.. Han siger selv, at det var et guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ældste og bedste, dem hvis betydning jeg egentlig slet ikke kendte og kunne vurdere.
Og det må man så give ham ret i. Det var en evne som for ham var uvurderlig.
Han vandt Ørsteds venskab, og i hans hus mødte han mange formående mennesker.
Da H.C. Andersen var oppe til filosofikum, blev han eksamineret af Ørsted, der med et lille smil spurgte ham:"Sig mig, hvad ved De om elektromagnetismen?"
"Det ord kender jeg slet ikke!" svarede Andersen. "Husk Dem om! De har førud besvaret alt så fortræffeligt og De må vide noget om elektromagnetismmen!"
Andersen måtte gå til bekendelse og indrømme, at han havde været til alle professorens forelæsninger undtagen den, hvor dette spørgsmål var blevet behandlet.
Denne tilståelse morede Ørsted, han nikkede og sagde: "Det var skade, at De ikke vidste det, for ellers havde jeg givet Dem præ, nu får De laud - for De har svaret meget godt!"
Ørsted berømmede ofte Andersen, og han satte stor pris på dennes humoristiske sans. Ja, han skal være den første der har bemærket, at det var her digteren havde sin styrke. han opmuntrede H.C. Andersen og udtalte sin mening om hans digteriske evner, når andre betvivlede dem. Han forsikrede at der ville komme tider, hvor Andersen ville blive anerkendt hjemme, som han allerede var det i udlandet.
Ørsted var altid villig til at høre på Andersen, når denne havde noget at læse op. Og det havde han tit. Digteren på sin side følte altid sønlig hengivenhed for den berømte Ørsted.

H.C. Andersens grav

Eventyr
Andersens første hefte med eventyr udkom i maj 1835. Heri var fire historier, de tre havde digteren kendt fra sin barndom, kun den fjerde, ,,Den lille Idas blomster", var helt igennem eget arbejde, og det må regnes for at være hans første virkelige eventyr.
Større begejstring vakte eventyrene ikke. En kritiker henstillede til ham, at han brugte sine talenter som digter til noget højere og ikke spildte tiden på den slags.
Andersen satte ikke selv større pris på eventyrene, men han håbede, at de kunne give penge. Han manglede tøj, havde gæld, og så var der den evindelige husleje.
Den lille Ida har Andersen kendt. Hun var datter af J. N. Thiele, der havde embedsbolig på Charlottenborg, hvor også botanisk have lå dengang. Ida fik ofte besøg af den unge digter, han boede i Nyhavn og kunne fra sit vindue se over i haven hos professor Thiele.
I eventyret er den rare student Andersen. Ida er Thieles datter, som han fortæller om blomsterne på en måde, der er alt andet end botanisk. Nogle af de barnlige bemærkninger har Andersen fra den lille piges egen mund. Lille Ida voksede op og blev gift med Alexander Wilde. Hun døde i en ung alder, kun 33 år gammel, i 1863.
Man kan godt være forfatter, direktør for kobberstiksamlingen, kongens håndbibliotekar og etatsråd og alligevel være en beskeden mand, indtagende og idealistisk. Det var Thiele, der gennem sine arbejder med danske folkesagn har haft stor betydning for vore digtere, også for Andersen. Han havde kendt ,,Hr. Andersen siden det første aar, da han faderløs og uopdraget, fattig, men rigt begavet, styrtede sig ud i livets strøm for at opnaa maal, han selv endnu ikke kendte; - da jeg i de følgende aar saa den nedarvede guddomsgnist, tæt indhyllet i kvælende røgskyer, mere og mere bryde igennem og til sidst at slaa ud i altid klare flammer: da følte jeg mig oftere gennemtrænget af ærbødighed for den genius, som i ham kæmpede med næsten alle ydre forhold og som - hvad man tør haabe- omsider vil besejre dem alle.
Allerunderdanigst
J. Thiele."

