Landbohøjskolens stifter, Peter Christian Abildgaard,
– 200 år på Assistens Kirkegård:

„Hellere ulærd end unyttig...“

Tegneren fra Flekkefjord
Brødrene Abildgaards fader, Søren Abildgaard er ligesom sønnerne begravet på Assistens Kirkegård, også han er et interessant bekendtskab.
Abildgaard var som så mange at tidens fremstående skikkelser fra Norge og blev tidligt tiltrukket af det videnskabelige miljø i København. På mange måder var han en slags forløber for begge sine sønner i kraft af både et stort kunstnerisk talent og en alsidig videnskabelig interesse.
På trods af – eller måske på grund af – sine mange interesser opnåede han aldrig økonomisk sikre kår og arbejdede det meste af sit liv som arkivtegner-assistent for historikeren Jakob Langebek. Han interesserede sig meget for den økonomiske naturvidenskab og udgav flere afhandlinger blandt andet om brugen af mergel, tilberedning af kalk og udrydning af ukrudt. Mest berømt var dog „Beskrivelse over Stevens Klint“ fra 1759, som blev oversat til tysk, og som i videnskabelige kredse blev betegnet som et fortrinligt værk.

Arkivtegnerens søn
Søren Abildgaards ældste søn Peter Christian blev født d. 22. december 1740. I hjemmet lærte han tidligt at tegne og blev indført i videnskaberne af faderen. På grund af familiens ringe økonomiske kår gik han kun i skole indtil 5. klasse.
Tidens eneste mulighed for at studere naturvidenskaberne gik den gang gennem apothekerlæren. P.C. Abildgaard havde imidlertid ikke opgivet at dimittere som student. Det betød en ekstra arbejdsbyrde. Som E. Viborg skriver i sin bog om Abildgaard: „Abildgaard måtte om dagen forrette sin dont som Lærling i Apotheket, brugte sine nætter til chemiske Forsøg, og anvendte sædvanligen Morgenstunderne til at udvide sine Kundskaber i Skolevidenskaberne“. Efter en sen studentereksamen valgte Abildgaard at studere medicin og gjorde hurtigt karriere som læge indtil 1762, hvor kvægpest lagde markerne øde.

Kvægpest og veterinærskole
Kvægpesten havde i årene 1745-51 hærget voldsomt i landet og bragt ruin over mange bønder og storgodser. Godsejeren Ludvig Holberg beklagede sig højlydt over dens hærgen og filosoferede over pestens mulige væsen og udbredelse.
Kvægpesten blev et vendepunkt for Abildgaard. Sammen med tre andre lovende læger blev han af J.H. Bernstorff udpeget til at studere ved den anerkendte franske veterinærskole i Lyon under skolens leder og grundlæggeren af den moderne veterinærvidenskab Claude Bourgelat. Bourgelat var en fremragende videnskabsmand, der dog led under tidens titelsnobberi, hvilket gav sig udslag i, at han ganske vist skrev sine forelæsninger selv, men fik en veterinær af lavere orden til at læse dem op. Undervisning af studerende var ikke passende for en mand af hans stand.
Abildgaard var af en anden støbning og søgte viden, hvor han kunne også hos Bougelats konkurrenter. Det blev til to et halvt års studier i Lyon. Ved hjemkomsten til København var kvægpesten ved at ebbe ud og interessen for at understøtte en veterinær lille. Derfor slog Abildgaard sig ned som praktiserende læge i København og nøjedes med at sammenfatte sine ideer om veterinærvidenskab i publikationen: „En dansk Heste og Kvæglæge. Efter Kgl. allernådigst Befaling forfærdiget til Bøndernes brug og nytte.“

Skolestifter mod sin vilje
Denne publikation var formodentlig med til, at Struensee, der selv var læge, fik øjnene op for Abildgaards kvaliteter. På Struensees opfordring startede Abildgaard mod sin vilje veterinærskolen. „Denne opfordring kom mig ikke blot uventet, den var også mod mit ønske, thi jeg havde i Virkeligheden alt sagt farvel til Veterinærvæsenet....“.
Veterinærskolen var en af de ting, der ikke påvirkedes af Struensees fald.
Efterfølgeren Ove Høegh-Guldberg, der var mere oplyst og fremskridtsvenlig end almindeligt anerkendt i dag, kunne se det nødvendige i skolen og fik staten til at overtage den i 1776. Abildgaard ledede skolen frem til sin død i 1801, og blev den åndelige fader til adskillige efterfølgende dyrlæger. Oprettelsen af denne skole var utvivlsomt sammen med landboreformerne med til at skabe den øgede velstand, som kom til at præge landet i løbet af 1800-tallet.

