Til print-versionÅRSBERETNING for 2002af Centerleder Gitte Lunding Johansen
Centrets formål - gennem aktiv publikumsdeltagelse at formidle
kulturforståelse med afsæt i Assistens Kirkegård - er
i 2002 realiseret gennem aktiviteter i skoletjenesten, Etisk Værksted
for børn og unge, familierettede tematilbud, omvisninger, debat-
og foredragsvirksomhed, dramatiserede omvisninger med historiske tableauer,
musik- og teaterarrangementer samt skiftende og påbegyndt permanent
udstilling i Kapellet. 2002 har været et år, hvor Centret har udgivet en lang række
materialer. Aktiviteterne i Kapellet og på kirkegården - der er støttet via Folkeoplysningslovgivningen - har været benyttet af 2.938 personer, mens 73 personer har deltaget i Centrets 3 debatarrangementer i efteråret. På Kulturnatten i oktober, hvor Centret medvirkede for 7. år, var der mulighed for dels at deltage i nattens dramatiserede "Kirkegården ved nat" (200 personer) og se udstilling i Kapellet (512 personer). Søgningen til "Kirkegården ved nat" er altid meget stor. Vi arbejder på at finde en fornyet form, hvor flere gives mulighed for at deltage i udendørsaktiviteterne, samtidig med at det sker under kontrollerede forhold. I 2002 har Centret været ramme om to større samarbejdsprojekter med stor offentlig opmærksomhed. Soloforestillingen "SPEJLET - eller det der ånder i skyggen" af Kitt Johnson og Tv-udsendelserne på DR2-fjernsyn - med tilhørende udstilling i Kapellet - "Meningen med livet" af Christian Schou. "SPEJLET" blev opført som 16 udsolgte forestillinger i Kapellet fra den 17. april til den 6. maj. Forestillingen var skabt specielt til Kapellet - og har været forberedt over en lang periode. Avisernes anmeldere havde alle fokus på dette særlige samspil mellem solodanser, rum og omgivelser.
Kitt Johnson - "SPEJLET - eller det der ånder i skyggen" Janus Kodal skriver i Politiken under overskriften "Forvandlingen i Gravkammeret" (19.04.): "Lokalets brug og koreografien må være vokset i takt med hinanden, for forestillingen, som den står nu ved premieren, er en døds- og en frigørelsesfabel, hvor man hverken kunne undvære rum, lys eller danser." Informations anmelder Charlotte Christensen skriver (20.04.): "Åbningsbilledet har alle ingredienser i et naturreligiøst maleri af Casper David Friedrich: Dørene lukkes op mod Assistens Kirkegård og i et nu ser vi gennem regnen Dødens Have med sine genopstandelsesløfter i form af grønne træer, der rejser sig mod aftenhimmelen, tilsat fuglenes parringssignaler som lydkulisse. Døren er gjort høj og porten vid - og således kan vi se vor indgang og vor udgang". I Berlingske Tidende skriver Vibeke Wern i samme spor (20.04.): "Reflekterende og beskuende sit eget spejlbillede sidder Kitt Johnson indledningsvis oppe på balkonen bag glasruden i Kapellets høje rum. Under hende står portens to store symmetriske fløjdøre vidt åbne ud til Assistens Kirkegård, hvor man ser de gamle træer og hører fuglene kvidre aftenens sidste sange. Et enkelt og meget smukt startbillede på en forestilling om spejlinger af livet og naturens symmetriske former". Hos Majbrit Hjelmsbo i Weekendavisen hedder det (25.04.): "Til "Spejlet" med undertitlen "eller det der ånder i skyggen" har Kitt Johnson valgt Assistens Kirkegårds kapels højloftede, kølige rum som scene for sin solo. I åbningsbilledet ser vi hende sidde bag førstesalens glasrude, tænksom og med et rødt klæde over håret, alt imens kirkegårdens aftendis med jordlugt og solsortesang strømmer ind gennem kapellets åbne fløjdøre". Soloforestillingen blev set af 1.440 personer. Soloforestillingen "SPEJLET - eller det der ånder i skyggen" af Kitt Johnson har netop modtaget en Reumert som Årets danseforestilling. Journalisten Christian Schou havde med "Meningen med livet" sat sig for at undersøge, hvorvidt livets mening kunne udtrykkes ved hjælp af genstande. I 10 udsendelser, der blev vist fra oktober til december, blev der søgt efter livets mening gennem en række samtale-filosofiske programmer med indbudte gæster. Det dramaturgiske omdrejningspunkt var processen med at opbygge en udstilling om netop meningen med livet. Hver af de 18 indbudte gæster bidrog med genstande til udstillingen. I Christian Schous indbydelse til gæsterne stod: "Udgangspunktet for vores samtale bliver den genstand, som du medbringer til optagelsen - og som efterfølgende skal være en del af den tilhørende udstilling - som vi bygger op samtidig med optagelserne i Kapellet og på Assistens Kirkegård." Gennem Tv-udsendelsernes optagelser fik fjernsynsseere over hele landet kendskab til Assistens Kirkegård, til nogle af kirkegårdens begravede kulturpersonligheder og til Kapellet som udstillingsbygning. Udsendelserne blev genudsendt -10 dage i træk - omkring jul og nytår. Seermålinger viser, at "Meningen med livet" blev set af mellem 40.000 og 120.000 seere pr. gang. I Etisk Værksted for børn og unge benyttede en række
skoler sig af muligheden for at besøge udstillingen og arbejde
med egne holdninger til, hvad der giver livet mening. Et essay fra en
elev i 9. klasse på Hjortespring Skole tyder på, at elever
også kan blive trætte af, at skulle tage stilling: "Meningen
med livet. Ork, hvor er jeg dog træt af den problemstilling. Jeg
har gennem det sidste års tid filosoferet og skrevet så mange
stile, månedsopgaver og så videre om lige netop denne problemformulering,
eller hvad du nu vil kalde det, at jeg lige i øjeblikket er kørt
lidt sur i det. Jeg er træt af hele tiden at ende med det samme
svar i hænderne; "det ved jeg ikke"." |