Vilhelm Pedersen
Mange har illustreret H.C. Andersens eventyr og historier, men ingen er blevet så berømt ved det, som Vilhelm Pedersen. Ingen tegner har vel heller fået så lidt ud af sit arbejde med illustreringen, som denne mand. Hvad han har betydet for eventyrenes popularitet verden over,kan man kun gisne om. I 1849 kom der fem små hefter i et bind med eventyr af H.C. Andersen for første gang illustreret, og det af en ukendt tegner. Denne udgave blev straks yndet, ikke mindst fordi mange satte større pris på de venlige illustrationer, end på Andersens historier, for ham var man ved at blive lidt træt af. Man syntes, han var indbildsk.
Hans første eventyr gik kun trægt, men denne udgave med tegningerne holdt man af. H.C. Andersen var ikke begejstret for konkurrencen. Det er Andersen, der opsøger ham i 1847, fordi der skal komme en tysk udgave af eventyrene med illustrationer. Pedersen, der netop havde debuteret på Charlottenborgs forårsudstilling med nogle malerier, gik med til at påtage sig arbejdet. Han fik 400 Rdl. for noget over hundrede tegninger - en gang for alle. Senere blev hans tegninger frit benyttet over hele verden. Tegningerne blev sendt til Tyskland, hvor de blev skåret i en buskbomplade, den tids form for cliche. Pedersen var langtfra tilfreds med udførelsen: "Prinsessen faar et fælt ben, svinedrengens ansigt frister ikke til kys" Skønt Pedersen gang på gang i breve foreslår, at han tegner direkte på pladen, bliver det aldrig rigtigt til noget, og mange af illustrationerne bliver kluntede.
Efterhånden blev han træt af dette utilfredsstillende arbejde. Han, der altid havde været svag, bliver endnu svagere og opgiver efterhånden helt arbejdet. Så må Andersen have fat i ham, og han får tegneren gjort begejstret igen. Af og til kom H.C. Andersen i Pedersens hjem i Nyboder, dels for at le højt og for at tale om tegningerne. Desværre gik det bestandigt tilbage med Vilhelm Pedersens helbred, og en rekreationsrejse til Rom forværrede kun hans tilstand. Han døde den 13. marts 1859, kun 39 år gammel.
På dødslejet skal han have betegnet sit livsværk som "en dynge uden værdi". Den beskedne Vilhelm Pedersen fik økonomisk ingen glæde af sit arbejde, og hans efterladte kone og børn fik heller ikke noget. Men hans arbejde lever, for et rigtigt eventyr af H.C. Andersen skal da være illustreret af Pedersen. Da Andersen i 1875 fyldte 70 år, fik han som gave af sin tyske forlægger, Lorck, så mange af Vilhelm Pedersens originaltegninger, som denne var i besiddelse af.

Søren Kierkegaard
"Romanen "Kun en Spillemand" opfyldte en kort tid en af vort lands unge, højtbegavede mænd, det var Søren Kierkegaard. Paa gaden, hvor vi mødtes, sagde han til mig, at han ville skrive en kritik over den, og at jeg ville vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man fattede mig ganske urigtigt! - Der gik lang tid hen, han læste bogen om igen, og det første gode indtryk udviskedes, og jeg maa tro, at jo alvorligere han drøftede digtningen, des fejlfuldere blev den, og da kritikken kom, kunne jeg ikke være glad for den; den kom som en hel bog; den første, tror jeg, Kierkegaard skrev, noget besværlig at læse, med dens hegelske tunghed i udtrykkene; man sagde også for spøg, at kun Kierkegaard og Andersen havde læst bogen ud; det var ,,Af en endnu Levendes Papirer".
Jeg fik det ud af den, at jeg var ingen digter, men en digterisk figur, der var løbet af min gruppe, og at det var en tilkommende digter givet at stille mig i den eller benytte mig som en figur i en digtning, hvori han skabte mit supplement. Senere forstod jeg bedre denne forfatter, der i min fremskriden er kommen mig i møde med venlighed og skønsomhed."
Intimere venner blev de to verdensberømtheder aldrig, og det forstår man så godt, større modsætninger skal man vel lede længe efter. Kierkegaard skrev: ,,Hvad der i Andersens roman gaar til grunde, det er ikke et geni i dets kamp, men et flæb, om hvilket det forsikres, at det er et geni, og som kun har det tilfælles med et geni, at det lider en smule genvordigheder, som det endog ligger under for."
Kierkegaards udfald ramte Andersen hårdt, han følte altid kritik mod sine værker som et personligt angreb. Bogen ,,Af en endnu levendes papirer" er en slags bred anmeldelse af ,,Kun en Spillemand".