Videnskabsmanden
Ud over veterinærskolen kastede Abildgaard sig over en lang række andre videnskaber. Han var den første der herhjemme eksperimenterede med varmluftballoner og fik af Videnskabernes Selskab penge til forsøg, der kulminerede med opstigningen af en luftkugle over Christiansborg d. 5.januar 1784. Elektricitet interesserede ham også, og han var blandt andet medlem af Selskabet til Genoplivning af druknede Sømænd, som eksperimenterede med elektricitet til skindødes redning.
Abildgaard var dog især virksom inden for biologi, geologi og botanik. Således var han den første, der foretog en mineralogisk undersøgelse af det på den tid ukendte mineral kryolit og påviste tilstedeværelsen af fluor og aluminium.
Han er også den første, der anvender fodringsforsøg som biologisk metode og påviser, at bændelorm i hundestejler først udvikles til kønsmodenhed i de fugle, der spiser dem. Han leverede tegninger til en lang række videnskabelige værker og oprettede i protest mod naturvidenskabernes vanrøgt herhjemme „Det Naturhistoriske Selskab“ i 1789.

Samfundsborgeren
Lige som sin mere revolutionære broder Nicolai var Peter Christian Abildgaard levende interesseret i samfundsdebatten. De var begge meget optaget af situationen i Frankrig og de nye ideer herfra.
Som videnskabsmand hyldede Abildgaard fornuftstanken og tog som sådan afstand fra naturromantikerne. Han udtalte blandt andet om Rousseau - „...har ved sin mageløse Veltalenhed søgt at bevise, at Kundskab og Oplysning ikke har gjort menneskene lykkeligere. Men det være hvordan det vil: Kundskabsudbredelse og Oplysnings Fremgang kan nu ikke mere ved nogen menneskelig magt standses og tilbageholdes“.
Samme tanke går igen i hans mindetale over Bernstorff fra 1797: „Oplysnings og Kundskabs fremgang er uopløseligen bunden til Frihed i at meddele sine Tanker“.
Begge brødrene Abildgaard var meget interesseret i - og involveret i - bøndernes frigørelse. Abildgaard udtalte blandt andet om den fri næring: “Jeg er af den Meening at det vilde være gavnligt om Staten aldrig blandede sig i den Borgerlige Næringsvej, men at dens hele Beskæftigelse ene og alene var henvendt paa at sikre Enhver Lem af Staten sine Borgerlige Rettigheder, og lade hver Mand drive sin Haandtering som han bedst vilde og kunde.“
Teksten på Frihedstøtten: „Lyst til Kundskab, Attraae til Flid, Haab om Held“ kunne være en passende hyldest til Abildgaard.

Abildgaards monument
Abildgaards gravsten er tegnet af broderen, der også tegnede udkastet til „Frihedsstøtten“, og teksten er skrevet af Colbiørnsen, der også skrev bondefrigørelsesloven.
På sin vis er monumentet på Assistens kirkegård ligeså interessant. Motivet er en modificeret udgave af gudinden Artemis. Det er ikke tilfældigt. Artemis var et fælles europæisk symbol for „den naturlige religion“ – en fornuftsbaseret tolerance baseret på tanken om et fælles oprindeligt naturligt udspring for religion og filosofi. Statuer af Artemis var almindelige rundt omkring i Europa og blev blandt andet opstillet nogle steder i Frankrig i kirkerne i stedet for de traditionelle altre. Denne dyrkelse af Fornuften eller „Det højeste væsen“ forsvandt ved monarkiets genkomst i Frankrig.
Abildgaards monument er interessant som en af de eneste fremstillinger, der har overlevet til i dag af denne fornuftsdyrkelse. Både Videnskabernes Selskab og Naturhistorisk Selskab benyttede Artemis som deres symbol. I begge selskaber spillede P.C. Abildgaard en væsentlig rolle som sekretær i det ene og som stifter af det andet.
Selve Artemis-figuren på monumentet er også speciel. Skørtet på figuren er en fremstilling af Abildgaards liv og værk. Nederst en æbleblomst for navnet Abild-(æble)-gaard. Dernæst en fremstilling af de forskellige dyreordner, som var anerkendt på den tid. Blandt dem bændelorm, krabbe og får, alle dyrearter som Abildgaard forskede i.
Gravstedet hjemfaldt i 1901, og blev ved den lejlighed overtaget af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, som ejer gravstedet i dag.

Til oversigt over kendte navne • Til toppen af siden