Bissen
Gamle Bissen (1798-1868) var det nittende århundredes portrættør. Selvfølgelig måtte H. C. Andersen også sidde for ham. Bagefter udtalte Bissen: Vorherre havde givet sig tid til at skabe hans hoved aparte fremfor de fleste andres. Det er en almindelig opfattelse, at H. C. Andersen nærmest var grim. Det er ikke helt rigtigt, selv om det også ville være forkert at kalde ham en skønhedsåbenbaring. Bissens buste giver et fint billede af ham. Der er mere end portrætlighed i den, der er også noget af Andersens sjæl og hele væsen. Andersen bestilte 8 eksemplarer af busten. Selv om han ikke var helt tilfreds med den, var den god at forære væk til venner og velyndere.

Collinerne
På H.C. Andersens grav står i dag kun én sten, men indtil 1914 stod der også en mindesten for Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Colllin (1813-1894). Stenen blev flyttet af familien, der efterhånden var blevet træt af at høre, at Collinerne skulle have udnyttet den gode digter, hvilket de så vist aldrig gjorde. Nu finder man ægteparrets sten på Frederiksberg kirkegard, men de hviler stadigt i denne grav. Det var et livslangt venskab, der forbandt Edvard Collin og H. C. Andersen. Edvard var søn af den gamle Collin, manden der mere end nogen anden var skyld i, at Andersen fik en uddannelse.

H.C.Andersen blev bisat den 11. august 1875 fra Frue Kirke under meget stor deltagelse. Stiftprovst Rothe og biskop Engelstoft talte; Hartmann sad ved orglet; i det store følge var både kongen og kronprinsen.

H.C. Andersen havde et nært forhold til Assistens Kirkegård. Det vidner de to følgende afsnit fra hans historie "Et godt Humeur" om:

"Adresseavisen og Kirkegaarden, det er og var altid mine to meest aandsvækkende Spadserefarter, mine to meest velsignede Badeanstalter for det gode Humeur.
Enhver kan nu gaae ind i Adresseavisen; men gaae med mig på kirkegaarden, lad os komme der, naar Solen skinner og Træerne ere grønne; lad os gaae mellem gravene! hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen op ad, man kan læse Titelen, som siger hvad Bogen indeholder og siger dog Ingenting; men jeg veed Besked, veed den fra min Fader og fra mig selv. Jeg har det i min Gravbog, og det er en Bog, jeg selv har gjort, til Nytte og Fornøielse; der ligge de Allesammen, og endnu nogle Flere! Nu er vi paa kirkegaarden".

"Den store Goethe slutter sin "Faust" med, at den ‘kan fortsættes’, det kan ogsaa vor Vandring herud paa Kirkegaarden; her kommer jeg tidt! gjør en eller anden af mine Venner eller ikke-Venner mig det for broget, saa gaar jeg herud, opsøger en Grønsværs-Plads og indvier den til ham eller hende, hvem jeg vil have begravet, og saa begraver jeg dem strax, saa ligge de der døde og magtesløse, indtil de som nye og bedre Mennesker vende tilbage. Deres Liv og Levned, seet fra min side, skriver jeg ind i min Gravbog, og saaledes skulde alle Mennesker bære sig ad, ikke ærgre sig, naar Nogen gjør dem det for galt, men strax begrave dem, holde paa sit gode humeur og paa Adresseavisen, dette af Folket selv skrevne Blad, tidt med paaholdt Pen.
Kommer den Tid, at jeg selv med mit Livs Historie skal indbindes i Graven, saa sæt som Indskrift: "Et godt Humeur!" Det er min Historie. (skrevet i 1852)